Når lunten er luntet!

Jeg er delemor og har dele børn, præcis som mange andre. Når nu det ikke kunne være anderledes,  så er det faktisk en rigtig god løsning for mig. Her mener jeg med de ressourcer og kræfter jeg nu er udstyret med. De uger jeg har mine unger, der har de altid 1. Prioritet. D.v.s. at jeg planlægger ikke ret meget andet end bare at skulle være sammen med dem og være til stede! Finde på sjove oplevelser og skøre indfald. De er det aller vigtigste i mit liv!
Hver mandag har vi “alene dag” hvor børnene på skift er alene hos mig og tilsvarende hos deres far.

Love
Derfor hader jeg de dage hvor jeg har minus overskud. Minus overskud er lig med kort lunte i min verden. I går var en af de dage. D.v.s. at jeg startede godt ud med kakao og lækkerier til ungerne da de kom hjem fra skole. Min datter hjalp mig med at forberede aftensmad og hun skulle dernæst til håndbold. Jeg skulle lige efter til vandtræning og så kom mine forældre med hjem til aftensmad. Hyggeligt og rart. Ungernes far kom forbi, med en badesandal som min datter manglede og han blev selvfølgelig budt på et stykke kage.

Da alle var gået, var jeg træt……. Min datter, som er yderst omsorgsfuld og god til at hjælpe fik hurtigt hjulpet mig med at få ryddet op inden de skulle i seng. Hun får drejet sig lidt hurtigere end mine reflekser kunne klare hvilket resulterer jeg taber alt hvad jeg har i hænderne. Jeg får sagt “Aij altså” lidt surt. Min datter hjælper med det samme at få samlet op. Min dårlige samvittighed overmander mig, selvom mine øjne hænger på knæene af træthed. Jeg kan se hun er ked af det! Jeg får givet hende et 5 minutters kram, hvor jeg får fortalt hende om alt det jeg værdsætter hun har hjulpet mig med,  hvor meget det betyder for mig at hun bare gør det helt af sig selv og hvor ked af det jeg bliver når mit minus overskud så går ud over hende. At det bare er fordi jeg er SÅ træt. Hun får tårer i øjnene og krammer mig ekstra hårdt retur med ordene: Du er den bedste mor i verden! Mit hjerte bløder! Al den kærlighed jeg indeholder overmander hende!

Derefter eskorterede hun mig ind til sengen med et glas vand og beskeden om at nu skulle jeg tage en slapper!

Heldigvis har jeg ofte kontrol over mit energibarometer og hurra for loyale omsorgsfulde børn! Og så er jeg også bare et menneske!

Palle alene i verden!

“Palle alene i verden”. Nogle ser det som det værste i hele verden. Jeg drømmer om det indimellem. Jeg kan ligefrem gå og være eftertænksom og tænke om jeg fejler noget mere. Ikke at jeg på nogen måde er hypokonder,  for jeg besøger meget sjældent min læge, men kan godt tænke at jeg indimellem lider af Social fobi.

Er der noget der hedder Social fobi? Nogle gange har jeg bare lyst til at være “Palle alene i verden”. Ikke skulle tage stilling til noget, andet end bare mig selv. Ikke at skulle socialisere med nogen, bare være i sin egen lille osteklokke!

Jeg synes jeg får flere og flere af disse dage.  Hvor jeg egentlig bare helst vil være uden nogen form for social kontakt. Dage hvor jeg har lyst til at stikke hovedet i jorden lige som strudsen og så ignorere de ting der sker omkring mig. Jeg ved at meget handler om overskud. Jeg vil vildt gerne være overskudsmenneske hele tiden. Det kan og magter jeg ikke.

Jeg har brug for ro og meget få uforudsete episoder i min hverdag.  På den måde kan jeg økonomisere med min energi. Det gør også at jeg nogle dage bare har brug for at være. Jeg har aldrig “dovnet” den efter jeg blev syg. Jeg har aldrig tilladt mig selv dage,  hvor jeg bare lå på sofaen (jeg ejer i øvrigt ingen sofa). Der har været dage hvor jeg har været så syg at jeg ikke er kommet ud af sengen, men det er en anden snak. Jeg kan ikke “dovne” i de uger jeg har børn og de andre uger har været fyldt godt op med aftaler og projekter.

Jeg har brug for dovne dage. Jeg har 18 års jubilæum med Sclerose i år. Det må være min 18 års gave til mig selv – dovne dage,  hvor jeg bare er “Palle alene i verden”. Hvor jeg ikke skal tage stilling til 1000 ting, men hvor mit hoved bare står på pause! Det kan lyde selvcentreret og egoistisk. Det er det på ingen måde. Nogle gange føler jeg at mit hoved er inde i en tørretumbler. Bagefter springer det elastikspring og ender som madding for de store sultne hajer. Jeg føler hele tiden mit hoved er på overarbejde. Jeg har også udfordringer,  kognetivt. Jeg træner det kognitive, lige som jeg træner min krop. Nogle gange er jeg bare SÅ træt af at træne hele tiden. Derfor vil pauseknappen være sund for mig indimellem. Så længe at jeg ikke går helt i hi.

Jeg må have mig en sofa. En dovne sofa. En dag…….

Relancering af ordsprog – TAK!

Jeg hører det tit. Fik det også selv smidt i hovedet rigtig mange gange, da mine børn var mindre. Ordsproget: Små børn, små problemer. Store børn, store problemer.

Jeg forstå det ikke helt. For det første synes jeg at det er meget negativt ladet. Problemer forbinder jeg med noget negativt. Enhver forælder der kigger på sit barn, synes jo det er den mest vidunderlige skabning.  Sådan har jeg det i hvert fald. Der har da været udfordringer,  men jeg har været meget skånet eller lever i bedste velgående med min fortrængning.

Bevares når børn er små har de nogle behov der skal opfyldes, og det kan være sin sag. Mine unger har aldrig sovet ret meget da de var små og et af mine store behov,  er at hvile og sove. Det har været en udfordring. Jeg har nu heller aldrig været den der faldt i svime over babyer og har ikke æggestokke der går i selvsving, når jeg ser en barnevogn.

Nu er mine børn så henholdsvis 10 og 12 år. Jeg synes det er så nemt. De er blevet meget selvkørende og de kan til og med hjælpe til, hvis jeg beder dem om det. Der sker meget nu. Stemme der går i overgang og pubertet der melder sig. Hår diverse steder og sjove spørgsmål om udvikling m.m. Men det er en skøn tid, hvor rigtig mange fantastiske snakke melder sig! Jeg skal ikke kunne sige hvordan de kommende år bliver, for der sker da bestemt ting og sager,  når de unge mennesker er under ombygning.

Jeg har mange i min omgangskreds med små børn. Og hold nu op, hvor jeg sidder og tænker på hvor let det er blevet! Jeg er selvfølgelig pave stolt af mine unger og synes det er let at have dem med forskellige steder. At jeg kan tage på café med dem og have en god dialog og fjolle med dem. Tage alene til udlandet med dem, hvor de hjælper mig med at finde rundt 😉 Samtalerne bliver dybe og nærværende.  De har humor og er ikke bange for at bruge den. De kan selv tage tøj på, gå i bad, pakke taske, lave lektier, tage mad hvis de er sultne m.m. De kan ligefrem hjælpe mig med praktiske gøremål, som indkøb, rengøring og madlavning. Alting er bare SÅ meget nemmere. Jeg kan godt se at de også har højere standarder.  Bevidste over hvilket tøj de vil have, sport bliver dyrket mange gange om ugen, hvor jeg selvfølgelig er med og bakker op, men dialogen og hverdagen er nem og ubesværet!

Når jeg så ser og hører, sætningen “Små børn, små problemer. Store børn,  store problemer”, så bliver jeg sgu lidt forundret. Jeg synes det er falsk varebetegnelse. Både fordi, det er negativt ladet,  men også fordi at det ikke passer – i min verden!  Vi har sat børn i verden, ikke problemer!  Vi som forældre har til opgave at guide og vejlede dem på deres vej, bedst muligt. Jeg synes det er synd og misvisende at sige ordsproget til nybagte eller semi nybagte forældre. Jeg kan selvfølgelig ikke tale generelt, da jeg kun har min egen erfaring at dele ud af. Jeg ved godt det bare er et ordsprog, men hvorfor fylde sådanne nogle overbevisninger ind i nybagte forældres hoveder?
Der er måske nogle der vil tro at det er sådan – og så ser de da først problemerne vælte ned. Men jeg kan med ro i sindet sige til andre med småfolk,   “Små børn, små glæder. Store børn, STORE glæder“!

Glæd jer – det er fantastisk!!!!

Jeg skriver og siger det gerne igen: JEG FRYGTER KØRESTOLEN!

Vi har alle ting vi frygter. Frygter er et stærkt ord, men så lad mig bruge “ting vi helst ser os foruden”. Jeg har flere ting jeg frygter, men jeg fokuserer egentlig ikke på dem eller det. Jeg er alligevel ikke herre over dem. Hvorfor skriver du så om det, kunne man så spørge.

Jo, fordi engang imellem bliver jeg spurgt om hvad jeg frygter vil ske i fremtiden.  Med hensyn til min sygdom Sclerose. Det kan være en journalist der stiller det spørgsmål. Et spørgsmål, som så sætter tankerne i gang og gør mig nødt til at tænke over og ikke mindst mærke efter, hvad jeg frygter mest, eller for igen at formulere det anderledes “hvad jeg helst ville være foruden”.

En af de ting jeg frygter, er at ende i en kørestol og det har jeg også givet udtryk for. Jeg ved godt at der er mange i min omgangskreds, der sidder i kørestol og klarer sig ganske godt. Der er også nogle som har det rigtig svært. Jeg respekterer dem og deres udfordringer.

Jeg ved at jeg også ville gøre alt for at klare det godt hvis det skulle ske, men jeg ville alligevel være rigtig ked af hvis min førlighed igen blev taget fra mig. Jeg HAR siddet i kørestol og været lam, så jeg ved jo det kan lade sig gøre, men nu hvor jeg har fået min førlighed tilbage, vil jeg selvfølgelig gerne bevare den. Specielt nu hvor jeg har børn. Der ville være så mange ting der ikke var mulige eller i hvert fald meget besværlige, hvis jeg sad i en kørestol. Jeg bruger også megen tid og energi på at holde mig på benene. Jeg gør alt hvad jeg kan! Jeg kunne også have sagt at jeg frygtede en verdenskrig.  Men nu var det lige min frygt omkring sygdommen der ofte bliver spurgt til, som jo i øvrigt er så uforudsigelig!

Det er jo min model af verdenen. Jeg accepterer andres model af verden og deres frygt m.m. Jeg negligerer den ikke og kritiserer den ikke. Vi har alle forskellige udgangspunkter.

Jeg læste medarbejder bloggen på Scleroseforeninges side der er skrevet af foreningens journalist. Her blev der refereret til en mail skrevet til journalisten om hvordan foreningen kunne sende folk i medierne der sagde at de frygtede at komme til at sidde i kørestol. Det er mig der har sagt det. På landsdækkende TV. Og det er sådan jeg har det! Der stod godt nok i bloggen at der var blevet sagt “at det værste i verden ville være “at ende i en kørestol”. Det var ikke det jeg havde sagt, men det var nok det modtageren havde opfattet. Men tomato/tomato!

Jeg bliver rigtig ærgerlig over at der altid er brok. Forrige gang var der mange der skrev at jeg var for rask og at det var et forkert billede der blev sendt. En anden gang var jeg for positiv. Der er altid en eller anden form for kritik og det er fint. Jeg behøver det bare ikke mere!

Jeg yder frivilligt, ulønnet arbejde for Scleroseforeningen. Jeg stiller op, gang på gang og fremlægger min historie. Råt for usødet. Og ja jeg frygter som sagt at komme til at sidde i en kørestol – igen, fordi jeg ville være så begrænset i aktiviteter med mine børn og fysisk aktivitet som jeg elsker så højt. Jeg ville jo lyve hvis jeg sagde: Jeg ved ikke hvordan min fremtid ser ud, men jeg vil da glæde mig til at ende den i kørestol! Det er jo ikke sandheden! Jeg ved at chancen er der. Sygdommen er vildt uforudsigelig og samtidig ved jeg at det ville jeg også klare, for jeg har jo klaret det før, som halvsidig lammet.

At der er nogen der bliver stødt og føler sig forsmået over denne udtalelse om frygt, må ligge for deres egen regning, men jeg må indrømme at jeg blev trist og ked af det. Trist fordi at jeg synes jeg gør et kæmpe arbejde for os med sclerose og for vores forening. Både som informatør og også engang imellem i medierne. Jeg bruger meget af min sparsomme tid og energi på det, og jeg ved jeg gør en forskel. For os alle med MS. Det kræver ressourcer og overskud, at ændre synet på mennesker med MS.

Jeg kan også bare mærke at tiden er kommet for at trække mig. Lade andre bruge energien og måske der er nogle med mange flere vise sten, der kan give et andet billede af at leve med denne sygdom. Der er helt sikkert nogen der er bedre end mig, så skal de bare frem i lyset. Min blog vil altid være der, for der kommer jeg af med alt min glæde og også lidt skrald indimellem.

Så kan jeg bruge mine ressourcer på alle mine kære. Det handler ikke om at jeg gør mig til offer og hurra for ytringsfrihed i Danmark. Det handler selvfølgelig om de følelser der kommer frem i mig når jeg læser det der bliver skrevet. At jeg bliver trist og ked af at mit arbejde og udtalelser bliver fremstillet i et mindre godt lys, så vil jeg kunne bruge min tid meget bedre. At jeg ikke har lyst til at stille mig frem i medierne, tale om hvordan jeg oplever sygdommen, når nu jeg bliver stillet til regnskab for mine udtalelser, som jeg i øvrigt står helt inde for. Jeg kan ikke tale for alle, men jeg har mange fysisk godt fungerende MS’er i min omgangskreds som deler samme frygt som mig. Som kæmper en daglig kamp, for at holde førligheden så længe som muligt! Hvem pokker ville ikke gøre det? Vi håber jo alle på en kur!

Nu er det ude af mit favør og system og sender min skuffelse videre sammen med ordet pyt, som jeg elsker! Og så vil jeg i øvrigt bruge resten af dagen på dem jeg elsker.

Jump

Mere kærlighed i verden!

Tog-tosse!

Sidder i toget. På vej til Frederikshavn.  Det er en gråvejrsdag. Jeg sidder på 1. Klasse hvor der både er kaffe og chokoladehjerter. Jeg sidder ikke i stillezonen. Der er god plads, men alligevel flere end jeg havde regnet med. De fleste sidder med deres pc.  Nogle skal på arbejde, andre er på vej hjem fra en udenlandsrejse.

Jeg sidder overfor en dame på min egen alder. Vi nikker til hinanden, men passer ellers hver vores. Jeg sidder og kigger mine noter igennem til aftenens foredrag. Hun sidder på sin pc. Hun har lige hentet en kop yogithe som hun nipper forsigtigt til. Den dufter godt. Af søde bær. Der går en rum tid. Jeg kan mærke at jeg snart skal tisse. Begynder at fundere om der er toilet i toget. Det er mange år siden jeg har rejst med IC tog. Selvfølgelig er der toilet tænker jeg. Begynder at kigge i begge retninger og konstaterer at der kun er en vej at gå for at finde et toilet. Jeg får løftet mit ben overkors og får hermed skubbet til min mappe som vælter min cola (med låg på heldigvis). Den ryger over i hendes kop og vælter den. Heldigvis er den tom og jeg får sagt et par kække ord og beklager selvfølgelig. Hun smiler høfligt. Jeg rejser mig og bevæger mig i retning af hvor toilettet måtte være. Jeg skal igennem stille kupeen.

Endelig. Et toilet og der er ledigt. Skønt! Der står en seddel om at man skal sidde ned. For Søren da ja, ellers ville man jo sprøjtemale hele rummet.
Balancen er ikke al for stabil da jeg skal stå og vaske hænder. Overvejede om det var smart at tage mine støvler på i dag med hæl på. Balancen er trods alt lidt mere ustabil. På vej tilbage til min plads, når jeg næsten at sætte mig på skødet af en sovende mand i stillekupeen. Han vågner bræt, og jeg undskylder og smiler pænt imens jeg kæmper med balancen ned til mit sæde. Pyha, sikke en tur!

Imens har damen foran mig gjort klar til at stige af. Så kunne jeg brede mig…. Ahhhh. Snakken går lystigt om toget nu også standser i Vejle. En yngre mand i jakkesæt og smarte guccibriller, kigger på mig og spørger “det plejer da at stoppe i Vejle ikke”? Øh jeg ligner et stort spørgsmålstegn,  for hvordan skulle jeg dog vide det. Jeg svarer “Det ved jeg ikke, jeg kommer så sjældent ud”. Han smiler og kigger overbærende på mig, med et strejf af medlidenhed. Ha Ha, kunne jeg dog ikke bare holde min kæft!

Lige pt. sidder jeg og overvejer om jeg tør at rejse mig for at tage en kop kaffe. Der er ca. 2 meter derhen og toget gynger lystigt. Tror bare jeg holder mig til min cola.  Der er også over 2 timer til jeg skal af og toiletturen behøver jeg ikke at gentage.
Jeg bøjer mig og siger der er noget om snakken. Ud og se med DSB…..

Fokus på nuet og fremad!

I dag tog jeg en beslutning. Først sagde jeg faktisk ja, men ved eftertanke kunne jeg mærke beslutningen begyndte at æde mig op indefra. Derfor takkede jeg nej tak.

Jeg har en fortid. Det har alle, men min fortid har været ret barsk. Lige som mange andre der har været hårdt ramt, både fysisk og psykisk. Jeg er vokset af det. Både fysisk, men mest af alt menneskeligt. Jeg holder foredrag. Foredrag der er barske, men også fyldt med masser af positive oplevelser. Jeg prøver at fokusere på det positive. Det er nemt for mig, fordi jeg vil.

Jeg har flere gange været i TV, aviser, kulørte blade og ikke mindst på Folkemødet, hvor jeg har delt min historie. Dette gør jeg ikke for min egen vindings skyld og jeg gør det frivilligt. Dvs. at jeg bliver ikke betalt for det. Jeg gør det, fordi jeg vil gøre en forskel. En forskel for andre, som synes det er svært eller for dem der skal hjælpe dem der ikke kan selv. Så de bliver mødt bedst muligt.
Jeg får meget igen. Af positive tilbagemeldinger.

Jeg har flere gange stillet op og fortalt om de hårde episoder i mit liv. Det har været svært og selv på Folkemødet var jeg opløst af gråd, da jeg skulle fortælle om det nederlag jeg havde da jeg første gang tabte min søn så han fik fysiske mærker fordi jeg ikke havde kræfterne til at løfte ham. Hvor svært det var at få hjælp og hvor svært det var at bede om hjælp. For jeg ville jo gerne løfte opgaven selv. Af hele mit hjerte ville jeg gerne selv. Og den kamp det så var at få hjælp, da jeg måtte indse at jeg ikke kunne selv. Jeg fik en hel sal til at græde……. Det var HÅRDT!

Jeg blev i går kontaktet af TV. Spurgt om jeg igen ville stille op “live” i et nyhedsprogram. Fortælle om hvad der sker, når et ægteskab opløses fordi den ene part er syg. Jeg blev også spurgt om min eksmand ville, men det afviste jeg uden overhovedet at have spurgt ham. Han er videre og har fået sig en sød kæreste, så han skulle ikke trækkes igennem møllen igen. De fik overtalt mig, selvom jeg ikke var meget for det. I dag ringede hun tilbage. Jeg meddelte hende at jeg ikke ville alligevel. Jeg vil for alt i verden gerne hjælpe andre, så der måske er en chance for at de ikke kommer alle de kampe igennem som jeg har været. Samtidig så kan jeg mærke at alle de hårde oplevelser æder mig op, når jeg skal genfortælle dem. Det er som om at min fortid genafspilles og det hele vender sig i maven på mig. Når jeg holder foredrag kommer jeg ind på de ting – det er dog kun de ting jeg synes er væsentlige og de ting som ikke er alt for personlige.

Jeg er SÅ glad for at jeg sagde fra. Min sygdom fylder, fordi den er en del af mig. Jeg er bare også så meget mere end min sygdom. Jeg dyrker den ikke og fokuserer fremad. Fokuserer på alt det gode og alt det jeg har opnået, som jeg fik at vide ikke var muligt. Jeg ser muligheder fremfor begrænsninger og ordet pyt er blevet en stor del af mig. Jeg gør mig umage og i min hverdag får min sygdom så lidt råderum som muligt, selvom jeg ikke altid selv er herre over det. Jeg er ikke hende “den syge”. Jeg er mig, med alt hvad det indebærer.

Som min mor så fint skrev til mig i en besked: Du har brug for DIT eget liv – det liv som jeg gav dig til eget brug <3

Selv sædceller angriber mig!

Jeg har aldrig rigtig lavet et nytårsfortsæt. Jeg vil sige, at jeg har sat mig mange mål i livet, det har som oftest bare ikke været lige omkring nytår. Jeg har også oftest lykkedes med mine mål! Jeg kan sagtens se fordelen ved at skyde det nye år i gang ,med gode konstruktive mål. Jeg ser også flere på løberuten i januar og februar end resten af året. Jeg ser alle bladenes forsider med slankekure, træning m.m.

Det er jo bare sådan, at det kræver en livsstilsændring. Det er ikke bare januar måned der skal løbes, svedes og spises sundt. Det er hele året. De færreste holder den kørende. Heller ikke mig. Det er lige som alkoholikeren, der skal lade flasken være resten af livet. Eller rygeren der er stoppet, som bare ikke kan være festryger. Sådan har jeg det med sukker. Det er enten eller.  Jeg kan ikke bare tage et lille stykke chokolade fra en plade. Næ, nej – ned skal hele pladen og helst også dens søster og bror (fordi der eksempelvis var tilbud på 3). Jeg skal IKKE have det i huset! BUM.

Kalorier angriber mig….. Jeg skal bare passere hylden i supermarkedet med søde sager, så er det som om at kalorierne bare overfalder mig og at bukserne allerede strammer på vej op til kassen. Jeg er en kaloriemagnet. Førhen var det også sådan med sygdomme. Var der en person der boede 3 veje væk, som havde optakt til forkølelse, influenza, øjenbetændelse eller lign. så fandt det den direkte vej op til mig. Så snart jeg åbnede hoveddøren, så blev jeg overfaldet….

Det har også været sådan med at blive gravid. Jeg skulle bare sætte mig i en sofa, hvor der dagen før havde siddet et hankønsvæsen, så var jeg gravid. Selv sædceller angreb mig, på højlys dag. Det er der så råd for og i dag er jeg beskyttet i alle ender og kanter. Jeg har bare ikke fundet kalorie spiralen! Nu er jeg så hoppet med på vognen med Bitz store kur, ligesom 100.000 andre danskere. Det tegner rigtig godt og er super lækkert! Jeg har i en lang periode levet på Palæo (Stenalderkost), som har været virkelig god for mig. Jeg blev bare lidt låst fast og manglede inspiration og fik stadig mine sukker cravings! Christian Bitz madplaner minder meget om Pæleo og jeg tilpasser den til mig.

Nu skal det være. Både fordi jeg synes at mine bukser strammer, men mest af alt fordi jeg kan mærke at min krop får det godt. Den smiler til mig, når jeg ikke tilfører den sukker og alt for mange tomme kulhydrater. Jeg er mindre træt, min hud bliver pænere og mit tøj sidder bedre!

Fristelserne er derude – men denne gang får de IKKE lov at angribe mig. Hvis nu jeg spørger min kæreste om ikke vi skal have sex, hver gang jeg får lyst til søde sager, så tror jeg han gør store øjne! Det skal prøves – det er jo total win/win (han bliver nok lidt træt at se på det næste stykke tid)!

Bitz