Når lunten er luntet!

Jeg er delemor og har dele børn, præcis som mange andre. Når nu det ikke kunne være anderledes,  så er det faktisk en rigtig god løsning for mig. Her mener jeg med de ressourcer og kræfter jeg nu er udstyret med. De uger jeg har mine unger, der har de altid 1. Prioritet. D.v.s. at jeg planlægger ikke ret meget andet end bare at skulle være sammen med dem og være til stede! Finde på sjove oplevelser og skøre indfald. De er det aller vigtigste i mit liv!
Hver mandag har vi “alene dag” hvor børnene på skift er alene hos mig og tilsvarende hos deres far.

Love
Derfor hader jeg de dage hvor jeg har minus overskud. Minus overskud er lig med kort lunte i min verden. I går var en af de dage. D.v.s. at jeg startede godt ud med kakao og lækkerier til ungerne da de kom hjem fra skole. Min datter hjalp mig med at forberede aftensmad og hun skulle dernæst til håndbold. Jeg skulle lige efter til vandtræning og så kom mine forældre med hjem til aftensmad. Hyggeligt og rart. Ungernes far kom forbi, med en badesandal som min datter manglede og han blev selvfølgelig budt på et stykke kage.

Da alle var gået, var jeg træt……. Min datter, som er yderst omsorgsfuld og god til at hjælpe fik hurtigt hjulpet mig med at få ryddet op inden de skulle i seng. Hun får drejet sig lidt hurtigere end mine reflekser kunne klare hvilket resulterer jeg taber alt hvad jeg har i hænderne. Jeg får sagt “Aij altså” lidt surt. Min datter hjælper med det samme at få samlet op. Min dårlige samvittighed overmander mig, selvom mine øjne hænger på knæene af træthed. Jeg kan se hun er ked af det! Jeg får givet hende et 5 minutters kram, hvor jeg får fortalt hende om alt det jeg værdsætter hun har hjulpet mig med,  hvor meget det betyder for mig at hun bare gør det helt af sig selv og hvor ked af det jeg bliver når mit minus overskud så går ud over hende. At det bare er fordi jeg er SÅ træt. Hun får tårer i øjnene og krammer mig ekstra hårdt retur med ordene: Du er den bedste mor i verden! Mit hjerte bløder! Al den kærlighed jeg indeholder overmander hende!

Derefter eskorterede hun mig ind til sengen med et glas vand og beskeden om at nu skulle jeg tage en slapper!

Heldigvis har jeg ofte kontrol over mit energibarometer og hurra for loyale omsorgsfulde børn! Og så er jeg også bare et menneske!

Palle alene i verden!

“Palle alene i verden”. Nogle ser det som det værste i hele verden. Jeg drømmer om det indimellem. Jeg kan ligefrem gå og være eftertænksom og tænke om jeg fejler noget mere. Ikke at jeg på nogen måde er hypokonder,  for jeg besøger meget sjældent min læge, men kan godt tænke at jeg indimellem lider af Social fobi.

Er der noget der hedder Social fobi? Nogle gange har jeg bare lyst til at være “Palle alene i verden”. Ikke skulle tage stilling til noget, andet end bare mig selv. Ikke at skulle socialisere med nogen, bare være i sin egen lille osteklokke!

Jeg synes jeg får flere og flere af disse dage.  Hvor jeg egentlig bare helst vil være uden nogen form for social kontakt. Dage hvor jeg har lyst til at stikke hovedet i jorden lige som strudsen og så ignorere de ting der sker omkring mig. Jeg ved at meget handler om overskud. Jeg vil vildt gerne være overskudsmenneske hele tiden. Det kan og magter jeg ikke.

Jeg har brug for ro og meget få uforudsete episoder i min hverdag.  På den måde kan jeg økonomisere med min energi. Det gør også at jeg nogle dage bare har brug for at være. Jeg har aldrig “dovnet” den efter jeg blev syg. Jeg har aldrig tilladt mig selv dage,  hvor jeg bare lå på sofaen (jeg ejer i øvrigt ingen sofa). Der har været dage hvor jeg har været så syg at jeg ikke er kommet ud af sengen, men det er en anden snak. Jeg kan ikke “dovne” i de uger jeg har børn og de andre uger har været fyldt godt op med aftaler og projekter.

Jeg har brug for dovne dage. Jeg har 18 års jubilæum med Sclerose i år. Det må være min 18 års gave til mig selv – dovne dage,  hvor jeg bare er “Palle alene i verden”. Hvor jeg ikke skal tage stilling til 1000 ting, men hvor mit hoved bare står på pause! Det kan lyde selvcentreret og egoistisk. Det er det på ingen måde. Nogle gange føler jeg at mit hoved er inde i en tørretumbler. Bagefter springer det elastikspring og ender som madding for de store sultne hajer. Jeg føler hele tiden mit hoved er på overarbejde. Jeg har også udfordringer,  kognetivt. Jeg træner det kognitive, lige som jeg træner min krop. Nogle gange er jeg bare SÅ træt af at træne hele tiden. Derfor vil pauseknappen være sund for mig indimellem. Så længe at jeg ikke går helt i hi.

Jeg må have mig en sofa. En dovne sofa. En dag…….