DYT DYT – vil du byt!

Jeg er ikke god til brok, beklagelse og selvmedlidenhed. Jeg synes vi skal have fokus på alt det gode, alt det vi kan og mindre brok. Når det så er sagt, så kunne jeg godt tænke mig at kunne bytte krop med nogle personer engang i mellem. Mest med de der typer der siger, du fejler da ikke noget, du kan det hele og du ser da helt frisk ud. Jeg gør en indsats. En stor en hver dag. Det gør også at jeg ikke har så meget overskud til sociale arrangementer, som så mange andre. Jeg prioriterer. Hver dag. Jeg brokker mig ikke. Ikke engang mine aller nærmeste hører mig beklage mig. Jow når jeg har så ondt at jeg næsten ikke kan gå, så ses det i hvert fald.

Jeg er ikke superwoman, og jeg ønsker ikke at fremstå sådan. Jeg selv bliver tricket af personer som altid brokker eller beklager sig. Det får mig til at gå i den helt anden grøft og bliver mere stædig og arbejdsom. Det kan godt være at der er gemt et eller andet i den adfærd som der måske skulle kigges på, men lige pt. lever jeg fint med det, som det er. Det eneste er at jeg kan blive meget træt og til tider en smule irriteret på mennesker jeg ikke kender som skal gøre sig klog på mig og min sygdom. Jeg forlanger ikke at andre skal kunne forstå, men måske bare en eller anden form for empati. Som i dag. En beboer et par huse væk fra vores nye hus tropper op mens vi går og arbejder i forhaven. Hun vil hilse på og bliver hængende i et godt stykke tid. Så spørger hun hvad jeg laver siden jeg kører rundt i sådan en stor bil.

Wellness

Jeg fortæller at jeg er på førtidspension. Hun spørger så hvad jeg fejler og jeg svarer. Så spørger hun om man så har brug for at køre i sådan en stor bil når man har den diagnose. Jeg svarer nej, det behøver man ikke, men at jeg har siddet i kørestol. Hun måler mig med øjnene og siger “Jamen – du går jo her og arbejder”. Jeg forklarer at min sygdom varierer meget og er meget uforudsigelig. Jeg blev pludselig meget træt – både af at jeg følte jeg skulle retfærdiggøre overfor hende hvorfor det ene og det andet. Samtidig ville jeg ikke forklare hende at de kræfter jeg bruger i dag, har jeg mindre af i morgen og i øvrigt har ligget med ondt i ryggen de sidste dage! Jeg kender hende ikke og havde egentlig ikke behov for at forklare mig. Jeg kunne nok have taklet det anderledes og svaret på en anden måde, men nogle gange bliver jeg bare taget med bukserne nede. I sådan et tilfælde ville jeg gerne bytte krop med hende for en dag – eller i øvrigt blot tilbyde hende at have min krop en enkelt dag, for hendes behøvede jeg ikke…… Så kunne min sjæl tage på wellness imens. Så ville hun nok forstå. Jeg ønsker ingen ondt, blot mere empati og oplysning!

TAK fra mit hjerte!

Der har været stille på min blog en rum tid. Jeg har været gået “under jorden”. Alt overskud har været brugt på projekt hus. Et projekt der har haft en del flere overraskelser end hvad vi havde regnet med. Tætte venner og familie har vidst at jeg har været i live og har trukket vejret. Jeg har ikke haft det store overskud til andet end at prøve at komme på plads og lande på benene. Jeg har i perioder bare haft dage hvor jeg bare har haft brug for at være alene. På trods af alle de overraskelser der har været, føler jeg mig så rig.

Vi har boet her i halvanden måned og vi er allerede kommet rigtig langt. Der er mindst lige så lang vej igen, men der sker hele tiden noget og der kommer helt sikkert flere overraskelser. Vi vil helst bare ikke have flere sygehusbesøg. Det har været helt gal med elinstallationerne i huset. Så galt at vi alle har fået stød flere gange. Den ene gang gik det så galt at min søde kæreste røg på gulvet med muskelkramper og HPFI relæet slog fra. Så røg vi på akutafdelingen og til hjerteobservation…… Vi har fået så megen hjælp fra familie og venner, at rigdom kan måles på mange måder. Elektriker fra omgangskredsen er kommet i weekender og aftner for at gøre os trygge at bo her. Vores familier er troppet op fra tidlig morgen til sen aften igennem flere uger, med arbejdskraft og mad. Venner og veninder har været her for at hjælpe med at male, de steder hvor mine rystehænder/ben ikke slog til.

De har flyttet buske, gjort rent og meget, meget mere! En uvurderlig hjælp! Ikke nok med det, så brændte min bil sammen i søndags. Midt på Frederiksberg. Min livline (min højt elskede farmand) kom med det samme og fik trukket bilen hen et sted, hvor det var lovligt at holde. Så heldig jeg er at en ven i nøden har sit eget værksted, ville sørge for at bilen bliver hentet og kørt til hans værksted. Om den overlever, det vides ikke endnu. Selvom tingene ind imellem ramler og jeg hiver mig i håret og til tider kan tænke ”holder det aldrig op”, så er der hele tiden løsninger. Løsninger fra mine venner og familie som gang på gang tropper op, når vi står i kviksand. Jeg føler mig så heldig og rig. Rig på dem omkring mig som gør at jeg stadig kan smile på en regnvejrsdag. En kæreste, der forstår at ”spille mig god” og sørge for at holde humøret oppe og tage sin del af arbejdet! Tusind tak for jer alle – I ved selv hvem I er! I er grunden til at jeg stadig står oprejst!

Ingen kan se om jeg har undertøj på eller ej!

Jeg ved godt at jeg i mit tidligere indlæg skrev om flytning, men lige pt. er det det der fylder alt. Jeg er ved at blive skør af at gå rundt imellem flyttekasser som er stablet op, så der kun lige er en smal passage at bevæge sig igennem lejligheden på. Det positive er at der altid er faldunderlag, når jeg lige får trådt forkert eller ovenpå et eller andet der ligger på gulvet. Vi går og venter på at sælger ringer og siger at vi kan få nøglerne til vores nye hus. Næsten alt er pakket ned, så det er sin sag hvis man gerne vil have salt på sin æggemad, for hvilken kasse er der salt i….. Eller hvis man skærer sig som jeg gjorde i går, hvilken kasse er der plaster i. For ikke at tale om mit undertøj…. Ha, Ha,- Thorben synes det er fint at jeg render nøgen rundt som en forvirret kylling og leder efter undertøj… Men igen – ingen kan alligevel se om jeg har det på indenunder tøjet 🙂

Jeg har godt nok skrevet på kasserne hvad der er i, men ikke ned til mindste detalje. Og de står jo stablet. Der er f.eks. 10 kasser der står køkken på, og lige hvilken der er kommet salt i, er bare en jungle. Der skal pilles ned, gøres rent m.m., så lige nu føles det som at leve i en undtagelses tilstand. Ja, jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, og at det er et luksusproblem, men derfor kan det godt suge al energien ud af mig. Jeg prøver at oplade ind imellem. Ikke nok med at der er fysisk kaos, så har jeg haft en masse kaos med alt det praktiske. Der skal flyttes adresse (både til folkeregister og kommune), internet, tv-pakke, melde boligsikring fra, pensionsændring fra enlig til samlevende, forsikringer, advokat, bank, ejendomsmægler m.m. Det er ting alle skal igennem når de flytter, men i mit hoved er det bare voldsomt overvældende. Mit hoved har været ved at koge over, og “to-do” listerne er hobet sig op. Derudover er der alt det praktiske i flytningen.

Vi har heldigvis en fantastisk omgangskreds og familie, der har meldt sig på banen. Uden dem, gik det ikke! De løfter i flok og jeg er ovenud taknemmelig. Når vi så får nøglerne til huset, så starter en ny epoke. Med masser af praktiske projekter. En rum tid i byggerod og endnu mere flytterod venter. Men når lejlighederne er tømt, der er jo to af slagsen og tingene står i huset, så må det bare foregå i det tempo der nu byder sig. Det er nemt at sige nu, for de der kender mig, ved at jeg hader rod og derfor gerne vil på plads hurtigst muligt. Lige her må jeg bare øve mig i at sige pyt og tage tingene som de kommer. Det er også en god læringsproces. Jeg glæder mig nu bare til alt er overstået og vi kan åbne en kold flaske Asti imellem alle flyttekasserne i vores nye hus. Kom nu nøgler!

Rod

Ingen vil røre ved den varme kartoffel – Gensidig forsørgerpligt!

Valgkampen kører for fuld smæk. Jeg synes det er svært at gennemskue, som mange andre danskere. Der bliver lovet til højre og venstre og alle ved at meget af det er valgflæsk. Politikerne farer rundt til danskerne i øjenhøjde for at vise deres engagement i de forskellige arbejdsfag og livssituationer. Men kan de sætte sig ind i folks sted? De får deres fede hyre og pensionsordninger, som jeg bestemt under dem, men er de oprigtigt interesseret i at ændre det de lover? Jeg synes vi har det godt i Danmark.

Jeg synes også at der er masser af plads til forbedringer. De fleste mennesker er deres egen lykkes smed og derfor stemmer de fleste med henblik på hvad der er godt for dem. Eller hvad de tror der er godt for dem og Danmark. Jeg synes der er lavet mange hovsaløsninger, som er gået ud over utrolig mange mennesker. F.eks. gensidig forsørgerpligt. Jeg kan godt se idéen med at vi selvfølgelig skal hjælpe hinanden hvis der pludselig er en der står uden job. Det er forhåbentlig en midlertidig situation. Hvad med dem der bliver ramt af ufrivillig sygdom? Som ikke kan ændre på sine livsvilkår, uanset hvor gerne de end ville. Dem det er umuligt for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Dem hvor partneren hænger (og bliver straffet) økonomisk og samtidig skal være al den ekstra hjælp i hverdagen som er skåret helt ind til benet fra kommunen, fordi der er en rask partner/ægtefælle. Hvem ønsker at sidde i den situation?

running-brain

Ikke nok med at det er hårdt nok at have en syg partner, så bliver de også straffet på pengepungen?! Er det fair? Der er INGEN i valgkampen der har villet røre ved den varme kartoffel i dette tilfælde. Jeg er af den overbevisning at vi så vidt muligt skal klare os selv og at vi ikke skal drive rovdrift på systemet. Men hvad med dem der ikke kan? De bliver efterladt i en økonomisk knibe, som gør at mange ægteskaber går tabt eller i værste fald at mange syge ikke får sig en partner, fordi både den syge og partneren bliver straffet ekstra hårdt. At partneren skal løbe dobbelt så stærkt for at tjene ekstra så hverdagen kan løbe rundt.

Når de så endelig har fri, skal de passe den syge derhjemme, fordi der ingen hjælp er at få. Jeg kan se det er hverdag for utrolig mange mennesker og spørgsmålet er hvor længe det kan holde før det går i opløsning. Jeg hører og ser at familier går i opløsning, fordi det er alt for hårdt. Jeg siger ikke at de syge skal have guld og diamanter, men førtidspensionen i dag er bestemt ikke noget du bliver tyk og fed af. Jeg siger,- Er det fair at en partner skal straffes på deres indtægt når deres partner er syg og bundet til førtidspension? Hvis politikeren prøvede at sætte sig ind i situationen eller selv prøvede det på egen krop, bare i 3 måneder, så tror jeg de ville ændre synspunkt….. Det var bare en af de hovsaløsninger jeg synes er helt forkert, for der er bestemt mange flere at tage fat på. Misundelsesafgifter m.m.

Jeg er et omvandrende maskingevær i brunst!

Kender I det? At skønne dejlige tanker kan dræne for energi?! Altså da jeg var på Haslev Sclerosehospital blev der lavet et energibarometer. Sort på hvidt. Det var genialt for mig. Jeg vidste godt hvad der tappede mig for energi og hvad der gav mig energi, men da det blev skrevet ned, blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg havde flere punkter der både gav energi og samtidig tappede mig for energi. Lige nu er jeg i proces huskøb. Huskøb som pludselig også sætter en masse tanker i gang om fremtiden.

Ok, vi skal have et hus i et plan. Ingen kælder eller 1. sal. Nogle dage har mine ben deres eget liv og så vil trapper ikke være en god løsning! Og hvad sker der i fremtiden. Åh, jeg hader det. Jeg vil bare gerne være i nuet. Lige nu og her – og nyde det jeg kan og har. Men så stor en investering gør at vi er nødt til at tænke på hvad der “KAN” ske. Der er ingen garantier, men der er heller ingen grund til at grave hullet større end nødvendigt. Det begrænser mulighederne. Der er mange skønne huse til salg – i 2 plan! Samtidig er vores økonomi ikke i mange millioner klassen. Det begrænser det endnu mere.

Vi har kigget hus et stykke tid og vi var faktisk nået så langt at vi havde skrevet under på et, som så i sidste minut røg til anden side. En hel uge efter var jeg helt fladmast! Den første dag skulle folk bare sige kuk til mig og så løb vandet over i øjnene. Selv vores søde advokat, blev nok lidt forskrækket, da mit følelsesudbrud kom i telefonen. Nu er vi kommet så langt at vi har fundet et hus der er meget bedre end det første. Et vi rigtig gerne vil have. Hos en rigtig god mægler, som jeg ved behandler os ordentligt! Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville lade mig rive med på samme måde, som ved et første hus, for så vil jeg ikke blive så skuffet hvis det glipper.

Yeah right. Mig der har hele følelsesregistret overplastret på hele min krop. Det kommer ikke til at ske. Og så tænker jeg – og hvad så!? Hvorfor lægge låg på det jeg rigtig gerne vil? For at beskytte mig selv – ja. Men når nu følelserne alligevel finder hver en sprække, gør det så noget. Altså det gør det at jeg får fuld smæk for skillingerne mht. mit energi niveau. At jeg pt. er et omvandrende maskingevær i brunst blot uden ammunition. De der kender mig, ved at tålmodighed er en af mine absolut svageste sider. Jeg bliver tit udfordret på lige netop denne side. Det er godt og nogle gange er det bare F***ing belastende og går alt for langsomt. Jeg er nok ikke helt nem at leve sammen med. Hverken for mine børn eller partner. Det kræver at de tager initiativer, er nytænkende og er med på beatet, for ellers keeeder jeg mig og så bliver jeg SUR og ikke så sjov at være sammen med. Men knækkes koden, så er det er en fest med kulørte lamper, glade tilråb og dansen på bordene. Lige pt. er min tålmodighed i brunst 🙂

til-salg

Identitetskrise?! Eller positiv forandring?

Jeg har mange gange i mit liv været i forskellige former for forandringer. Nogle kalder det identitetskriser, det synes jeg bare er et ikke så positivt ladet ord. Jeg tror de fleste af os, igennem livet, kommer ud steder hvor vi føler at vi ikke helt kan bunde og vi skal genfinde stabilitet og sikker grund igen. Jeg er HELT klart en eventyrer med stort E. Jeg lever ekstra meget, når jeg er der hvor jeg ikke helt kan bunde. Jeg hviler så endnu mere i mig selv når jeg har fast grund under fødderne igen. Igennem livet har jeg taget nogle VILDE valg. Ofte i perioder hvor der er sket forandringer i mit liv. Dengang jeg blev syg, prøvede jeg at holde fast med næb og klør, for at forblive den jeg var. Indtil jeg faktisk fandt ud af HVEM jeg var! Jeg blev overrasket! Overrasket over hvor stærk jeg var. Hvor stædig jeg var. Hvor positiv jeg var.

Lailsilke

Igennem hele mit forløb har jeg skulle genfinde mig selv, da der har været forskellige rutchebaneture. F.eks. da jeg blev skilt gik jeg 835 km i Spanien og fik lige inden tatoveret hele min ryg. Lige pt. blæse forandringens vinde igen. Jeg er blevet klippet korthåret, som i helt kort. Ikke de store tanker over det, bortset fra om jeg ville få flere tilbud fra kvinder, men igen det fik jeg også før 🙂 Jeg har skullet genfinde mit jeg og det ved jeg godt lyder HELT åndsvagt, med tanke på de ting jeg ellers har været igennem, men der ligger utrolig meget kvindelighed i sådan noget som HÅR. Altså det på hovedet 😉 Jeg er SUPER glad for mit “nye” hår! Det tager TID at være korthåret. Pludselig kan jeg bare ikke helt have det samme tøj på. Jeg bliver stoppet af fremmede mennesker på gaden som siger de synes mit hår er helt vildt fedt. Og ja, det er både mænd og kvinder…. Hvor meget kan hår lige fylde 😉 Ret så meget hos mig det seneste stykke tid! Som min søn sagde da han så mig: “Mor du ser mærkelig ud” – Heldigvis elsker jeg mærkelig <3

18 års jubilæum i dag!

I dag har jeg 18 års jubilæum med min sygdom sclerose. Ikke at det måske er noget at fejre, men kan alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på de sidste 18 år med den følgesvend i bagagen. Den har i perioder begrænset mig fuldstændig til at skulle have hjælp til alt. Den har sat en stopper for en masse drømme og gjort hverdagen usikker og udfordrende. Den har sat en stopper for min karriere i arbejdslivet, som jeg ellers elskede højt. Den har begrænset mig økonomisk. Den har kostet meget porcelæn og knubs på kroppen. Den har kostet mange tårer, både hos mig, men mest hos min familie. Samtidig har den også gjort en masse godt. Den har givet mig indsigt i livet. Både mit eget og andres. Den har givet mig en masse mennesker jeg holder af, som jeg med stor sandsynlighed ikke havde mødt hvis ikke jeg havde denne følgesvend. Den har vist mig hvor stærk jeg er og hvor meget jeg rent faktisk kan klare. Den har gjort mig meget mere rummelighed og givet mig en hverdag, hvor små udfordringer er bagateller og ordet PYT! tit bliver brugt. Den har gjort mig til et menneske, jeg selv bedre kan lide og ikke mindst gjort at jeg kan være den mor jeg gerne vil være for mine børn. Den har givet mig en viljestyre der er stærkere end jeg troede jeg indeholdt.

Den har bragt mig ind i kunstens verden, hvor alting ikke behøver at være snorlige. Den har skabt et større sammenhold blandt mine nærmeste og givet mig den tryghed at jeg ved at jeg ikke står alene, selvom den kan vise tænder. At jeg har et godt bagland, der er klar til at hjælpe. Jeg vælger at fokusere på alt det gode den har givet mig. For præcis 18 år siden blev jeg indlagt på Sundby Hospital med en halvsidig lammelse. Jeg var 23 år. Tæppet blev revet væk under mig og jeg gik fra at være 100% karriere menneske til at være 100% afhængig af alle andre. Det har lært mig meget og jeg er ydmyg og taknemmelig for de mennesker der har hjulpet mig på vej. Ikke mindst mine forældre og søster, der har været med på hele turen og altid har støttet mig. Uden dem, havde turen været meget mere besværlig og uden ubetinget kærlighed! Jeg føler mig heldig. Heldig over at have et bagland, som er guld værd! Heldig over at jeg er blevet det menneske jeg er og at jeg stadig har bevaret mit gode humør og kan tage gas på de udfordringer jeg har. For mig er det vigtigt at se livet med gode og positive briller. Bevares, jeg kan da godt have ØV-dage, men heldigvis har jeg evnen til at få det vendt til noget godt. Jeg håber selvfølgelig stadig på at der findes en kur. En kur der kan reparere de skader jeg og de 13500 andre med sclerose har i vores centralnervesystem. Indtil da, vil jeg gøre mig umage i at være den bedste udgave af mig selv – også med min følgesvend! Jeg er hurtig til at rejse mig igen! Heldigvis.

Noomiflyer

Vil du kæmpe eller leve……?

Mange kæmper. Jeg ser flere og flere skrive eller sige “Jeg kæmper mod eller med “X”. Jeg har udfordringer i mit liv, ligesom mange andre. Vi har dog et bevidst valg. Vil vi kæmpe eller vil vi nyde livet, mens vi er på vej mod vores mål. Der er ikke noget galt i at kæmpe. Jeg tror bare at hvis vi omtaler vores valg i positive vendinger, så er vejen derhen knap så svær og barsk. Jeg kæmper ikke. Jeg lever! Her og Nu. Alting behøver ikke være perfekt. Skønhedsfejl kan også være smukke og ikke mindst lærerige. Nogle siger til mig: Du har også nok at kæmpe med. Du kæmper med din Sclerose.

Nej, jeg kæmper ikke. Jeg lever med de udfordringer det giver mig og så gør jeg en indsats for at leve så godt som muligt. Det bliver ikke perfekt og nogle gange lever jeg bare. Jeg tror rigtig meget på energier. Både dem og det vi omgiver os med, men også omkring det der kommer ud at munden på os. F.eks. hvis du kommer hjem til dit hus og det første du ser er en kæmpe rodebunke, så trækker det ned i din energi og minder dig om alt det du ikke når. Ligger du i din seng og kigger på rod inden du skal sove (eksempelvis ovenpå et skab), så er det det sidste du ser inden du falder i søvn. Du har et valg! Hvis du omgiver dig med meget pessimistiske mennesker, så er det let at “hoppe” med på vognen og selv blive en smule pessimistisk. Hvis nogen har tendens til at tale dårligt om andre hele tiden, så handler det jo meget mere om dem selv. Jeg vælger bevidst hvem der giver mig god energi og har heldigvis masser af de mennesker omkring mig! Du har et valg!

Liveyourlife

Hvis vi selv sætter negative ladninger op for os selv i form af ord, så bliver målet sværere at nå. Det er jeg helt overbevist om. Vi vælger selv. Det er en af de ting der ikke koster noget andet end øvelse. Det kan være svært og vejen kan føles lang. I processen kan det tage tid at finde ud af hvordan de forskellige ordvalg skal bruges. Det vil dog på sigt, give dig indblik i hvor vigtigt det er med dine ordvalg og hvor meget det gavner dig. Det lyder nemt, det er det ikke altid. Men du har et valg! Det gode gamle ordsprog – gælder også her: Øvelse gør mester!

Behandlet som en dronning!

I dag har jeg holdt endnu et foredrag om min Caminotur fra 2011. Jeg elsker turen ned igennem memory lane. Når jeg fortæller, bruger jeg altid de tre “g’er”. Gys – Gru og Grin. I dag var jeg et sted jeg havde været før. En lokalafdeling fra Ældresagen. De havde hørt mig som informatør sidste år og fået nys om at jeg også fortalte om Caminoen. Flere var gengangere og de sad med store øjne og ører da jeg ankom.

Jeg bliver altid behandlet som en stjerne når jeg kommer. Der er reserveret P-plads, reserveret plads ved bordet hvor vi skal starte med at synge en sang og få et stykke kage og en kop kaffe. Jeg blev sågar hentet ved bilen og en af de ældre herrer hjalp mig ind med mine ting. Jeg føler mig virkelig velkommen. De spørger til mig og min familie. Jeg får headset på og projektoren er sat til. Jeg bliver præsenteret som et livsstykke. Selv i deres blad står der:

Livsstykket Lailasilke kommer igen og fortæller om sin tur på Caminoen.

Det kan være noget af en opgave at holde liv i ældre (plus 65 år) fra 13-15, hvor de måske normalt får deres middagslur. Jeg havde et stramt program, for jeg kan snildt tale uafbrudt i 2,5 time. Jeg havde kun 1 time og 45 min. og der skulle også indlægges en pause.

Jeg starter altid med at fortælle om min baggrund. Her sidder de med løftede øjenbryn og hagen nede på halsen. Det er en god start, fordi allerede her – har jeg deres fulde respekt. På trods af at de også har gennemlevet et langt liv, med bump på vejen.

Jeg fik speedsnakket og kom igennem med kun et par minutters overtid. Efterfølgende er der altid aen på kinden og store kram fra dem. Mændene springer rundt og hjælper mig. Jeg føler mig som en lille pige – trods mine 41 år!

Jeg har små cellofanposer med strandsten, som jeg har dekoreret med kærlige beskeder. Især damerne bliver helt begejstret for dem. De må ikke kigge før de trækker en pose. Så lyser de helt op, når de læser hvad der står – og siger altid at det passer perfekt! Der kan f.eks. stå “Giv aldrig op” – “Husk at lege” – “Pas godt på dig selv” etc. De er med, fordi da jeg tog hjem fra Caminoen, havde jeg samlet muslingeskaller til alle mine kære, hvor jeg havde skrevet små kærlige beskeder på. Når jeg så fortæller om min tur, giver det god mening for mig at jeg har gjort mig umage, og fundet danske strandsten til tilhørerne, med kærlige beskeder.

Igen i dag forlod jeg en gruppe mennesker, der har fået en på opleveren. En historie, som næsten er for god til at være sand, fortalt af en sprudlende hoppebold i rask tempo. Ingen faldt i søvn og der var masser af grin og også store åbne munde. Jeg elsker at holde mine Caminoforedrag. Mest af alt fordi jeg selv er begejstret for mine oplevelser. Der er aldrig to foredrag der er ens, men overordnet er historien den sammen.Sjovt nok får jeg tit at vide af ældre mennesker at jeg ligner Per Pallesens datter??!! Trine Pallesen.

Lailsilke 02

Jeg er glad – og tror bestemt også de forlod lokalet med et smil på læben.

Når lunten er luntet!

Jeg er delemor og har dele børn, præcis som mange andre. Når nu det ikke kunne være anderledes,  så er det faktisk en rigtig god løsning for mig. Her mener jeg med de ressourcer og kræfter jeg nu er udstyret med. De uger jeg har mine unger, der har de altid 1. Prioritet. D.v.s. at jeg planlægger ikke ret meget andet end bare at skulle være sammen med dem og være til stede! Finde på sjove oplevelser og skøre indfald. De er det aller vigtigste i mit liv!
Hver mandag har vi “alene dag” hvor børnene på skift er alene hos mig og tilsvarende hos deres far.

Love
Derfor hader jeg de dage hvor jeg har minus overskud. Minus overskud er lig med kort lunte i min verden. I går var en af de dage. D.v.s. at jeg startede godt ud med kakao og lækkerier til ungerne da de kom hjem fra skole. Min datter hjalp mig med at forberede aftensmad og hun skulle dernæst til håndbold. Jeg skulle lige efter til vandtræning og så kom mine forældre med hjem til aftensmad. Hyggeligt og rart. Ungernes far kom forbi, med en badesandal som min datter manglede og han blev selvfølgelig budt på et stykke kage.

Da alle var gået, var jeg træt……. Min datter, som er yderst omsorgsfuld og god til at hjælpe fik hurtigt hjulpet mig med at få ryddet op inden de skulle i seng. Hun får drejet sig lidt hurtigere end mine reflekser kunne klare hvilket resulterer jeg taber alt hvad jeg har i hænderne. Jeg får sagt “Aij altså” lidt surt. Min datter hjælper med det samme at få samlet op. Min dårlige samvittighed overmander mig, selvom mine øjne hænger på knæene af træthed. Jeg kan se hun er ked af det! Jeg får givet hende et 5 minutters kram, hvor jeg får fortalt hende om alt det jeg værdsætter hun har hjulpet mig med,  hvor meget det betyder for mig at hun bare gør det helt af sig selv og hvor ked af det jeg bliver når mit minus overskud så går ud over hende. At det bare er fordi jeg er SÅ træt. Hun får tårer i øjnene og krammer mig ekstra hårdt retur med ordene: Du er den bedste mor i verden! Mit hjerte bløder! Al den kærlighed jeg indeholder overmander hende!

Derefter eskorterede hun mig ind til sengen med et glas vand og beskeden om at nu skulle jeg tage en slapper!

Heldigvis har jeg ofte kontrol over mit energibarometer og hurra for loyale omsorgsfulde børn! Og så er jeg også bare et menneske!