Identitetskrise?! Eller positiv forandring?

Jeg har mange gange i mit liv været i forskellige former for forandringer. Nogle kalder det identitetskriser, det synes jeg bare er et ikke så positivt ladet ord. Jeg tror de fleste af os, igennem livet, kommer ud steder hvor vi føler at vi ikke helt kan bunde og vi skal genfinde stabilitet og sikker grund igen. Jeg er HELT klart en eventyrer med stort E. Jeg lever ekstra meget, når jeg er der hvor jeg ikke helt kan bunde. Jeg hviler så endnu mere i mig selv når jeg har fast grund under fødderne igen. Igennem livet har jeg taget nogle VILDE valg. Ofte i perioder hvor der er sket forandringer i mit liv. Dengang jeg blev syg, prøvede jeg at holde fast med næb og klør, for at forblive den jeg var. Indtil jeg faktisk fandt ud af HVEM jeg var! Jeg blev overrasket! Overrasket over hvor stærk jeg var. Hvor stædig jeg var. Hvor positiv jeg var.

Lailsilke

Igennem hele mit forløb har jeg skulle genfinde mig selv, da der har været forskellige rutchebaneture. F.eks. da jeg blev skilt gik jeg 835 km i Spanien og fik lige inden tatoveret hele min ryg. Lige pt. blæse forandringens vinde igen. Jeg er blevet klippet korthåret, som i helt kort. Ikke de store tanker over det, bortset fra om jeg ville få flere tilbud fra kvinder, men igen det fik jeg også før 🙂 Jeg har skullet genfinde mit jeg og det ved jeg godt lyder HELT åndsvagt, med tanke på de ting jeg ellers har været igennem, men der ligger utrolig meget kvindelighed i sådan noget som HÅR. Altså det på hovedet 😉 Jeg er SUPER glad for mit “nye” hår! Det tager TID at være korthåret. Pludselig kan jeg bare ikke helt have det samme tøj på. Jeg bliver stoppet af fremmede mennesker på gaden som siger de synes mit hår er helt vildt fedt. Og ja, det er både mænd og kvinder…. Hvor meget kan hår lige fylde 😉 Ret så meget hos mig det seneste stykke tid! Som min søn sagde da han så mig: “Mor du ser mærkelig ud” – Heldigvis elsker jeg mærkelig <3

18 års jubilæum i dag!

I dag har jeg 18 års jubilæum med min sygdom sclerose. Ikke at det måske er noget at fejre, men kan alligevel ikke lade være med at tænke tilbage på de sidste 18 år med den følgesvend i bagagen. Den har i perioder begrænset mig fuldstændig til at skulle have hjælp til alt. Den har sat en stopper for en masse drømme og gjort hverdagen usikker og udfordrende. Den har sat en stopper for min karriere i arbejdslivet, som jeg ellers elskede højt. Den har begrænset mig økonomisk. Den har kostet meget porcelæn og knubs på kroppen. Den har kostet mange tårer, både hos mig, men mest hos min familie. Samtidig har den også gjort en masse godt. Den har givet mig indsigt i livet. Både mit eget og andres. Den har givet mig en masse mennesker jeg holder af, som jeg med stor sandsynlighed ikke havde mødt hvis ikke jeg havde denne følgesvend. Den har vist mig hvor stærk jeg er og hvor meget jeg rent faktisk kan klare. Den har gjort mig meget mere rummelighed og givet mig en hverdag, hvor små udfordringer er bagateller og ordet PYT! tit bliver brugt. Den har gjort mig til et menneske, jeg selv bedre kan lide og ikke mindst gjort at jeg kan være den mor jeg gerne vil være for mine børn. Den har givet mig en viljestyre der er stærkere end jeg troede jeg indeholdt.

Den har bragt mig ind i kunstens verden, hvor alting ikke behøver at være snorlige. Den har skabt et større sammenhold blandt mine nærmeste og givet mig den tryghed at jeg ved at jeg ikke står alene, selvom den kan vise tænder. At jeg har et godt bagland, der er klar til at hjælpe. Jeg vælger at fokusere på alt det gode den har givet mig. For præcis 18 år siden blev jeg indlagt på Sundby Hospital med en halvsidig lammelse. Jeg var 23 år. Tæppet blev revet væk under mig og jeg gik fra at være 100% karriere menneske til at være 100% afhængig af alle andre. Det har lært mig meget og jeg er ydmyg og taknemmelig for de mennesker der har hjulpet mig på vej. Ikke mindst mine forældre og søster, der har været med på hele turen og altid har støttet mig. Uden dem, havde turen været meget mere besværlig og uden ubetinget kærlighed! Jeg føler mig heldig. Heldig over at have et bagland, som er guld værd! Heldig over at jeg er blevet det menneske jeg er og at jeg stadig har bevaret mit gode humør og kan tage gas på de udfordringer jeg har. For mig er det vigtigt at se livet med gode og positive briller. Bevares, jeg kan da godt have ØV-dage, men heldigvis har jeg evnen til at få det vendt til noget godt. Jeg håber selvfølgelig stadig på at der findes en kur. En kur der kan reparere de skader jeg og de 13500 andre med sclerose har i vores centralnervesystem. Indtil da, vil jeg gøre mig umage i at være den bedste udgave af mig selv – også med min følgesvend! Jeg er hurtig til at rejse mig igen! Heldigvis.

Noomiflyer

Vil du kæmpe eller leve……?

Mange kæmper. Jeg ser flere og flere skrive eller sige “Jeg kæmper mod eller med “X”. Jeg har udfordringer i mit liv, ligesom mange andre. Vi har dog et bevidst valg. Vil vi kæmpe eller vil vi nyde livet, mens vi er på vej mod vores mål. Der er ikke noget galt i at kæmpe. Jeg tror bare at hvis vi omtaler vores valg i positive vendinger, så er vejen derhen knap så svær og barsk. Jeg kæmper ikke. Jeg lever! Her og Nu. Alting behøver ikke være perfekt. Skønhedsfejl kan også være smukke og ikke mindst lærerige. Nogle siger til mig: Du har også nok at kæmpe med. Du kæmper med din Sclerose.

Nej, jeg kæmper ikke. Jeg lever med de udfordringer det giver mig og så gør jeg en indsats for at leve så godt som muligt. Det bliver ikke perfekt og nogle gange lever jeg bare. Jeg tror rigtig meget på energier. Både dem og det vi omgiver os med, men også omkring det der kommer ud at munden på os. F.eks. hvis du kommer hjem til dit hus og det første du ser er en kæmpe rodebunke, så trækker det ned i din energi og minder dig om alt det du ikke når. Ligger du i din seng og kigger på rod inden du skal sove (eksempelvis ovenpå et skab), så er det det sidste du ser inden du falder i søvn. Du har et valg! Hvis du omgiver dig med meget pessimistiske mennesker, så er det let at “hoppe” med på vognen og selv blive en smule pessimistisk. Hvis nogen har tendens til at tale dårligt om andre hele tiden, så handler det jo meget mere om dem selv. Jeg vælger bevidst hvem der giver mig god energi og har heldigvis masser af de mennesker omkring mig! Du har et valg!

Liveyourlife

Hvis vi selv sætter negative ladninger op for os selv i form af ord, så bliver målet sværere at nå. Det er jeg helt overbevist om. Vi vælger selv. Det er en af de ting der ikke koster noget andet end øvelse. Det kan være svært og vejen kan føles lang. I processen kan det tage tid at finde ud af hvordan de forskellige ordvalg skal bruges. Det vil dog på sigt, give dig indblik i hvor vigtigt det er med dine ordvalg og hvor meget det gavner dig. Det lyder nemt, det er det ikke altid. Men du har et valg! Det gode gamle ordsprog – gælder også her: Øvelse gør mester!

Behandlet som en dronning!

I dag har jeg holdt endnu et foredrag om min Caminotur fra 2011. Jeg elsker turen ned igennem memory lane. Når jeg fortæller, bruger jeg altid de tre “g’er”. Gys – Gru og Grin. I dag var jeg et sted jeg havde været før. En lokalafdeling fra Ældresagen. De havde hørt mig som informatør sidste år og fået nys om at jeg også fortalte om Caminoen. Flere var gengangere og de sad med store øjne og ører da jeg ankom.

Jeg bliver altid behandlet som en stjerne når jeg kommer. Der er reserveret P-plads, reserveret plads ved bordet hvor vi skal starte med at synge en sang og få et stykke kage og en kop kaffe. Jeg blev sågar hentet ved bilen og en af de ældre herrer hjalp mig ind med mine ting. Jeg føler mig virkelig velkommen. De spørger til mig og min familie. Jeg får headset på og projektoren er sat til. Jeg bliver præsenteret som et livsstykke. Selv i deres blad står der:

Livsstykket Lailasilke kommer igen og fortæller om sin tur på Caminoen.

Det kan være noget af en opgave at holde liv i ældre (plus 65 år) fra 13-15, hvor de måske normalt får deres middagslur. Jeg havde et stramt program, for jeg kan snildt tale uafbrudt i 2,5 time. Jeg havde kun 1 time og 45 min. og der skulle også indlægges en pause.

Jeg starter altid med at fortælle om min baggrund. Her sidder de med løftede øjenbryn og hagen nede på halsen. Det er en god start, fordi allerede her – har jeg deres fulde respekt. På trods af at de også har gennemlevet et langt liv, med bump på vejen.

Jeg fik speedsnakket og kom igennem med kun et par minutters overtid. Efterfølgende er der altid aen på kinden og store kram fra dem. Mændene springer rundt og hjælper mig. Jeg føler mig som en lille pige – trods mine 41 år!

Jeg har små cellofanposer med strandsten, som jeg har dekoreret med kærlige beskeder. Især damerne bliver helt begejstret for dem. De må ikke kigge før de trækker en pose. Så lyser de helt op, når de læser hvad der står – og siger altid at det passer perfekt! Der kan f.eks. stå “Giv aldrig op” – “Husk at lege” – “Pas godt på dig selv” etc. De er med, fordi da jeg tog hjem fra Caminoen, havde jeg samlet muslingeskaller til alle mine kære, hvor jeg havde skrevet små kærlige beskeder på. Når jeg så fortæller om min tur, giver det god mening for mig at jeg har gjort mig umage, og fundet danske strandsten til tilhørerne, med kærlige beskeder.

Igen i dag forlod jeg en gruppe mennesker, der har fået en på opleveren. En historie, som næsten er for god til at være sand, fortalt af en sprudlende hoppebold i rask tempo. Ingen faldt i søvn og der var masser af grin og også store åbne munde. Jeg elsker at holde mine Caminoforedrag. Mest af alt fordi jeg selv er begejstret for mine oplevelser. Der er aldrig to foredrag der er ens, men overordnet er historien den sammen.Sjovt nok får jeg tit at vide af ældre mennesker at jeg ligner Per Pallesens datter??!! Trine Pallesen.

Lailsilke 02

Jeg er glad – og tror bestemt også de forlod lokalet med et smil på læben.

Når lunten er luntet!

Jeg er delemor og har dele børn, præcis som mange andre. Når nu det ikke kunne være anderledes,  så er det faktisk en rigtig god løsning for mig. Her mener jeg med de ressourcer og kræfter jeg nu er udstyret med. De uger jeg har mine unger, der har de altid 1. Prioritet. D.v.s. at jeg planlægger ikke ret meget andet end bare at skulle være sammen med dem og være til stede! Finde på sjove oplevelser og skøre indfald. De er det aller vigtigste i mit liv!
Hver mandag har vi “alene dag” hvor børnene på skift er alene hos mig og tilsvarende hos deres far.

Love
Derfor hader jeg de dage hvor jeg har minus overskud. Minus overskud er lig med kort lunte i min verden. I går var en af de dage. D.v.s. at jeg startede godt ud med kakao og lækkerier til ungerne da de kom hjem fra skole. Min datter hjalp mig med at forberede aftensmad og hun skulle dernæst til håndbold. Jeg skulle lige efter til vandtræning og så kom mine forældre med hjem til aftensmad. Hyggeligt og rart. Ungernes far kom forbi, med en badesandal som min datter manglede og han blev selvfølgelig budt på et stykke kage.

Da alle var gået, var jeg træt……. Min datter, som er yderst omsorgsfuld og god til at hjælpe fik hurtigt hjulpet mig med at få ryddet op inden de skulle i seng. Hun får drejet sig lidt hurtigere end mine reflekser kunne klare hvilket resulterer jeg taber alt hvad jeg har i hænderne. Jeg får sagt “Aij altså” lidt surt. Min datter hjælper med det samme at få samlet op. Min dårlige samvittighed overmander mig, selvom mine øjne hænger på knæene af træthed. Jeg kan se hun er ked af det! Jeg får givet hende et 5 minutters kram, hvor jeg får fortalt hende om alt det jeg værdsætter hun har hjulpet mig med,  hvor meget det betyder for mig at hun bare gør det helt af sig selv og hvor ked af det jeg bliver når mit minus overskud så går ud over hende. At det bare er fordi jeg er SÅ træt. Hun får tårer i øjnene og krammer mig ekstra hårdt retur med ordene: Du er den bedste mor i verden! Mit hjerte bløder! Al den kærlighed jeg indeholder overmander hende!

Derefter eskorterede hun mig ind til sengen med et glas vand og beskeden om at nu skulle jeg tage en slapper!

Heldigvis har jeg ofte kontrol over mit energibarometer og hurra for loyale omsorgsfulde børn! Og så er jeg også bare et menneske!

Palle alene i verden!

“Palle alene i verden”. Nogle ser det som det værste i hele verden. Jeg drømmer om det indimellem. Jeg kan ligefrem gå og være eftertænksom og tænke om jeg fejler noget mere. Ikke at jeg på nogen måde er hypokonder,  for jeg besøger meget sjældent min læge, men kan godt tænke at jeg indimellem lider af Social fobi.

Er der noget der hedder Social fobi? Nogle gange har jeg bare lyst til at være “Palle alene i verden”. Ikke skulle tage stilling til noget, andet end bare mig selv. Ikke at skulle socialisere med nogen, bare være i sin egen lille osteklokke!

Jeg synes jeg får flere og flere af disse dage.  Hvor jeg egentlig bare helst vil være uden nogen form for social kontakt. Dage hvor jeg har lyst til at stikke hovedet i jorden lige som strudsen og så ignorere de ting der sker omkring mig. Jeg ved at meget handler om overskud. Jeg vil vildt gerne være overskudsmenneske hele tiden. Det kan og magter jeg ikke.

Jeg har brug for ro og meget få uforudsete episoder i min hverdag.  På den måde kan jeg økonomisere med min energi. Det gør også at jeg nogle dage bare har brug for at være. Jeg har aldrig “dovnet” den efter jeg blev syg. Jeg har aldrig tilladt mig selv dage,  hvor jeg bare lå på sofaen (jeg ejer i øvrigt ingen sofa). Der har været dage hvor jeg har været så syg at jeg ikke er kommet ud af sengen, men det er en anden snak. Jeg kan ikke “dovne” i de uger jeg har børn og de andre uger har været fyldt godt op med aftaler og projekter.

Jeg har brug for dovne dage. Jeg har 18 års jubilæum med Sclerose i år. Det må være min 18 års gave til mig selv – dovne dage,  hvor jeg bare er “Palle alene i verden”. Hvor jeg ikke skal tage stilling til 1000 ting, men hvor mit hoved bare står på pause! Det kan lyde selvcentreret og egoistisk. Det er det på ingen måde. Nogle gange føler jeg at mit hoved er inde i en tørretumbler. Bagefter springer det elastikspring og ender som madding for de store sultne hajer. Jeg føler hele tiden mit hoved er på overarbejde. Jeg har også udfordringer,  kognetivt. Jeg træner det kognitive, lige som jeg træner min krop. Nogle gange er jeg bare SÅ træt af at træne hele tiden. Derfor vil pauseknappen være sund for mig indimellem. Så længe at jeg ikke går helt i hi.

Jeg må have mig en sofa. En dovne sofa. En dag…….

Relancering af ordsprog – TAK!

Jeg hører det tit. Fik det også selv smidt i hovedet rigtig mange gange, da mine børn var mindre. Ordsproget: Små børn, små problemer. Store børn, store problemer.

Jeg forstå det ikke helt. For det første synes jeg at det er meget negativt ladet. Problemer forbinder jeg med noget negativt. Enhver forælder der kigger på sit barn, synes jo det er den mest vidunderlige skabning.  Sådan har jeg det i hvert fald. Der har da været udfordringer,  men jeg har været meget skånet eller lever i bedste velgående med min fortrængning.

Bevares når børn er små har de nogle behov der skal opfyldes, og det kan være sin sag. Mine unger har aldrig sovet ret meget da de var små og et af mine store behov,  er at hvile og sove. Det har været en udfordring. Jeg har nu heller aldrig været den der faldt i svime over babyer og har ikke æggestokke der går i selvsving, når jeg ser en barnevogn.

Nu er mine børn så henholdsvis 10 og 12 år. Jeg synes det er så nemt. De er blevet meget selvkørende og de kan til og med hjælpe til, hvis jeg beder dem om det. Der sker meget nu. Stemme der går i overgang og pubertet der melder sig. Hår diverse steder og sjove spørgsmål om udvikling m.m. Men det er en skøn tid, hvor rigtig mange fantastiske snakke melder sig! Jeg skal ikke kunne sige hvordan de kommende år bliver, for der sker da bestemt ting og sager,  når de unge mennesker er under ombygning.

Jeg har mange i min omgangskreds med små børn. Og hold nu op, hvor jeg sidder og tænker på hvor let det er blevet! Jeg er selvfølgelig pave stolt af mine unger og synes det er let at have dem med forskellige steder. At jeg kan tage på café med dem og have en god dialog og fjolle med dem. Tage alene til udlandet med dem, hvor de hjælper mig med at finde rundt 😉 Samtalerne bliver dybe og nærværende.  De har humor og er ikke bange for at bruge den. De kan selv tage tøj på, gå i bad, pakke taske, lave lektier, tage mad hvis de er sultne m.m. De kan ligefrem hjælpe mig med praktiske gøremål, som indkøb, rengøring og madlavning. Alting er bare SÅ meget nemmere. Jeg kan godt se at de også har højere standarder.  Bevidste over hvilket tøj de vil have, sport bliver dyrket mange gange om ugen, hvor jeg selvfølgelig er med og bakker op, men dialogen og hverdagen er nem og ubesværet!

Når jeg så ser og hører, sætningen “Små børn, små problemer. Store børn,  store problemer”, så bliver jeg sgu lidt forundret. Jeg synes det er falsk varebetegnelse. Både fordi, det er negativt ladet,  men også fordi at det ikke passer – i min verden!  Vi har sat børn i verden, ikke problemer!  Vi som forældre har til opgave at guide og vejlede dem på deres vej, bedst muligt. Jeg synes det er synd og misvisende at sige ordsproget til nybagte eller semi nybagte forældre. Jeg kan selvfølgelig ikke tale generelt, da jeg kun har min egen erfaring at dele ud af. Jeg ved godt det bare er et ordsprog, men hvorfor fylde sådanne nogle overbevisninger ind i nybagte forældres hoveder?
Der er måske nogle der vil tro at det er sådan – og så ser de da først problemerne vælte ned. Men jeg kan med ro i sindet sige til andre med småfolk,   “Små børn, små glæder. Store børn, STORE glæder“!

Glæd jer – det er fantastisk!!!!

Jeg skriver og siger det gerne igen: JEG FRYGTER KØRESTOLEN!

Vi har alle ting vi frygter. Frygter er et stærkt ord, men så lad mig bruge “ting vi helst ser os foruden”. Jeg har flere ting jeg frygter, men jeg fokuserer egentlig ikke på dem eller det. Jeg er alligevel ikke herre over dem. Hvorfor skriver du så om det, kunne man så spørge.

Jo, fordi engang imellem bliver jeg spurgt om hvad jeg frygter vil ske i fremtiden.  Med hensyn til min sygdom Sclerose. Det kan være en journalist der stiller det spørgsmål. Et spørgsmål, som så sætter tankerne i gang og gør mig nødt til at tænke over og ikke mindst mærke efter, hvad jeg frygter mest, eller for igen at formulere det anderledes “hvad jeg helst ville være foruden”.

En af de ting jeg frygter, er at ende i en kørestol og det har jeg også givet udtryk for. Jeg ved godt at der er mange i min omgangskreds, der sidder i kørestol og klarer sig ganske godt. Der er også nogle som har det rigtig svært. Jeg respekterer dem og deres udfordringer.

Jeg ved at jeg også ville gøre alt for at klare det godt hvis det skulle ske, men jeg ville alligevel være rigtig ked af hvis min førlighed igen blev taget fra mig. Jeg HAR siddet i kørestol og været lam, så jeg ved jo det kan lade sig gøre, men nu hvor jeg har fået min førlighed tilbage, vil jeg selvfølgelig gerne bevare den. Specielt nu hvor jeg har børn. Der ville være så mange ting der ikke var mulige eller i hvert fald meget besværlige, hvis jeg sad i en kørestol. Jeg bruger også megen tid og energi på at holde mig på benene. Jeg gør alt hvad jeg kan! Jeg kunne også have sagt at jeg frygtede en verdenskrig.  Men nu var det lige min frygt omkring sygdommen der ofte bliver spurgt til, som jo i øvrigt er så uforudsigelig!

Det er jo min model af verdenen. Jeg accepterer andres model af verden og deres frygt m.m. Jeg negligerer den ikke og kritiserer den ikke. Vi har alle forskellige udgangspunkter.

Jeg læste medarbejder bloggen på Scleroseforeninges side der er skrevet af foreningens journalist. Her blev der refereret til en mail skrevet til journalisten om hvordan foreningen kunne sende folk i medierne der sagde at de frygtede at komme til at sidde i kørestol. Det er mig der har sagt det. På landsdækkende TV. Og det er sådan jeg har det! Der stod godt nok i bloggen at der var blevet sagt “at det værste i verden ville være “at ende i en kørestol”. Det var ikke det jeg havde sagt, men det var nok det modtageren havde opfattet. Men tomato/tomato!

Jeg bliver rigtig ærgerlig over at der altid er brok. Forrige gang var der mange der skrev at jeg var for rask og at det var et forkert billede der blev sendt. En anden gang var jeg for positiv. Der er altid en eller anden form for kritik og det er fint. Jeg behøver det bare ikke mere!

Jeg yder frivilligt, ulønnet arbejde for Scleroseforeningen. Jeg stiller op, gang på gang og fremlægger min historie. Råt for usødet. Og ja jeg frygter som sagt at komme til at sidde i en kørestol – igen, fordi jeg ville være så begrænset i aktiviteter med mine børn og fysisk aktivitet som jeg elsker så højt. Jeg ville jo lyve hvis jeg sagde: Jeg ved ikke hvordan min fremtid ser ud, men jeg vil da glæde mig til at ende den i kørestol! Det er jo ikke sandheden! Jeg ved at chancen er der. Sygdommen er vildt uforudsigelig og samtidig ved jeg at det ville jeg også klare, for jeg har jo klaret det før, som halvsidig lammet.

At der er nogen der bliver stødt og føler sig forsmået over denne udtalelse om frygt, må ligge for deres egen regning, men jeg må indrømme at jeg blev trist og ked af det. Trist fordi at jeg synes jeg gør et kæmpe arbejde for os med sclerose og for vores forening. Både som informatør og også engang imellem i medierne. Jeg bruger meget af min sparsomme tid og energi på det, og jeg ved jeg gør en forskel. For os alle med MS. Det kræver ressourcer og overskud, at ændre synet på mennesker med MS.

Jeg kan også bare mærke at tiden er kommet for at trække mig. Lade andre bruge energien og måske der er nogle med mange flere vise sten, der kan give et andet billede af at leve med denne sygdom. Der er helt sikkert nogen der er bedre end mig, så skal de bare frem i lyset. Min blog vil altid være der, for der kommer jeg af med alt min glæde og også lidt skrald indimellem.

Så kan jeg bruge mine ressourcer på alle mine kære. Det handler ikke om at jeg gør mig til offer og hurra for ytringsfrihed i Danmark. Det handler selvfølgelig om de følelser der kommer frem i mig når jeg læser det der bliver skrevet. At jeg bliver trist og ked af at mit arbejde og udtalelser bliver fremstillet i et mindre godt lys, så vil jeg kunne bruge min tid meget bedre. At jeg ikke har lyst til at stille mig frem i medierne, tale om hvordan jeg oplever sygdommen, når nu jeg bliver stillet til regnskab for mine udtalelser, som jeg i øvrigt står helt inde for. Jeg kan ikke tale for alle, men jeg har mange fysisk godt fungerende MS’er i min omgangskreds som deler samme frygt som mig. Som kæmper en daglig kamp, for at holde førligheden så længe som muligt! Hvem pokker ville ikke gøre det? Vi håber jo alle på en kur!

Nu er det ude af mit favør og system og sender min skuffelse videre sammen med ordet pyt, som jeg elsker! Og så vil jeg i øvrigt bruge resten af dagen på dem jeg elsker.

Jump

Mere kærlighed i verden!

Tog-tosse!

Sidder i toget. På vej til Frederikshavn.  Det er en gråvejrsdag. Jeg sidder på 1. Klasse hvor der både er kaffe og chokoladehjerter. Jeg sidder ikke i stillezonen. Der er god plads, men alligevel flere end jeg havde regnet med. De fleste sidder med deres pc.  Nogle skal på arbejde, andre er på vej hjem fra en udenlandsrejse.

Jeg sidder overfor en dame på min egen alder. Vi nikker til hinanden, men passer ellers hver vores. Jeg sidder og kigger mine noter igennem til aftenens foredrag. Hun sidder på sin pc. Hun har lige hentet en kop yogithe som hun nipper forsigtigt til. Den dufter godt. Af søde bær. Der går en rum tid. Jeg kan mærke at jeg snart skal tisse. Begynder at fundere om der er toilet i toget. Det er mange år siden jeg har rejst med IC tog. Selvfølgelig er der toilet tænker jeg. Begynder at kigge i begge retninger og konstaterer at der kun er en vej at gå for at finde et toilet. Jeg får løftet mit ben overkors og får hermed skubbet til min mappe som vælter min cola (med låg på heldigvis). Den ryger over i hendes kop og vælter den. Heldigvis er den tom og jeg får sagt et par kække ord og beklager selvfølgelig. Hun smiler høfligt. Jeg rejser mig og bevæger mig i retning af hvor toilettet måtte være. Jeg skal igennem stille kupeen.

Endelig. Et toilet og der er ledigt. Skønt! Der står en seddel om at man skal sidde ned. For Søren da ja, ellers ville man jo sprøjtemale hele rummet.
Balancen er ikke al for stabil da jeg skal stå og vaske hænder. Overvejede om det var smart at tage mine støvler på i dag med hæl på. Balancen er trods alt lidt mere ustabil. På vej tilbage til min plads, når jeg næsten at sætte mig på skødet af en sovende mand i stillekupeen. Han vågner bræt, og jeg undskylder og smiler pænt imens jeg kæmper med balancen ned til mit sæde. Pyha, sikke en tur!

Imens har damen foran mig gjort klar til at stige af. Så kunne jeg brede mig…. Ahhhh. Snakken går lystigt om toget nu også standser i Vejle. En yngre mand i jakkesæt og smarte guccibriller, kigger på mig og spørger “det plejer da at stoppe i Vejle ikke”? Øh jeg ligner et stort spørgsmålstegn,  for hvordan skulle jeg dog vide det. Jeg svarer “Det ved jeg ikke, jeg kommer så sjældent ud”. Han smiler og kigger overbærende på mig, med et strejf af medlidenhed. Ha Ha, kunne jeg dog ikke bare holde min kæft!

Lige pt. sidder jeg og overvejer om jeg tør at rejse mig for at tage en kop kaffe. Der er ca. 2 meter derhen og toget gynger lystigt. Tror bare jeg holder mig til min cola.  Der er også over 2 timer til jeg skal af og toiletturen behøver jeg ikke at gentage.
Jeg bøjer mig og siger der er noget om snakken. Ud og se med DSB…..

Fokus på nuet og fremad!

I dag tog jeg en beslutning. Først sagde jeg faktisk ja, men ved eftertanke kunne jeg mærke beslutningen begyndte at æde mig op indefra. Derfor takkede jeg nej tak.

Jeg har en fortid. Det har alle, men min fortid har været ret barsk. Lige som mange andre der har været hårdt ramt, både fysisk og psykisk. Jeg er vokset af det. Både fysisk, men mest af alt menneskeligt. Jeg holder foredrag. Foredrag der er barske, men også fyldt med masser af positive oplevelser. Jeg prøver at fokusere på det positive. Det er nemt for mig, fordi jeg vil.

Jeg har flere gange været i TV, aviser, kulørte blade og ikke mindst på Folkemødet, hvor jeg har delt min historie. Dette gør jeg ikke for min egen vindings skyld og jeg gør det frivilligt. Dvs. at jeg bliver ikke betalt for det. Jeg gør det, fordi jeg vil gøre en forskel. En forskel for andre, som synes det er svært eller for dem der skal hjælpe dem der ikke kan selv. Så de bliver mødt bedst muligt.
Jeg får meget igen. Af positive tilbagemeldinger.

Jeg har flere gange stillet op og fortalt om de hårde episoder i mit liv. Det har været svært og selv på Folkemødet var jeg opløst af gråd, da jeg skulle fortælle om det nederlag jeg havde da jeg første gang tabte min søn så han fik fysiske mærker fordi jeg ikke havde kræfterne til at løfte ham. Hvor svært det var at få hjælp og hvor svært det var at bede om hjælp. For jeg ville jo gerne løfte opgaven selv. Af hele mit hjerte ville jeg gerne selv. Og den kamp det så var at få hjælp, da jeg måtte indse at jeg ikke kunne selv. Jeg fik en hel sal til at græde……. Det var HÅRDT!

Jeg blev i går kontaktet af TV. Spurgt om jeg igen ville stille op “live” i et nyhedsprogram. Fortælle om hvad der sker, når et ægteskab opløses fordi den ene part er syg. Jeg blev også spurgt om min eksmand ville, men det afviste jeg uden overhovedet at have spurgt ham. Han er videre og har fået sig en sød kæreste, så han skulle ikke trækkes igennem møllen igen. De fik overtalt mig, selvom jeg ikke var meget for det. I dag ringede hun tilbage. Jeg meddelte hende at jeg ikke ville alligevel. Jeg vil for alt i verden gerne hjælpe andre, så der måske er en chance for at de ikke kommer alle de kampe igennem som jeg har været. Samtidig så kan jeg mærke at alle de hårde oplevelser æder mig op, når jeg skal genfortælle dem. Det er som om at min fortid genafspilles og det hele vender sig i maven på mig. Når jeg holder foredrag kommer jeg ind på de ting – det er dog kun de ting jeg synes er væsentlige og de ting som ikke er alt for personlige.

Jeg er SÅ glad for at jeg sagde fra. Min sygdom fylder, fordi den er en del af mig. Jeg er bare også så meget mere end min sygdom. Jeg dyrker den ikke og fokuserer fremad. Fokuserer på alt det gode og alt det jeg har opnået, som jeg fik at vide ikke var muligt. Jeg ser muligheder fremfor begrænsninger og ordet pyt er blevet en stor del af mig. Jeg gør mig umage og i min hverdag får min sygdom så lidt råderum som muligt, selvom jeg ikke altid selv er herre over det. Jeg er ikke hende “den syge”. Jeg er mig, med alt hvad det indebærer.

Som min mor så fint skrev til mig i en besked: Du har brug for DIT eget liv – det liv som jeg gav dig til eget brug <3