Værdighed

Lige nu er der gang i tænketanken. Altså ikke at den faktisk nogensinde står stille, for det gør den aldrig. Jeg tror jeg var blevet en god iværksætter, hvis altså ikke jeg skal sætte mit lys under en skæppe. Så det gør jeg ikke.

Jeg har brug for at der sker noget. Jeg blev faktisk inspireret af Michelle Hviid, som mine forældre viste mig et klip med. Min mor syntes at vi minder meget om hinanden, og jeg kan godt se mange lighedspunkter.

Hun er en selvstændig kvinde, og iværksætter. Ikke at jeg påtænker at starte virksomhed, og alligevel har jeg brug for at der sker noget. Efter mange år som førtidspensionist, har jeg brug for at bidrage med noget. Jeg ved at jeg kan og gerne vil bidrage. Jeg har prøvet at arbejde og det duede ikke. Det trickede bare min sygdom ekstra meget. Så det duer ikke. Jeg skal også kende mine begrænsninger og være realistisk.

Ordet værdighed bliver ved med at poppe op i mit hoved. Måske fordi der i lang tid har været tale om hvem er værdig til hvad. Er jeg værdig til jobbet, er jeg værdig til kærlighed, er jeg værdig som sportsmand/kvinde, er jeg værdig til livet? Jeg har været i en periode af mit liv hvor min værdighed kunne ligge på et meget lille sted. En periode hvor jeg ikke følte mig værdig til noget som helst. Min sygdom fylder meget lidt i mit liv og alligevel dukker den frem engang imellem og viser sine grimme tænder. Mest af alt personlighedsmæssigt. At jeg pga. min sygdom ikke er værdig, for jeg går ikke på arbejde og bidrager. Det var en stor sorg for mig at erkende at jeg var nødt til at gå på førtidspension. Jeg elskede mit job og jeg var god til det. Jeg vil gerne være god igen – til noget. Ikke bare at være mor, for jeg er meget mere end det, selvom det selvfølgelig har 1. prioritet. Jeg har heldigvis mange omkring mig der fortæller mig hvor vigtig jeg er. Det er rigtig dejligt og vigtigt, men hvis det ikke kommer indefra – så er vi lige vidt. Jeg arbejder med mig selv og min værdighed. Det kræver arbejde og selv indsigt at hive sige selv op med hårrødderne og det er jeg efterhånden spansk mester i.

Jeg er godt på vej op. Den rigtige vej. For ved værdighed tænker jeg også er du værdig til dig selv. Hvis ikke du er værdig til dig selv, så er alt lige meget. DU er værdig – DU er vigtig. Hvis du gør dig umage og ikke træder på andre på din vej, så er du mere end værdig. Det er også en balancegang, for du skal heller ikke finde dig i noget. Jeg ved jeg kan inspirere. Jeg kan gøre en forskel. Det er vigtigt for mig. Jeg har brug for at bruge det – komme ud med det. Lige nu tænker jeg foredrag. Jeg har holdt mange hundrede foredrag i frivilligt regi via Scleroseforeningen og altid med stor succes. Især de foredrag, hvor jeg udleverer lidt af mig selv. Hvor jeg fortæller om hvordan livets hammer har ramt mig så hårdt at den eneste mulighed for at komme fremad igen, var at finde den indre kriger frem. Det har givet højlydte grineflip, gråd, gys og en tro på livet, hos mine tilhører. Jeg har haft personer der har takket mig for at give deres partner livs gnisten tilbage. Det må være et af de største komplimenter jeg kan få. Nu tænker jeg på det større spring – foredrag fra mig – ikke via forening eller andet…. Hudløst og uden filter 😮

Så lige nu er der gang i støbeskeen, til en måske kommende foredragsserie. Jeg har meget på hjerte, fuld af kærlighed og respekt for livet. Med kærlighed og respekt – er vi alle værdige! Værdig = Vær dig.

Love is Love

Der er ordsprog som “kærlighed overvinder alt”,  “størst af alt er kærligheden”. Jeg har den holdning, som mange  andre, at hvis bare der var mere kærlighed i verden, så ville der ikke være så mange udfordringer.

I denne tid, hvor Priden er i fuld gang, flyder det heldigvis med kærlighed. Kærlighed til de der er anderledes end de “normer” der er sat, uanset køn, alder og ikke mindst kærlighed til livet.

I går fortalte en veninde mig at der var nogle der troede at hun var sprunget ud som lesbisk. Det havde vi megen sjov med. Ikke at der er noget galt i at være lesbisk, det hylder jeg i allerhøjeste grad, men fordi vi bl.a. skriver skat, skatter, baby m.m. til hinanden. Jeg selv er flere gange blevet konfronteret med om ikke jeg var til piger, fordi jeg netop skriver skatter, skatte, baby m.m. til mine bedste veninder. En skat er dyrebar (altså bortset fra den vi betaler – den er bare dyr ?) og min familie og veninder er dyrebare for mig. Jeg også både skriver og siger at jeg elsker dem. Højt! For det gør jeg.

Jeg kysser dem også. Altså ikke lange intense kys med tungen, men på kinden og også tantekys på munden. Jeg samler på veninder, der er solstråler, positive og fuld af kærlighed. Jeg viser dem også hvor meget jeg sætter pris på dem, ved kys og kram. Det er helt naturligt for mig og har altid været det i min familie. De er en del af mig og derfor også helt naturligt for mig, at jeg viser min kærlighed til dem.

Jeg glædes over at se billeder af mænd og kvinder der krammer og kysser, og hylder at vi trods alt er kommet så langt at det kun er et fåtal der kommer med negative bemærkninger. Til dem sendes bare ekstra kærlighed, da de sikkert har brug for det!

Men så alligevel talte jeg med en ung mand forleden, som fortalte at mange unge piger kysser hinanden, endda meget intenst, og det var bare helt naturligt, men hvis en ung dreng gav en kammerat et kys på kinden, blev de straks udråbt som bøsser…… Altså som om det var et skældsord. Så længere er vi trods alt ikke. Jeg lærer heldigvis mine børn at så længe der er kærlighed – er det fuldstændig ligemeget i hvilken form det er og at det er ok at vise kærlighed til dem de holder af!

Jeg elsker i aller højeste grad og hylder i den grad mangfoldigheden! Så længe der er kærlighed til stede!

Hurra og størst af alt er kærligheden!

Happy Pride!

Letlevende kvinde, rødternet kjole og et ordentlig svin imellem benene :)

Da min far var ung var han udstationeret i Gaza som soldat. Det var på denne udstationering han indrykkede en kontaktannonce og mødte min mor. Historien hedder, at han og en del af hans soldaterkammerater satte en kontaktannonce i avisen. Det var datidens dating profiler. Min mor var indlagt på hospitalet og var blevet opereret i det ene knæ. Hun lå på stue med en “letlevende” kvinde som lokkede hende til at svare på en af annoncerne. Det blev sidenhen min far. Det er en længere historie, men min mor skrev med min far, hvorpå min far skrev med 17 forskellige kvinder. Vel og mærke uden at min mor vidste at hun var en af mange. Det endte dog med de to – hvilket jeg naturligvis er meget taknemmelig for.

Min far ville som ung gerne ind til politiet. Han havde alle kvalifikationer hertil, men under sin soldatertid havde han en meget dominerende sergent. Min far er et meget roligt menneske, men en dag blev sergentens tyranisme for meget og han svarede sergenten igen. Det gjorde at han fik en “plet” på sine papirer og derfor ikke kunne søge ind til politiet.

Da jeg var 18 år søgte jeg ind som konstabel. Jeg havde en idé om at jeg også gerne ville ind for politiet, og derfor skulle det være et springbræt indtil jeg var de 21 år som politiet kræver. Jeg blev kaldt til optagelsesprøve på flyvestation Værløse, som var en optagelse der forløb over 3 dage. Vi var lidt over 30 personer der mødte ind en morgen kl. 07:30 og blev sat i stævne på løbebanen. Her skulle vi bestå cooper testen (løbetest hvor man mindst skal løbe 3 km på 12 minutter). Her blev de første 3 allerede sendt hjem, fordi de ikke bestod.

Efterfølgende var der en masse test i fysisk styrke, intelligens test, matematiske færdigheder, psykolog, personlighedtest m.m. Undervejs blev dem der ikke udfyldte kravene, prikket på skulderen, fulgt ud, pakkede deres ting og vi så dem aldrig mere.

Vi endte op med at være 4 tilbage. Mig og 3 drenge. Jeg var den eneste der blev erklæret særdeles egnet og specielt psykologen havde fat i mig flere gange, fordi han mente jeg havde den perfekte profil…….. Jeg var ambitiøs og målrettet.

Jeg kom hjem med en kontrakt som konstabel på 2 år og 9 måneder. Jeg ville være telegrafist på et af skibene. Tiden gik og det nærmede sig at jeg skulle i “trøjen”. Jeg begyndte at få mere og mere kolde fødder over udsigten til at skulle være indespærret på et skib med måske 100 mand, hvoraf der måske max var 2-3 piger. Jeg trænede taekwondo på det tidspunkt på Nørrebro og var enormt aktiv i klubben. Jeg kom til skade med min skulder, den gik af led flere gange og det var min chance for at komme ud af kontrakten, som jeg nu havde fået helt kolde fødder over. Jeg havde dog bevist for mig selv at jeg kunne komme igennem nåleøjet.

Jeg fik læreplads midt på Rådhuspladsen, flyttede til Østerbro og lige efter jeg var blevet 21 år, troppede jeg i min frokostpause op hos Politiet for at søge ind. Inden du bliver optaget på Politiskolen skal du op til nogle prøver. De prøver blev jeg sat til at lave med det samme. Jeg troede bare jeg skulle ned og have et ansøgningsskema og derefter ville blive indkaldt. Jeg blev sat i et lokale hvor de startede med en personlighedtest. Den bestod jeg. Så blev jeg sat til en matematisk test. Den bestod jeg. Psykologtesten bestod jeg. Stave/læsetesten bedtod jeg. Så kom vi til almen viden……. Den dumpede jeg. Jeg var 21 år og brugte mere min tid på træning, sidde på Café, kreative ting end at læse aviser….. Ha Ha Ha. Det var spørgsmål som hvem var justitsminister i år 1984 (som var 10 år siden), geografi og lign. Det var ikke min stærke side. Betjenten sagde at jeg skulle læse avis hver dag i et år og søge ind igen året efter. De der kender mig, ved at tålmodighed ikke er min stærke side.

Derfor endte jeg i Lufthavnen. Den fedeste arbejdsplads ever og jeg har aldrig fortrudt at jeg ikke kom ind til Politiet.

Forleden dag var jeg på tur med min far. I første omgang var det egentlig blot for at have kvalitets tid med ham, uden at det skulle være at arbejde på mit hus. Vi skulle på Politimuseet i København og dernæst ud og spise frokost. Det endte med at det var helt vildt spændende på museet og jeg kunne sagtens have brugt et par timer mere der. Vi fik privat rundvisning. Fik fortalt en masse om forfærdelige forbrydelser, både dem der var opklaret og dem der var uopklaret. Om den 18. maj og alt muligt andet. Museet var i gamle dage Politistation og jeg blev smidt i detentionen som blev brugt sidste gang i 1977 (da var jeg 4 år). Jeg blev låst inde med et ordentligt brag. Der var en træbænk, et tæppe og et hul i gulvet, hvis man skulle af med noget. Det skulle jeg heldigvis ikke 🙂

Så kom vi til motorcyklerne. Der var en gammel Nimbus (hegnet ind) og et ordentligt svin af en moderne BMW motorcykel. Rundviseren, som var over 80 år, fortalte at børn og børnebørn ofte yndede at få taget billeder mens de sad på den. Så klappede han på sædet mens han kiggede på mig og vupti så sad jeg der på en kæmpe maskine! Jeg havde rødternet kjole på, men et kort øjeblik sad jeg i fuld uniform, hjelm på hovedet og med udrykning ude på landevejen. Dengang jeg havde motorcykel, kørte jeg en enkelt gang uden hjelm. Jeg sad godt nok bag på da jeg blev hentet på S-tog stationen af min daværende kæreste (som også havde motorcykel kørekort), men min hjelm lå derhjemme. Den eneste gang jeg kørte uden hjelm, blev vi stoppet af politiet. Heldigvis en motorcykelbetjent, som med et glimt i øjet, sagde at min kæreste nok bare skulle køre hjem efter min hjelm, mens jeg lige ventede de 10 min. det tog. Det gjorde han så.

Det er vildt at tænke på hvordan ens liv former sig. Om hvordan dine valg har af indflydelse på resten af dit liv. Nogle valg er fantastiske og giver masser af ekstra krymmel, guldglimmer og flødeskum på toppen og andre valg ville jeg helst have været foruden. Det er dog dine valg og erfaringer der gør dig klogere og giver dig indsigt i livet. Uanset om det er gode eller mindre gode valg. Det er også de færreste valg der er endegyldige (på nær hvis du får fjernet den ene arm eller lign.), heldigvis. Det har vi haft mange snakke om herhjemme, da jeg har en søn der er blevet optaget på en rigtig spændende uddannelse. Det er rent faktisk de færreste der på min alder, arbejder med det de er uddannet som. Det gælder bare om at se muligheder fremfor begrænsninger! Halleluja <3

Politi

My old hood – and lots of love!

Nogle gange skal der ikke så meget til. Heldigvis er jeg ret nem at begejstre. I dag tikkede der to billeder ind på min messenger…… Ja, det var altså ikke nogle af de der frække nogen, men det gjorde mig vildt glad.

Først tænkte jeg WTF….?? To billeder af noget der lignede et par tomme bygninger og lidt industri agtig noget. Jeg tænkte først – det er nok en fejl.

Beskeden var fra en tidligere kollega jeg havde i Maersk/udenrigs. Der gik lige 10 sekunder så kom der en tekst – Do u remember – det er din gamle hjemmebane (og så nogle andre ting). Jeg fik zoomet ind på billedet og pludselig fik det masser af liv…… Lastefolk der kørte dødskørsel så man nogle gange skulle springe for livet, selvsiddende nylonstrømper der røg ned i ål om anklen hvis det blev for varmt, fulde grønlændere der jagtede en på standpladsen og kaptajnen kvitterede med at køre trappen op så den fulde grønlænder ihvertfald ikke løb op i flyet (pyt med jeg blev jagtet rundt på pladsen :), trappen jeg trak hen og klatrede op til cockpit vinduet og kaptajnen fik et kæmpe chok at jeg pludselig var udenfor vinduet, alle de humoristiske briefinger i højtaleren m.m. Det har været den fedeste arbejdsplads og jeg har så mange fede minder gemt i hjertekuglen. Vi er alle spredt rundt i hele verden, men gemt i hinandens minder.

Jeg blev helt vildt glad – og lige i dag havde jeg ekstra brug for det. Det tror jeg han kunne mærke (det bilder jeg mig ind – og bliver fint i troen). Tænk – selvom han var på arbejde – gav han sig tid til at tage billeder og sende til mig. Jeg føler mig helt vildt heldig og taknemmelig. At jeg har sat aftryk og at jeg dukker op i hans tanker, når han er netop der! Suuuuk 🙂

At vi så havde en sjov korrespondance efterfølgende – som kom af, at jeg måske skal have lidt stærkere læsebriller – er en anden sag. Men jeg grinede og det havde jeg brug for! Jeg elsker at grine, jeg elsker at blive mindet om en fed tid, jeg elsker at jeg dukker op i en andens minder, jeg elsker egentlig ret meget 🙂 Min far siger at man ikke kan elske noget, hvis ikke det kan elske igen. Så kan man enten bare meget godt lide det eller være glad for det. Jeg ELSKER bare det hele (Ahahahahahaha) – jeg er også lidt af en rebel.

Jeg prøver hver dag at gøre mindst en fremmed ekstra glad. Det kan være at bemærke deres service, hvis de har et pænt smil (og nej det er ikke kun mænd :), smile og generelt være glad (nogle kalder det jubelidiot ;). Lige i dag – mærkede jeg selv hvor fed en effekt det har – og hvor glad JEG blev!

Tak søde T – du gjorde min dag ekstra god <3 og jeg er med på det hele 😉 Bare jeg bliver chef (Ahahahahahaha) – jeg lånte lige det ene foto af dine skarpskud <3

Inde bag den sorte dør – hørte Blåmejserne til – og vi fløj højt og havde en fest!

DU er vigtig!

Du er den vigtigste person i dit liv!

Sidder du i en flyvemaskine der mister kabinetryk, skal du sætte iltmasken på dig selv først. Sådan er det også uden for flyvemaskinen.
Hvis du ikke passer på dig selv, elsker dig selv, og er stolt af den du er, finder du aldrig energien til at være noget for dine børn, forældre, venner og andre du sætter pris på.
Så stop og mærk om alt er ok med dig og hvis ikke, så fiks det. Først derefter kan du med god og kærlig energi, være noget for andre.

Citat: Martin Thorborg

Han er på mange måder en klog mand. Jeg delte til nytår hans råd, som stod fuldstændig i tråd med mine holdninger, måske bare skrevet på en mere maskulin måde.

Det har givet mig stof til eftertanke. Bl.a. skal jeg have noget mere maskulint ind i mit liv, udefra og jeg skal selv dyrke mere af min egen feminine side. Mange af jer der kender mig, ved at jeg har en pænt veludviklet maskulin side. Ikke at jeg bøvser og har hår på brystet, men jeg er en “vil selv – kan selv” type, men jeg øver mig i at bede om hjælp. Og det er faktisk ikke så farligt og overraskende nok, så er den der. Hjælpen!

Jeg har i det meste af 2017 – levet et liv med et meget lavt kabinetryk. Det har påvirket mine børn, min familie, mine venner og ikke mindst mig selv. Jeg tog ansvar og fjernede mig fra den og de ting der sænkede mit kabinetryk. Det har medført at jeg har fået mig selv tilbage – min energi og glæde. Jeg kan genkende mig selv igen, min livsglæde og ikke mindst mit humør!

Det har gjort at jeg er kommet meget tættere på mine børn, som jo nu er unge mennesker og det har styrket mine venskaber endnu mere. Jeg har til og med fået en masse nye venskaber og ikke mindst fået hjælp fra fronter jeg slet ikke havde set komme. Her er karma kontoen virkelig trådt i kraft – og tusind tak for det! Jeg er ovenud taknemmelig!

Jeg er pt. single og har det rigtig fint med det. Bevares, jeg er ikke gået i cølibat – men jeg leder ikke med lys og lygte efter en partner. Jeg tænker at det kommer, når tid er. Jeg vil ikke nøjes denne gang. Hvis jeg skal have en partner, så skal jeg være forelsket og det skal være en der vil mig.

Det betyder alt for mig at mine børn trives. De har begge jobs de er glade for, fuld gang i deres uddannelsesforløb, sunde fritidsaktiviteter, de har masser af gode venner og veninder og de er fyldt med gode værdier. De er fuldstændig fantastiske og jeg kan bestemt kalde mig en mega stolt mor! De kan i øvrigt også godt komme med masser af gode eksempler, på kæreste potentialer til deres mor. Ha, Ha – det sjovt! Jeg elsker dem og deres humor!

Jeg går ind i 2018 med fuld opladt iltmaske. Jeg er blevet Åndedrætstræner, så jeg derved også kan hjælpe andre til at få fyldt deres beholder op, til gavn for dem selv og deres kære omkring sig.

Vi har alle fragmenter i vores liv, hvor der er lavtryk i kabinen. Det er her vi skal handle og være stærke. For vores egen skyld og derved til gavn for alle dem vi elsker omkring os. Det er nemmere sagt end gjort, men i sidste ende er det rigtig godt givet ud. Det er ofte der hvor det er sværest, at du skal være stærkest. Ellers bed om hjælp. Det er ikke så farligt – som jeg troede.

Rigtig godt nytår!

Blog nytår foto

 

Gammel i skindet, men ung i sindet

Forleden talte jeg med en kammerat. Vi talte om alder. Om da jeg var 13-15 år, der syntes jeg at dem på 40 år eller deromkring var oldgamle. Jeg er nu selv 44 år. Jeg har hverken lilla permanent eller går i plisseret nederdel. Bevares, jeg kan godt se at tidens tand har sat sine spor. At folderne i ansigtet er blevet tydeligere og at huden er mere påvirket af tyngdekraften. Brillerne har fundet sin plads på næseryggen, hvis ikke jeg skal have mobilen ud i halvanden meters afstand når jeg skal læse. Men jeg føler mig ikke gammel. I hvert fald ikke indeni.

Jeg kan godt se at tingene går meget stærkt. At jeg ligner gravballemanden når ungerne kommer med deres slang og forkortelser som jeg ikke forstår. Det ændrer sig igen lige så hurtigt. Faktisk lige i takt med at jeg har lært hvad det betyder, så er det “so last year” at sige sådan…… Men jeg giver ikke op. Jeg prøver at følge med. Altså ikke ved at klæde mig som en på 20 år eller opføre mig sådan. Kun hvis jeg lige skal være lidt ekstra pinlig overfor ungernes venner, for så kan de grine af det – og grine er den bedste medicin. Jeg har ikke noget imod at blive til grin, i hvert fald ikke hvis det ikke er ondskabsfuldt.

Men igen, vi havde da også udtryk som kodyl, knæhøj karse og bred ymer (aij okay – det var måske alligevel fra generationen før mig der sagde sådan). Så er der youtube’erne – det forstår jeg ikke helt. Der er i hvert fald nogle jeg ikke forstår. Der er eksempelvis en der lever af at bade i alverdens ting i hans badekar! Det er cool nok, jeg forstår det bare ikke. At bruge tid på at sidde og se på det vel og mærke. Vi så det lille hus på prærien i stedet for youtube manden der bader i morgenmadsprodukter.

Jeg synes jeg følger meget godt med og jeg kan se på mine veninder der også er mødre, at de holder sig fantastisk godt og følger godt med tiden. Nogle er næsten 10 år ældre end jeg, men de ligner en hel million. De ser brand godt ud.

Vi er så også flere og flere der bliver skilt i min alder. Nogle medier hævder at der er 1,6 mill. singler i DK, men det tal er fuldstændig skudt forkert, da det udelukkende er baseret på ”enlige”. Man kan jo sagtens bo alene og så have en kæreste. Single kulturen som de kalder det. Er vi for kræsne, arbejder vi ikke nok for parforholdet? Jeg kan kun tale for mig selv og mine nærmeste veninder. Jeg synes du skylder dig selv at være lykkelig. Hermed ikke sagt at du skal være smask forelsket i 20 år, og at der ikke kan være op og nedture. Men hvis et parforhold næsten kun er nedture, fyldt med løgne, negativ energi og al kærlighed, glæde og omsorg er forsvundet, så skylder du dig selv en egenomsorg, ved at sige tak for denne gang. Jeg vælger mit liv og hvem der skal være i det. Det skal være nogle der vil mig, som jeg er og som jeg stoler på. Så vil jeg til gengæld også give det samme tilbage. Tillid, respekt og for guds skyld krydret med en masse humor og tossestreger (ha ha – lige det ord, vidner om min alder).

Så er der al den snak om at 40’erne er de nye 30’er at 50’erne er de nye 40’er. Lidt fjollet fordi vi har jo den alder vi har. Jeg kan godt se at vi i dag måske er mere ungdommelige og det kan også bare være noget jeg bilder mig selv ind, fordi jeg selv snart er i midt 40’erne. Jeg kan godt mærke at hvis jeg har været i byen, så kan jeg ikke bare køre igennem som tidligere. Jeg drikker mig sjældent beruset. Det er bl.a. fordi jeg værdsætter min tid utrolig meget, og at jeg ikke orker at skulle bruge 2-3 dage på at blive menneske igen. Samtidig skal der ikke mange glas til, før jeg ligner en meget dårlig breakdanser med talebesvær.

Jeg er meget glad for min alder. Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang jeg var ung og usikker. Jeg er glad for den livserfaring jeg har fået igennem årene. Især de seje perioder har sat sit præg på mig som menneske og sådan tror jeg det er for de fleste.

Alder er noget pudsigt noget – men en ting er sikkert. Vi bliver alle ældre. Gamle Orla som i dag sidder på bænken med snavsede bukser og en guldbajer i hånden, han har engang været ung og måske lækker som bare pokker – alt imens han i sine trompetbukser udbrød “Kodyl”.

Alder spiller ingen rolle – med mindre man er en ost.

sjov-hilsen

Ingen vil røre ved den varme kartoffel – Gensidig forsørgerpligt!

Valgkampen kører for fuld smæk. Jeg synes det er svært at gennemskue, som mange andre danskere. Der bliver lovet til højre og venstre og alle ved at meget af det er valgflæsk. Politikerne farer rundt til danskerne i øjenhøjde for at vise deres engagement i de forskellige arbejdsfag og livssituationer. Men kan de sætte sig ind i folks sted? De får deres fede hyre og pensionsordninger, som jeg bestemt under dem, men er de oprigtigt interesseret i at ændre det de lover? Jeg synes vi har det godt i Danmark.

Jeg synes også at der er masser af plads til forbedringer. De fleste mennesker er deres egen lykkes smed og derfor stemmer de fleste med henblik på hvad der er godt for dem. Eller hvad de tror der er godt for dem og Danmark. Jeg synes der er lavet mange hovsaløsninger, som er gået ud over utrolig mange mennesker. F.eks. gensidig forsørgerpligt. Jeg kan godt se idéen med at vi selvfølgelig skal hjælpe hinanden hvis der pludselig er en der står uden job. Det er forhåbentlig en midlertidig situation. Hvad med dem der bliver ramt af ufrivillig sygdom? Som ikke kan ændre på sine livsvilkår, uanset hvor gerne de end ville. Dem det er umuligt for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Dem hvor partneren hænger (og bliver straffet) økonomisk og samtidig skal være al den ekstra hjælp i hverdagen som er skåret helt ind til benet fra kommunen, fordi der er en rask partner/ægtefælle. Hvem ønsker at sidde i den situation?

running-brain

Ikke nok med at det er hårdt nok at have en syg partner, så bliver de også straffet på pengepungen?! Er det fair? Der er INGEN i valgkampen der har villet røre ved den varme kartoffel i dette tilfælde. Jeg er af den overbevisning at vi så vidt muligt skal klare os selv og at vi ikke skal drive rovdrift på systemet. Men hvad med dem der ikke kan? De bliver efterladt i en økonomisk knibe, som gør at mange ægteskaber går tabt eller i værste fald at mange syge ikke får sig en partner, fordi både den syge og partneren bliver straffet ekstra hårdt. At partneren skal løbe dobbelt så stærkt for at tjene ekstra så hverdagen kan løbe rundt.

Når de så endelig har fri, skal de passe den syge derhjemme, fordi der ingen hjælp er at få. Jeg kan se det er hverdag for utrolig mange mennesker og spørgsmålet er hvor længe det kan holde før det går i opløsning. Jeg hører og ser at familier går i opløsning, fordi det er alt for hårdt. Jeg siger ikke at de syge skal have guld og diamanter, men førtidspensionen i dag er bestemt ikke noget du bliver tyk og fed af. Jeg siger,- Er det fair at en partner skal straffes på deres indtægt når deres partner er syg og bundet til førtidspension? Hvis politikeren prøvede at sætte sig ind i situationen eller selv prøvede det på egen krop, bare i 3 måneder, så tror jeg de ville ændre synspunkt….. Det var bare en af de hovsaløsninger jeg synes er helt forkert, for der er bestemt mange flere at tage fat på. Misundelsesafgifter m.m.

Fokus på nuet og fremad!

I dag tog jeg en beslutning. Først sagde jeg faktisk ja, men ved eftertanke kunne jeg mærke beslutningen begyndte at æde mig op indefra. Derfor takkede jeg nej tak.

Jeg har en fortid. Det har alle, men min fortid har været ret barsk. Lige som mange andre der har været hårdt ramt, både fysisk og psykisk. Jeg er vokset af det. Både fysisk, men mest af alt menneskeligt. Jeg holder foredrag. Foredrag der er barske, men også fyldt med masser af positive oplevelser. Jeg prøver at fokusere på det positive. Det er nemt for mig, fordi jeg vil.

Jeg har flere gange været i TV, aviser, kulørte blade og ikke mindst på Folkemødet, hvor jeg har delt min historie. Dette gør jeg ikke for min egen vindings skyld og jeg gør det frivilligt. Dvs. at jeg bliver ikke betalt for det. Jeg gør det, fordi jeg vil gøre en forskel. En forskel for andre, som synes det er svært eller for dem der skal hjælpe dem der ikke kan selv. Så de bliver mødt bedst muligt.
Jeg får meget igen. Af positive tilbagemeldinger.

Jeg har flere gange stillet op og fortalt om de hårde episoder i mit liv. Det har været svært og selv på Folkemødet var jeg opløst af gråd, da jeg skulle fortælle om det nederlag jeg havde da jeg første gang tabte min søn så han fik fysiske mærker fordi jeg ikke havde kræfterne til at løfte ham. Hvor svært det var at få hjælp og hvor svært det var at bede om hjælp. For jeg ville jo gerne løfte opgaven selv. Af hele mit hjerte ville jeg gerne selv. Og den kamp det så var at få hjælp, da jeg måtte indse at jeg ikke kunne selv. Jeg fik en hel sal til at græde……. Det var HÅRDT!

Jeg blev i går kontaktet af TV. Spurgt om jeg igen ville stille op “live” i et nyhedsprogram. Fortælle om hvad der sker, når et ægteskab opløses fordi den ene part er syg. Jeg blev også spurgt om min eksmand ville, men det afviste jeg uden overhovedet at have spurgt ham. Han er videre og har fået sig en sød kæreste, så han skulle ikke trækkes igennem møllen igen. De fik overtalt mig, selvom jeg ikke var meget for det. I dag ringede hun tilbage. Jeg meddelte hende at jeg ikke ville alligevel. Jeg vil for alt i verden gerne hjælpe andre, så der måske er en chance for at de ikke kommer alle de kampe igennem som jeg har været. Samtidig så kan jeg mærke at alle de hårde oplevelser æder mig op, når jeg skal genfortælle dem. Det er som om at min fortid genafspilles og det hele vender sig i maven på mig. Når jeg holder foredrag kommer jeg ind på de ting – det er dog kun de ting jeg synes er væsentlige og de ting som ikke er alt for personlige.

Jeg er SÅ glad for at jeg sagde fra. Min sygdom fylder, fordi den er en del af mig. Jeg er bare også så meget mere end min sygdom. Jeg dyrker den ikke og fokuserer fremad. Fokuserer på alt det gode og alt det jeg har opnået, som jeg fik at vide ikke var muligt. Jeg ser muligheder fremfor begrænsninger og ordet pyt er blevet en stor del af mig. Jeg gør mig umage og i min hverdag får min sygdom så lidt råderum som muligt, selvom jeg ikke altid selv er herre over det. Jeg er ikke hende “den syge”. Jeg er mig, med alt hvad det indebærer.

Som min mor så fint skrev til mig i en besked: Du har brug for DIT eget liv – det liv som jeg gav dig til eget brug <3