Gammel i skindet, men ung i sindet

Forleden talte jeg med en kammerat. Vi talte om alder. Om da jeg var 13-15 år, der syntes jeg at dem på 40 år eller deromkring var oldgamle. Jeg er nu selv 44 år. Jeg har hverken lilla permanent eller går i plisseret nederdel. Bevares, jeg kan godt se at tidens tand har sat sine spor. At folderne i ansigtet er blevet tydeligere og at huden er mere påvirket af tyngdekraften. Brillerne har fundet sin plads på næseryggen, hvis ikke jeg skal have mobilen ud i halvanden meters afstand når jeg skal læse. Men jeg føler mig ikke gammel. I hvert fald ikke indeni.

Jeg kan godt se at tingene går meget stærkt. At jeg ligner gravballemanden når ungerne kommer med deres slang og forkortelser som jeg ikke forstår. Det ændrer sig igen lige så hurtigt. Faktisk lige i takt med at jeg har lært hvad det betyder, så er det “so last year” at sige sådan…… Men jeg giver ikke op. Jeg prøver at følge med. Altså ikke ved at klæde mig som en på 20 år eller opføre mig sådan. Kun hvis jeg lige skal være lidt ekstra pinlig overfor ungernes venner, for så kan de grine af det – og grine er den bedste medicin. Jeg har ikke noget imod at blive til grin, i hvert fald ikke hvis det ikke er ondskabsfuldt.

Men igen, vi havde da også udtryk som kodyl, knæhøj karse og bred ymer (aij okay – det var måske alligevel fra generationen før mig der sagde sådan). Så er der youtube’erne – det forstår jeg ikke helt. Der er i hvert fald nogle jeg ikke forstår. Der er eksempelvis en der lever af at bade i alverdens ting i hans badekar! Det er cool nok, jeg forstår det bare ikke. At bruge tid på at sidde og se på det vel og mærke. Vi så det lille hus på prærien i stedet for youtube manden der bader i morgenmadsprodukter.

Jeg synes jeg følger meget godt med og jeg kan se på mine veninder der også er mødre, at de holder sig fantastisk godt og følger godt med tiden. Nogle er næsten 10 år ældre end jeg, men de ligner en hel million. De ser brand godt ud.

Vi er så også flere og flere der bliver skilt i min alder. Nogle medier hævder at der er 1,6 mill. singler i DK, men det tal er fuldstændig skudt forkert, da det udelukkende er baseret på ”enlige”. Man kan jo sagtens bo alene og så have en kæreste. Single kulturen som de kalder det. Er vi for kræsne, arbejder vi ikke nok for parforholdet? Jeg kan kun tale for mig selv og mine nærmeste veninder. Jeg synes du skylder dig selv at være lykkelig. Hermed ikke sagt at du skal være smask forelsket i 20 år, og at der ikke kan være op og nedture. Men hvis et parforhold næsten kun er nedture, fyldt med løgne, negativ energi og al kærlighed, glæde og omsorg er forsvundet, så skylder du dig selv en egenomsorg, ved at sige tak for denne gang. Jeg vælger mit liv og hvem der skal være i det. Det skal være nogle der vil mig, som jeg er og som jeg stoler på. Så vil jeg til gengæld også give det samme tilbage. Tillid, respekt og for guds skyld krydret med en masse humor og tossestreger (ha ha – lige det ord, vidner om min alder).

Så er der al den snak om at 40’erne er de nye 30’er at 50’erne er de nye 40’er. Lidt fjollet fordi vi har jo den alder vi har. Jeg kan godt se at vi i dag måske er mere ungdommelige og det kan også bare være noget jeg bilder mig selv ind, fordi jeg selv snart er i midt 40’erne. Jeg kan godt mærke at hvis jeg har været i byen, så kan jeg ikke bare køre igennem som tidligere. Jeg drikker mig sjældent beruset. Det er bl.a. fordi jeg værdsætter min tid utrolig meget, og at jeg ikke orker at skulle bruge 2-3 dage på at blive menneske igen. Samtidig skal der ikke mange glas til, før jeg ligner en meget dårlig breakdanser med talebesvær.

Jeg er meget glad for min alder. Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang jeg var ung og usikker. Jeg er glad for den livserfaring jeg har fået igennem årene. Især de seje perioder har sat sit præg på mig som menneske og sådan tror jeg det er for de fleste.

Alder er noget pudsigt noget – men en ting er sikkert. Vi bliver alle ældre. Gamle Orla som i dag sidder på bænken med snavsede bukser og en guldbajer i hånden, han har engang været ung og måske lækker som bare pokker – alt imens han i sine trompetbukser udbrød “Kodyl”.

Alder spiller ingen rolle – med mindre man er en ost.

sjov-hilsen

Ingen vil røre ved den varme kartoffel – Gensidig forsørgerpligt!

Valgkampen kører for fuld smæk. Jeg synes det er svært at gennemskue, som mange andre danskere. Der bliver lovet til højre og venstre og alle ved at meget af det er valgflæsk. Politikerne farer rundt til danskerne i øjenhøjde for at vise deres engagement i de forskellige arbejdsfag og livssituationer. Men kan de sætte sig ind i folks sted? De får deres fede hyre og pensionsordninger, som jeg bestemt under dem, men er de oprigtigt interesseret i at ændre det de lover? Jeg synes vi har det godt i Danmark.

Jeg synes også at der er masser af plads til forbedringer. De fleste mennesker er deres egen lykkes smed og derfor stemmer de fleste med henblik på hvad der er godt for dem. Eller hvad de tror der er godt for dem og Danmark. Jeg synes der er lavet mange hovsaløsninger, som er gået ud over utrolig mange mennesker. F.eks. gensidig forsørgerpligt. Jeg kan godt se idéen med at vi selvfølgelig skal hjælpe hinanden hvis der pludselig er en der står uden job. Det er forhåbentlig en midlertidig situation. Hvad med dem der bliver ramt af ufrivillig sygdom? Som ikke kan ændre på sine livsvilkår, uanset hvor gerne de end ville. Dem det er umuligt for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Dem hvor partneren hænger (og bliver straffet) økonomisk og samtidig skal være al den ekstra hjælp i hverdagen som er skåret helt ind til benet fra kommunen, fordi der er en rask partner/ægtefælle. Hvem ønsker at sidde i den situation?

running-brain

Ikke nok med at det er hårdt nok at have en syg partner, så bliver de også straffet på pengepungen?! Er det fair? Der er INGEN i valgkampen der har villet røre ved den varme kartoffel i dette tilfælde. Jeg er af den overbevisning at vi så vidt muligt skal klare os selv og at vi ikke skal drive rovdrift på systemet. Men hvad med dem der ikke kan? De bliver efterladt i en økonomisk knibe, som gør at mange ægteskaber går tabt eller i værste fald at mange syge ikke får sig en partner, fordi både den syge og partneren bliver straffet ekstra hårdt. At partneren skal løbe dobbelt så stærkt for at tjene ekstra så hverdagen kan løbe rundt.

Når de så endelig har fri, skal de passe den syge derhjemme, fordi der ingen hjælp er at få. Jeg kan se det er hverdag for utrolig mange mennesker og spørgsmålet er hvor længe det kan holde før det går i opløsning. Jeg hører og ser at familier går i opløsning, fordi det er alt for hårdt. Jeg siger ikke at de syge skal have guld og diamanter, men førtidspensionen i dag er bestemt ikke noget du bliver tyk og fed af. Jeg siger,- Er det fair at en partner skal straffes på deres indtægt når deres partner er syg og bundet til førtidspension? Hvis politikeren prøvede at sætte sig ind i situationen eller selv prøvede det på egen krop, bare i 3 måneder, så tror jeg de ville ændre synspunkt….. Det var bare en af de hovsaløsninger jeg synes er helt forkert, for der er bestemt mange flere at tage fat på. Misundelsesafgifter m.m.

Fokus på nuet og fremad!

I dag tog jeg en beslutning. Først sagde jeg faktisk ja, men ved eftertanke kunne jeg mærke beslutningen begyndte at æde mig op indefra. Derfor takkede jeg nej tak.

Jeg har en fortid. Det har alle, men min fortid har været ret barsk. Lige som mange andre der har været hårdt ramt, både fysisk og psykisk. Jeg er vokset af det. Både fysisk, men mest af alt menneskeligt. Jeg holder foredrag. Foredrag der er barske, men også fyldt med masser af positive oplevelser. Jeg prøver at fokusere på det positive. Det er nemt for mig, fordi jeg vil.

Jeg har flere gange været i TV, aviser, kulørte blade og ikke mindst på Folkemødet, hvor jeg har delt min historie. Dette gør jeg ikke for min egen vindings skyld og jeg gør det frivilligt. Dvs. at jeg bliver ikke betalt for det. Jeg gør det, fordi jeg vil gøre en forskel. En forskel for andre, som synes det er svært eller for dem der skal hjælpe dem der ikke kan selv. Så de bliver mødt bedst muligt.
Jeg får meget igen. Af positive tilbagemeldinger.

Jeg har flere gange stillet op og fortalt om de hårde episoder i mit liv. Det har været svært og selv på Folkemødet var jeg opløst af gråd, da jeg skulle fortælle om det nederlag jeg havde da jeg første gang tabte min søn så han fik fysiske mærker fordi jeg ikke havde kræfterne til at løfte ham. Hvor svært det var at få hjælp og hvor svært det var at bede om hjælp. For jeg ville jo gerne løfte opgaven selv. Af hele mit hjerte ville jeg gerne selv. Og den kamp det så var at få hjælp, da jeg måtte indse at jeg ikke kunne selv. Jeg fik en hel sal til at græde……. Det var HÅRDT!

Jeg blev i går kontaktet af TV. Spurgt om jeg igen ville stille op “live” i et nyhedsprogram. Fortælle om hvad der sker, når et ægteskab opløses fordi den ene part er syg. Jeg blev også spurgt om min eksmand ville, men det afviste jeg uden overhovedet at have spurgt ham. Han er videre og har fået sig en sød kæreste, så han skulle ikke trækkes igennem møllen igen. De fik overtalt mig, selvom jeg ikke var meget for det. I dag ringede hun tilbage. Jeg meddelte hende at jeg ikke ville alligevel. Jeg vil for alt i verden gerne hjælpe andre, så der måske er en chance for at de ikke kommer alle de kampe igennem som jeg har været. Samtidig så kan jeg mærke at alle de hårde oplevelser æder mig op, når jeg skal genfortælle dem. Det er som om at min fortid genafspilles og det hele vender sig i maven på mig. Når jeg holder foredrag kommer jeg ind på de ting – det er dog kun de ting jeg synes er væsentlige og de ting som ikke er alt for personlige.

Jeg er SÅ glad for at jeg sagde fra. Min sygdom fylder, fordi den er en del af mig. Jeg er bare også så meget mere end min sygdom. Jeg dyrker den ikke og fokuserer fremad. Fokuserer på alt det gode og alt det jeg har opnået, som jeg fik at vide ikke var muligt. Jeg ser muligheder fremfor begrænsninger og ordet pyt er blevet en stor del af mig. Jeg gør mig umage og i min hverdag får min sygdom så lidt råderum som muligt, selvom jeg ikke altid selv er herre over det. Jeg er ikke hende “den syge”. Jeg er mig, med alt hvad det indebærer.

Som min mor så fint skrev til mig i en besked: Du har brug for DIT eget liv – det liv som jeg gav dig til eget brug <3