Skål for *biiiiib*

Advarsel: hvis du er snerpet/sart, så læs ikke videre.

De fleste der kender mig, ved at jeg har været single i nogle år efterhånden. Før det var jeg i et rigtig lorteparfohold (citat; Magtens Korridorer) – Især de to sidste år af det. Et forhold, der fik mig til at tvivle på mig selv, mit værd og personlighed.

Det tager tid at restituere – at finde sig selv og ikke mindst få bygget sig selv op igen. Både så du står stærkt i din base, men også så du har noget at tilbyde en anden.

Det kommer jeg ikke nærmere ind på, for det er faktisk ikke det, indlægget handler om.

Sex er en af de basale ting, der bare skal fungere. Det er ikke noget der tales om, for mange synes det er et tabu. Det synes jeg ikke – altså jeg behøver ikke at høre detaljer, men synes da det er fedt hvis en veninde ringer og siger at hun har fået biiiiiiiiip. Mht. sex, så har det stået stille de sidste mange år og i mit parforhold (på 5 år) var det praktisk talt ikke eksisterende. Ikke pga. mig, men pga. min tidligere partner. Noget der også gjorde at følelsen af mindre værd blev forstærket. Bevares – jeg har haft en del muligheder mens jeg har været single, men jeg er kommet dertil, hvor det betyder ekstremt meget om det er en jeg klinger med i hovedet og ikke kun en lækker krop. For faktisk betyder det ikke så meget hvordan de ser ud, hvilke strømper de har på, men mere hvordan deres personlighed er. Jeg er MEGA kræsen – mht. kemi/personlighed. Jeg havde en kammerat, som jeg talte med ang. sex, hvorpå han sagde, du spørger sgu da bare en, og så er det ud igen næste morgen. Det kan jeg ikke – mere. Det er ikke kun det fysiske – der skal sgu være noget fælles intelligens /kemi, også selvom det ikke er en kommende kæreste.

Jeg har lige været på Vig festival med en flok veninder. Vi havde egentlig tænkt at det blev rigtig hyggeligt. Det blev det ikke! Det blev skide hamrende sjovt. Vi har ligget i sprit, så maven sveg og jeg rører næsten aldrig alkohol. Ikke fordi jeg er kedelig, men fordi jeg går ikke og pimper alene herhjemme.

At gå i byen, synes jeg faktisk er røv sygt. I hvert fald har de sidste par gange ikke været særlig sjovt. Total overfladisk og et stort kødmarked. Men på festivalen – 5 dage, hvor du rent faktisk lærer folk at kende – på alle måder. Både med tømmermænd og som morgen”grim”, med sorte tæer, når de skal på potten osv. Det er SÅ meget federe end ”hvad laver du så”.

Jeg har virkelig haft det sjovt med de piger jeg har været afsted med. Jeg var faktisk lidt udfordret inden. Mest fordi, at selvom jeg er et socialt menneske, så har jeg brug for at lade op. Og 5 dage, tæt sammen med så mange mennesker, var jeg faktisk meget udfordret på. Til og med at skulle bo sammen med 1 ud af 4 piger, jeg slet ikke kendte. Det kom jeg til. Faktisk var det hende og jeg der hang mest sammen. Vi havde det SÅ sjovt og blev kaldt karmaprinsesserne. Især de handicappede fik sig en oplevelse. Vi fik taget billeder på skødet af dem, byttede solbriller, dansede med dem med downs – og de elskede det! Ligeså gjorde vi. Ingen overflader, ingen filtre, bare ren kærlighed.

Samtidig gav vi high fives til alle der passerede os, gav dem en svingtur i armen – og dem der skulle stå på hovedet for at smile, blev faktisk omvendt og gik grinende derfra. Bevares, der var måske en enkelt eller to, der syntes vi var for meget, men det handler mere om dem, end om os. Vi spredte bare kærlighed og god energi. Stor hyldest til Master Fatman.

Et par aftner i træk mødte jeg et par meget pæne ret unge brødre. Vi havde det rigtig sjovt og de flirtede uhæmmet. Jeg var sikker på de havde lavet et væddemål om hvem der kunne score en ”Milf”, men det blev de faktisk lidt fornærmet over. Og egentlig er jeg ligeglad med om de havde. De var uhøjtidelige, selvom de lignede nogle fra forsiden af Euroman. Jeg blev fuld, det blev de også. Jeg nåede ikke at se en af de koncerter, jeg faktisk gerne ville se og en af pigerne tog en for holdet, da hun gerne ville hjem, lynede forteltet op, troede vi havde haft indbrud, indtil hun faktisk opdagede at de var en af brødrenes trøje der lå på græsset i forteltet. Hun lynede igen, tog tilbage til pladsen og jeg joinede senere, i en anden kjole, for jeg kunne ikke finde den jeg havde haft på…….. I øvrigt heller ikke mine trusser – AHAHA. Noget jeg ALDRIG ville gøre – jeg er slet ikke til ONS og slet ikke med så ung en mand. Men alder er kun et tal – det hele handler om kemi. Jeg havde en fest – og prøv at tænk på hvor mange års energi der har været indestængt! 😉 Godt han var ung…….. bortset fra at vi begge endte med at være ret fulde. Mange vil måske tænke, skrev hun ikke lige at der skulle være en fælles intelligens/kemi, men yngre mennesker kan faktisk have fede holdninger, følge med og være skarpe. Og ja jeg betragter faktisk mig selv som ret intelligent på mange måder – også selvom jeg er blondine 🙂

Som min datter sagde inden hun tog på ferie med sin far: ”Mor for fa’en – du er alene uden børn i 14 dage, nu må du se at komme lidt ud. Hvis altså ikke der er groet spindelvæv på dig” 😊

Jeg syntes måske det var lidt pinligt dagen efter – men jeg havde jo bestemt ikke tvunget nogen til noget, alder er bare et tal, jeg har ingen partner, og ikke haft det længe og veninderne var meget støttende. Faktisk lavede de cocktails med pynt, satte vores ”specielle” ringspil (se billede) på bordet og udbragte en skål: Skål for pik 😉 Det kalder man sgu da veninder!!!!!

Jeg elsker jer <3 Nu vil jeg sove i et døgn 🙂

Bare tag en pille!

Lige nu kører der tusind tanker rundt indeni mig og jeg er trist og faktisk også total pissed! Bl.a. om hvor Danmark er på vej hen. Både menneskeligt og politisk. Danmark har rykket sig fra at være et varmt omsorgsland til at være et koldt behandlingsland. Fra næstekærlighed til menneskeforagt. Fra hjertelighed til mistro.

Aktuel episode. Jeg har et barn der har et dårligt søvnmønster. Sover let og meget uroligt. Jeg har lejet en kædedyne som har haft utrolig god effekt. Jeg har lejet den fordi den koster 8.500 kr. Jeg har søgt den som hjælpemiddel hos kommunen, eftersom vi har alle formalier i orden, til at den kunne bevilliges. Kommunen ringer til mig og jeg forklarer hvor god en effekt den har. Hun fortæller mig at jeg får afslag, fordi mit barn ikke har prøvet nok medicin i lang nok tid! Jeg var mildest talt i chok! Vi har prøvet noget medicin til mit barn, men efter 3 dage, blev både jeg, barn og læge enige om at der var for mange bivirkninger fremfor virkninger. Jeg ved godt at de færreste finder et lægemiddel i første hug som virker, men jeg så faktisk helst at mit barn ikke fik medicin, hvilket jeg arbejder på. Bl.a. med forskellige hjælpemidler. Men i Danmark skal børn fyldes med medicin før de kan få hjælp til hjælpemidler. Hvad sker der!!!! Det er jo sindsygt! Hvad nu hvis det var dét hjælpemiddel der gjorde at barnet var fri for at tage medicin (som der i øvrigt altid vil være en eller anden form for bivirkninger ved)? Så vil nogen sige, jamen så køb dog dynen selv. Det gjorde jeg også med glæde hvis jeg kunne. Lige nu lejer jeg den, fordi jeg ikke lige har 8.500 kr. Jeg tænker bare, hvis andre kan få den, med samme udfordringer, blot fordi de spiser en pille om dagen, så er der sgu da et eller andet galt!

Jeg kunne godt høre på sagsbehandleren at hun egentlig synes mit barn skulle have dynen, eftersom den har så god effekt, men fordi loven er sådan skruet sammen, at vi først skal fylde vores børn (eller os selv for den sags skyld) med medicin, før det kan vurderes om det kan bevilliges som et hjælpemiddel, så var hun bundet på hænder og fødder. For fanden Danmark – hvad sker der!!!!

Jeg oplever det jævnligt hos mig selv. At nogle syntes det er total hensynsløst at jeg ikke tager medicin for min sclerose. Men hey, jeg har haft de vildeste bivirkninger af sclerosemedicin og jeg har det meget bedre uden. “Jamen så er det også din egen skyld hvis du bliver mere syg” – øhhhhh say what. Jeg skal hellere gå dagligt og være mere syg af bivirkninger så? Det samme på kommunen. Hver eneste gang de henvender sig til mig, så bliver det konstant påpeget at der er jo ikke noget vi kan gøre for dig, fordi du ikke tager medicin! Jamen, så er det godt at jeg klarer det selv og har en god støtte i familien!

Medicinalindustrien har alle kortene på hånden, for gudhjælpemig om det skulle være muligt at få det bedre på andre måder end at tage en pille!

Det er sgu en ommer! Hvor er det et trist Danmark vi er ved at give videre til næste generation. Så vil nogle sige, jamen så husk hvor du sætter dit kryds……. Som om det gjorde nogen forskel, politikerne er fulde af varm luft og valgflæsk. Siger den bitre kone – der er skide sur over at hendes barn ikke kan få et hjælpemiddel – blot fordi det ikke fyldes med medicin!

FØJ!

Folkekær min bare røv!

For nogle dage siden hørte jeg den meget omdiskuterede dokumentar om “Hele Danmarks Ghita” på radio 24/7. Jeg var mildest talt chokeret. Der er utrolig mange der har skrevet om netop denne og jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at kommentere på den. Men den er vokset og vokset i mig. Mest af alt fordi at der er utrolig mange der bakker Ghita Nørby op i måden hun opfører sig på overfor journalisten Iben Maria Zeuthen. Og at det er journalisten der er galt på den. Det pisser mig i den grad af. Hvem fanden har besluttet at nogle mennesker kan tillade sig at være ondskabsfulde og direkte ubehagelige overfor andre mennesker. Ghita bliver kaldt en diva og sådan skal man ikke opføre sig overfor en diva. Prøv at hør her. Det er en ung journalist der har forberedt sig. Hun har sendt hele agendaen til Ghita inden, som hun har accepteret. Hvordan fanden kan det give anledning til at hun bliver svinet til fra hun træder ind af døren. Er det så også i orden det Peter Madsen gjorde mod journalisten Kim Wall? Hvor går grænsen! Jeg græmmes!

Hvis ikke du har hørt den, så kan det nævnes at Ghita starter med at kritisere journalistens udstyr. Det være både mikrofon og høretelefoner. Herefter går hun over til at være yderst personlig på den ufede måde. Journalisten har brugt en måned på at forberede dette interview og sendt alle detaljer til Ghita Nørby. Bevares der kan måske siges noget om måden journalisten møder Ghita på, men hun er på ingen måde ubehagelig overfor hende. Det kan man bestemt ikke sige den anden vej. Undervejs bliver Ghita Nørby mere og mere personlig overfor Iben Maria Zeuthen og kalder hende både for dum og åndsvag. Hun laver grin med hendes udseende og hendes stemme. Hun underminerer fuldstændig journalistens selvværd. På et tidspunkt siger journalisten “jamen jeg er jo bange for dig Ghita” hvorpå det ligesom bare er mere benzin til hendes bål og hun fortsætter ufortrødent med hendes ondskabsfulde måde at være på.

Jeg tager hatten af for Iben Maria Zeuthen, at hun trods alt prøvede at gennemføre interviewet. Hele planen var måske også et dårligt setup, eftersom det skulle have været 7 timers nonstop interview. Det er måske lige meget nok at forvente af en dame oppe i årene. Hele forventnings afstemningen imellem de to slog fuldstændig fejl og der var så absolut heller ingen kemi.

Det der virkelig får mig til at krumme tæer, er at i de små sekvenser hvor Ghita Nørby ikke bruger tid på at nedgøre journalisten, der fortæller hun bl.a. om sin mor. Hvor dårligt et forhold hun har haft til sin mor. At hendes mor var ondskabsfuld og jaloux på hende. Og at hun ikke var et særligt rart menneske. Nej – men så falder æblet ikke langt fra stammen!

Ghita nævner også at det er få mennesker der er folkekære. Det er hun og hun nævner bl.a. Dirch Passer og Nikolaj Lie Kaas som folkekære personer. Det klinger hult i mine ører, når hun opfører sig sådan.

Da jeg var 14 år var jeg til prøvefilmning på Nordisk Film til en Dansk Spillefilm. Jeg kom ret langt og var blandt de sidste 20 ud af 600 unge mennesker til den her ene rolle. Jeg fik den ikke. Her mødte jeg bl.a. Tommy Kenter. Han var det mest usympatiske, selvhøjtidelige og arrogante menneske jeg havde mødt. Der kan man, som med Ghita, tale om personer der tromler andre ned og de gør det bevidst.

Hvis Ghita er ved at blive dement, kan hun på sin vis undskyldes. På samme måde med Prinsen, men igen skriver flere at det er sådan hun er (med fanfarer og tilråb). Hvad fanden sker der! Hvorfor fanden hyldes hun som det usympatiske menneske hun er. Hun kunne på en ordentlig måde have sagt, at det ikke passede hende, at deres kemi ikke klingede eller på anden måde have frasagt sig interviewet. Journalister er også mennesker. Ligesom telefon sælgere som også er skide irriterende. Men det er deres job. Det giver ikke nogen ret til at blive personlige og ondskabsfulde, når de blot passer deres job. Især ikke når hun selv har indvilliget i det. Hvad sker der Danmark! Hvorfor hylder i sådan en opførsel!? Hvad hvis det var dig der sad i stolen og blev talt sådan til?

Folkekær min bare røv! What the fuck! Sure gamle dame!

Thumbs up til Iben Maria Zeuthen – lad ikke usympatiske mennesker slukke dit lys!

Tilvalg er ofte også fravalg

Hvad prioriterer du? I dit liv? Der er ikke noget rigtig eller forkert i de prioriteter vi foretager os i livet. Der er ingen der kan stille sig som dommer overfor de valg vi træffer, andet end os selv. Altså dagligdags prioriteringer. Jeg tænker ikke på forbrydelser eller lign. Det er en helt anden boldgade. Men ved et tilvalg er der ofte også et fravalg ved forskellige prioriteter. Det er en af de ting, vi for det meste selv er herre over. Nogle prioriterer materielle ting, andre at gå ud at spise og i byen, andre at rejse, nogle et lækkert sted at bo, nogle en stor dyr bil, et sommerhus eller lign., nogle at hjælpe deres børn økonomisk og nogle kan prioritere det hele. Sådan er det så forskelligt.

Uanset hvad, så er vores liv, fuld af prioriteter. Økonomien er også en stor faktor i det her. Da jeg var helt ung gik jeg meget op i design. Jeg ville gerne have Verner Panton lamper, musselmalet porcelæn, kunst m.m. Der havde jeg også et godt job, med en god løn. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke gjorde mig mere lykkelig. Derudover er jeg rimelig klodset, så jeg ville ærgre mig hvis jeg tabte en tallerken til måske 700 kr. Det er meget nemmere med melamin eller billige tallerkener fra Ikea. Det samme med designertøj. Mit tøj behøver ikke hedde Gucci, Carla du Nord, by Malene Birger osv.

Jeg går sjældent i byen og sjældent ud at spise. Det ville jeg selvfølgelig gerne oftere, men det prioriterer jeg fra, fremfor noget andet. Jeg er nødt til at prioritere ret så kraftigt eftersom jeg er på førtidspension. Jeg har så mange andre glæder i hverdagen, som jeg holder fokus på. F.eks. at jeg har energi når mine børn kommer hjem fra skole. At jeg næsten altid er hjemme og klar til at tage imod dem (og deres kammerater). Ikke at forveksle med, at kunne jeg vælge, så havde jeg mig et godt job jeg var glad for. Jeg kan ofte godt savne at have tilknytning til en arbejdsplads. At gøre en forskel og have gode kollegaer.

Jeg prioriterer mit hjem, som er mine børns og min daglige base. Huset er blevet total istandsat igennem de senere år. En vandskade gjorde at jeg fik nye gulve i hele huset, via forsikringen. Held i uheld, for det gjorde også at jeg var så heldig at jeg kunne få et nyt lækkert køkken der fungerer perfekt, da gulvet også blev fjernet i køkkenet. Køkkenet var dog ikke dækket af forsikringen, men Ikea har fantastiske billige, lækre løsninger.

Det ene badeværelse blev lavet for nogle år siden og det andet er lige blevet færdigt og de er lavet lige som jeg gerne ville have dem. De er lavet med hjælp fra håndværkere i vores omgangskreds og selvfølgelig med min fars uvurderlige hjælp til det praktiske og min mors gode idéer! Så det har ikke kostet en bondegård.

Derudover prioriterer jeg at rejse med mine unger. Det har ladet sig gøre med venner og families hjælp at vi var i Thailand i sommers. En oplevelse jeg gerne har villet give mine unger i mange år, som aldrig har været i østen, men som ikke har været økonomisk muligt. Jeg er så heldig at have venner der har flere huse i Thailand, som vi kunne låne meget billigt.

Lige om lidt drager vi ned i varmen igen, og mange vil nok tænke, hvordan kan hun det? Jeg føler mig ualmindeligt heldig, men jeg gør også en indsats i at spare. Jeg tænker meget over mine indkøb og sparer meget på mig selv. Jeg køber ikke dyre ting til mit hjem, men elsker enten at lave tingene selv eller finde dem billigt hvis jeg mangler noget. Jeg går sjældent til frisør, køber ikke dyr makeup, cremer eller parfume. Det ønsker jeg mig i gave, hvis det er. Jeg køber heller ikke dyrt tøj eller har diverse lån. Jeg har en billig bil der er betalt. Mine veninder og familie er fantastiske til at give mig oplevelser. Oplevelser som jeg selv prioriterer fra, men som jeg enormt gerne vil. F.eks. lækre kurser, spaophold, forkælelses middage m.m. Jeg har også nogle fantastiske forældre som vælger at give til min søster og jeg, så de kan se glæden i at vi får hjælp. De er en kæmpe hjælp, som gør mange ting mulige for os.

Vi tager jo så heller ikke på sommerferie i år. Ungerne rejser alligevel med deres far om sommeren. Jeg har mere brug for at rejse når det er koldt, hvilket gør godt for min krop. Og så er mine børn teenagere. Jeg ved ikke hvor længe de gider at rejse med deres mor. Lige nu vil de heldigvis gerne!

Samtidig er jeg ofte så heldig at tingene bare løser sig. At tingene lader sig gøre, på forunderlig vis. Jeg føler mig så rig og heldig. På alle planer. Jeg føler jeg har så mange muligheder og kan kun sige for ofte, at jeg har et fantastisk bagland og en skytsengel i verdensklasse.

Der er altid prioriteringer ved forskellige valg. I hvert fald hvis ikke man er økonomisk rig og ikke bare kan købe og gøre hvad man lyster. Jeg prioriterer ikke med hovedet under armen. Jeg synes jeg er forholdsvis fornuftig i mine valg. Jeg har ikke alle mulige lån. Jeg sparer meget på mig selv, for at give til mine unger. Det gør mig glad at kunne give dem oplevelser og et dejligt hjem. Det giver selvfølgelig også mig rigtig meget, sammen med dem. Oplevelser de forhåbentlig vil huske. Det vil jeg i hvert fald.

Husk at elske mens du tør det – og husk at leve mens du gør det. Citat Piet Hein

Kærlighedsglimmer ad libitum

Følelser kan ikke fjernes. De kommer og går – og ofte som det passer dem. Nogle kan tæmmes andre kan ikke. Heldigvis. Nogle følelser er rare, andre er knap så rare. Fælles for dem er, at de giver indblik i livets op og nedture. De kan give enorm megen indsigt. Det kræver dog at du må træffe alle nødvendige og adækvate foranstaltninger. Nogle er bedre til at takle følelser end andre. Nogle fortrænger dem ligefrem. Det tror jeg er meget usundt. Men de er der, følelserne – altid. Heldigvis. Følelser er også en ventil. En ventil til udluftning af sindet. Nogle følelser varer lang tid, andre er kort forbipasserende.

Jeg tror jeg er født med kronisk ”festfyrværkeri følelse”. Den følelse der tættest kan beskrives som forelskelse. Jeg har oftest en boblende glæde i min krop. Jeg føler mig så heldig. Både pga. følelsen, men også i livet generelt. Jeg kunne godt vælge at fokusere på nogle af de mindre gode ting, men det er ikke særlig konstruktivt og det ligger ikke naturligt for mig.

Jeg er vildt glad – fordi jeg har fået mig selv tilbage. Jeg har haft nogle år hvor jeg ikke var mig selv. Mange har ikke bemærket det, nogle enkle har – men jeg har selv mærket det. Eller det kom snigende og jeg opdagede det først alt, alt for sent. Min glæde og begejstring var i dvale pga. den situation jeg var i. Jeg kan så meget mærke jeg er tilbage med fuld power. Jeg kan mærke det på de mennesker jeg møder, men også i min egen kerne.

Jeg er taknemmelig. Jeg er lykkelig. Jeg er heldig. Jeg er glad.  Jeg er forelsket – i livet. Alting lykkedes og jeg er så taknemmelig for alle omkring mig.

Mit budskab i dette er egentlig: Lad ikke nogen slukke dit lys. Hverken dig selv eller andre. Der er mennesker der går rundt som menneskelige lyseslukkere – og mit råd er at holde dig langt væk fra dem. LØB. De kan virke søde og interessante, men pludselig bliver alt sort. Der er ingen kærlighed eller empati gemt i disse mennesker. Nogle kan være sin egen lyseslukker – og her vil jeg anbefale at søge profesionel hjælp eller hjælp i selvudvikling.

Det kan føles som om at du har mistet dig selv. Jeg har selv været der, hvor jeg troede at jeg aldrig nogensinde skulle få mig selv tilbage. At jeg fik frarøvet min personlighed. Det var skræmmende og det tager tid. Men hvis du arbejder – så kommer det – med tid. Jeg føler det som om jeg har vundet den største gevinst i Lotto – jeg har fået mig selv, mit humør, min begejstring, min lykke, min glæde, min kærlighed tilbage. Det vilde er at det føles helt vildt overvældende. Næsten som om jeg har dobbelt styrke af det hele. Som om jeg er småberuset – af de fede følelser.

Pointe: Pas godt på dig selv, kom væk fra lyseslukkerne, elsk dig selv og giv dig tid. Det er det hele værd – hvis du vil!

Hvis du møder en jubelglad vindmølle der kaster kærlighedsglimmer til højre og venstre, så er det bare mig.

God weekend med pailletter, glimmer og masser af kærlighed (ikke mindst til dig selv – du fortjener det!)

Værdighed

Lige nu er der gang i tænketanken. Altså ikke at den faktisk nogensinde står stille, for det gør den aldrig. Jeg tror jeg var blevet en god iværksætter, hvis altså ikke jeg skal sætte mit lys under en skæppe. Så det gør jeg ikke.

Jeg har brug for at der sker noget. Jeg blev faktisk inspireret af Michelle Hviid, som mine forældre viste mig et klip med. Min mor syntes at vi minder meget om hinanden, og jeg kan godt se mange lighedspunkter.

Hun er en selvstændig kvinde, og iværksætter. Ikke at jeg påtænker at starte virksomhed, og alligevel har jeg brug for at der sker noget. Efter mange år som førtidspensionist, har jeg brug for at bidrage med noget. Jeg ved at jeg kan og gerne vil bidrage. Jeg har prøvet at arbejde og det duede ikke. Det trickede bare min sygdom ekstra meget. Så det duer ikke. Jeg skal også kende mine begrænsninger og være realistisk.

Ordet værdighed bliver ved med at poppe op i mit hoved. Måske fordi der i lang tid har været tale om hvem er værdig til hvad. Er jeg værdig til jobbet, er jeg værdig til kærlighed, er jeg værdig som sportsmand/kvinde, er jeg værdig til livet? Jeg har været i en periode af mit liv hvor min værdighed kunne ligge på et meget lille sted. En periode hvor jeg ikke følte mig værdig til noget som helst. Min sygdom fylder meget lidt i mit liv og alligevel dukker den frem engang imellem og viser sine grimme tænder. Mest af alt personlighedsmæssigt. At jeg pga. min sygdom ikke er værdig, for jeg går ikke på arbejde og bidrager. Det var en stor sorg for mig at erkende at jeg var nødt til at gå på førtidspension. Jeg elskede mit job og jeg var god til det. Jeg vil gerne være god igen – til noget. Ikke bare at være mor, for jeg er meget mere end det, selvom det selvfølgelig har 1. prioritet. Jeg har heldigvis mange omkring mig der fortæller mig hvor vigtig jeg er. Det er rigtig dejligt og vigtigt, men hvis det ikke kommer indefra – så er vi lige vidt. Jeg arbejder med mig selv og min værdighed. Det kræver arbejde og selv indsigt at hive sige selv op med hårrødderne og det er jeg efterhånden spansk mester i.

Jeg er godt på vej op. Den rigtige vej. For ved værdighed tænker jeg også er du værdig til dig selv. Hvis ikke du er værdig til dig selv, så er alt lige meget. DU er værdig – DU er vigtig. Hvis du gør dig umage og ikke træder på andre på din vej, så er du mere end værdig. Det er også en balancegang, for du skal heller ikke finde dig i noget. Jeg ved jeg kan inspirere. Jeg kan gøre en forskel. Det er vigtigt for mig. Jeg har brug for at bruge det – komme ud med det. Lige nu tænker jeg foredrag. Jeg har holdt mange hundrede foredrag i frivilligt regi via Scleroseforeningen og altid med stor succes. Især de foredrag, hvor jeg udleverer lidt af mig selv. Hvor jeg fortæller om hvordan livets hammer har ramt mig så hårdt at den eneste mulighed for at komme fremad igen, var at finde den indre kriger frem. Det har givet højlydte grineflip, gråd, gys og en tro på livet, hos mine tilhører. Jeg har haft personer der har takket mig for at give deres partner livs gnisten tilbage. Det må være et af de største komplimenter jeg kan få. Nu tænker jeg på det større spring – foredrag fra mig – ikke via forening eller andet…. Hudløst og uden filter 😮

Så lige nu er der gang i støbeskeen, til en måske kommende foredragsserie. Jeg har meget på hjerte, fuld af kærlighed og respekt for livet. Med kærlighed og respekt – er vi alle værdige! Værdig = Vær dig.

Love is Love

Der er ordsprog som “kærlighed overvinder alt”,  “størst af alt er kærligheden”. Jeg har den holdning, som mange  andre, at hvis bare der var mere kærlighed i verden, så ville der ikke være så mange udfordringer.

I denne tid, hvor Priden er i fuld gang, flyder det heldigvis med kærlighed. Kærlighed til de der er anderledes end de “normer” der er sat, uanset køn, alder og ikke mindst kærlighed til livet.

I går fortalte en veninde mig at der var nogle der troede at hun var sprunget ud som lesbisk. Det havde vi megen sjov med. Ikke at der er noget galt i at være lesbisk, det hylder jeg i allerhøjeste grad, men fordi vi bl.a. skriver skat, skatter, baby m.m. til hinanden. Jeg selv er flere gange blevet konfronteret med om ikke jeg var til piger, fordi jeg netop skriver skatter, skatte, baby m.m. til mine bedste veninder. En skat er dyrebar (altså bortset fra den vi betaler – den er bare dyr ?) og min familie og veninder er dyrebare for mig. Jeg også både skriver og siger at jeg elsker dem. Højt! For det gør jeg.

Jeg kysser dem også. Altså ikke lange intense kys med tungen, men på kinden og også tantekys på munden. Jeg samler på veninder, der er solstråler, positive og fuld af kærlighed. Jeg viser dem også hvor meget jeg sætter pris på dem, ved kys og kram. Det er helt naturligt for mig og har altid været det i min familie. De er en del af mig og derfor også helt naturligt for mig, at jeg viser min kærlighed til dem.

Jeg glædes over at se billeder af mænd og kvinder der krammer og kysser, og hylder at vi trods alt er kommet så langt at det kun er et fåtal der kommer med negative bemærkninger. Til dem sendes bare ekstra kærlighed, da de sikkert har brug for det!

Men så alligevel talte jeg med en ung mand forleden, som fortalte at mange unge piger kysser hinanden, endda meget intenst, og det var bare helt naturligt, men hvis en ung dreng gav en kammerat et kys på kinden, blev de straks udråbt som bøsser…… Altså som om det var et skældsord. Så længere er vi trods alt ikke. Jeg lærer heldigvis mine børn at så længe der er kærlighed – er det fuldstændig ligemeget i hvilken form det er og at det er ok at vise kærlighed til dem de holder af!

Jeg elsker i aller højeste grad og hylder i den grad mangfoldigheden! Så længe der er kærlighed til stede!

Hurra og størst af alt er kærligheden!

Happy Pride!

Letlevende kvinde, rødternet kjole og et ordentlig svin imellem benene :)

Da min far var ung var han udstationeret i Gaza som soldat. Det var på denne udstationering han indrykkede en kontaktannonce og mødte min mor. Historien hedder, at han og en del af hans soldaterkammerater satte en kontaktannonce i avisen. Det var datidens dating profiler. Min mor var indlagt på hospitalet og var blevet opereret i det ene knæ. Hun lå på stue med en “letlevende” kvinde som lokkede hende til at svare på en af annoncerne. Det blev sidenhen min far. Det er en længere historie, men min mor skrev med min far, hvorpå min far skrev med 17 forskellige kvinder. Vel og mærke uden at min mor vidste at hun var en af mange. Det endte dog med de to – hvilket jeg naturligvis er meget taknemmelig for.

Min far ville som ung gerne ind til politiet. Han havde alle kvalifikationer hertil, men under sin soldatertid havde han en meget dominerende sergent. Min far er et meget roligt menneske, men en dag blev sergentens tyranisme for meget og han svarede sergenten igen. Det gjorde at han fik en “plet” på sine papirer og derfor ikke kunne søge ind til politiet.

Da jeg var 18 år søgte jeg ind som konstabel. Jeg havde en idé om at jeg også gerne ville ind for politiet, og derfor skulle det være et springbræt indtil jeg var de 21 år som politiet kræver. Jeg blev kaldt til optagelsesprøve på flyvestation Værløse, som var en optagelse der forløb over 3 dage. Vi var lidt over 30 personer der mødte ind en morgen kl. 07:30 og blev sat i stævne på løbebanen. Her skulle vi bestå cooper testen (løbetest hvor man mindst skal løbe 3 km på 12 minutter). Her blev de første 3 allerede sendt hjem, fordi de ikke bestod.

Efterfølgende var der en masse test i fysisk styrke, intelligens test, matematiske færdigheder, psykolog, personlighedtest m.m. Undervejs blev dem der ikke udfyldte kravene, prikket på skulderen, fulgt ud, pakkede deres ting og vi så dem aldrig mere.

Vi endte op med at være 4 tilbage. Mig og 3 drenge. Jeg var den eneste der blev erklæret særdeles egnet og specielt psykologen havde fat i mig flere gange, fordi han mente jeg havde den perfekte profil…….. Jeg var ambitiøs og målrettet.

Jeg kom hjem med en kontrakt som konstabel på 2 år og 9 måneder. Jeg ville være telegrafist på et af skibene. Tiden gik og det nærmede sig at jeg skulle i “trøjen”. Jeg begyndte at få mere og mere kolde fødder over udsigten til at skulle være indespærret på et skib med måske 100 mand, hvoraf der måske max var 2-3 piger. Jeg trænede taekwondo på det tidspunkt på Nørrebro og var enormt aktiv i klubben. Jeg kom til skade med min skulder, den gik af led flere gange og det var min chance for at komme ud af kontrakten, som jeg nu havde fået helt kolde fødder over. Jeg havde dog bevist for mig selv at jeg kunne komme igennem nåleøjet.

Jeg fik læreplads midt på Rådhuspladsen, flyttede til Østerbro og lige efter jeg var blevet 21 år, troppede jeg i min frokostpause op hos Politiet for at søge ind. Inden du bliver optaget på Politiskolen skal du op til nogle prøver. De prøver blev jeg sat til at lave med det samme. Jeg troede bare jeg skulle ned og have et ansøgningsskema og derefter ville blive indkaldt. Jeg blev sat i et lokale hvor de startede med en personlighedtest. Den bestod jeg. Så blev jeg sat til en matematisk test. Den bestod jeg. Psykologtesten bestod jeg. Stave/læsetesten bedtod jeg. Så kom vi til almen viden……. Den dumpede jeg. Jeg var 21 år og brugte mere min tid på træning, sidde på Café, kreative ting end at læse aviser….. Ha Ha Ha. Det var spørgsmål som hvem var justitsminister i år 1984 (som var 10 år siden), geografi og lign. Det var ikke min stærke side. Betjenten sagde at jeg skulle læse avis hver dag i et år og søge ind igen året efter. De der kender mig, ved at tålmodighed ikke er min stærke side.

Derfor endte jeg i Lufthavnen. Den fedeste arbejdsplads ever og jeg har aldrig fortrudt at jeg ikke kom ind til Politiet.

Forleden dag var jeg på tur med min far. I første omgang var det egentlig blot for at have kvalitets tid med ham, uden at det skulle være at arbejde på mit hus. Vi skulle på Politimuseet i København og dernæst ud og spise frokost. Det endte med at det var helt vildt spændende på museet og jeg kunne sagtens have brugt et par timer mere der. Vi fik privat rundvisning. Fik fortalt en masse om forfærdelige forbrydelser, både dem der var opklaret og dem der var uopklaret. Om den 18. maj og alt muligt andet. Museet var i gamle dage Politistation og jeg blev smidt i detentionen som blev brugt sidste gang i 1977 (da var jeg 4 år). Jeg blev låst inde med et ordentligt brag. Der var en træbænk, et tæppe og et hul i gulvet, hvis man skulle af med noget. Det skulle jeg heldigvis ikke 🙂

Så kom vi til motorcyklerne. Der var en gammel Nimbus (hegnet ind) og et ordentligt svin af en moderne BMW motorcykel. Rundviseren, som var over 80 år, fortalte at børn og børnebørn ofte yndede at få taget billeder mens de sad på den. Så klappede han på sædet mens han kiggede på mig og vupti så sad jeg der på en kæmpe maskine! Jeg havde rødternet kjole på, men et kort øjeblik sad jeg i fuld uniform, hjelm på hovedet og med udrykning ude på landevejen. Dengang jeg havde motorcykel, kørte jeg en enkelt gang uden hjelm. Jeg sad godt nok bag på da jeg blev hentet på S-tog stationen af min daværende kæreste (som også havde motorcykel kørekort), men min hjelm lå derhjemme. Den eneste gang jeg kørte uden hjelm, blev vi stoppet af politiet. Heldigvis en motorcykelbetjent, som med et glimt i øjet, sagde at min kæreste nok bare skulle køre hjem efter min hjelm, mens jeg lige ventede de 10 min. det tog. Det gjorde han så.

Det er vildt at tænke på hvordan ens liv former sig. Om hvordan dine valg har af indflydelse på resten af dit liv. Nogle valg er fantastiske og giver masser af ekstra krymmel, guldglimmer og flødeskum på toppen og andre valg ville jeg helst have været foruden. Det er dog dine valg og erfaringer der gør dig klogere og giver dig indsigt i livet. Uanset om det er gode eller mindre gode valg. Det er også de færreste valg der er endegyldige (på nær hvis du får fjernet den ene arm eller lign.), heldigvis. Det har vi haft mange snakke om herhjemme, da jeg har en søn der er blevet optaget på en rigtig spændende uddannelse. Det er rent faktisk de færreste der på min alder, arbejder med det de er uddannet som. Det gælder bare om at se muligheder fremfor begrænsninger! Halleluja <3

Politi

My old hood – and lots of love!

Nogle gange skal der ikke så meget til. Heldigvis er jeg ret nem at begejstre. I dag tikkede der to billeder ind på min messenger…… Ja, det var altså ikke nogle af de der frække nogen, men det gjorde mig vildt glad.

Først tænkte jeg WTF….?? To billeder af noget der lignede et par tomme bygninger og lidt industri agtig noget. Jeg tænkte først – det er nok en fejl.

Beskeden var fra en tidligere kollega jeg havde i Maersk/udenrigs. Der gik lige 10 sekunder så kom der en tekst – Do u remember – det er din gamle hjemmebane (og så nogle andre ting). Jeg fik zoomet ind på billedet og pludselig fik det masser af liv…… Lastefolk der kørte dødskørsel så man nogle gange skulle springe for livet, selvsiddende nylonstrømper der røg ned i ål om anklen hvis det blev for varmt, fulde grønlændere der jagtede en på standpladsen og kaptajnen kvitterede med at køre trappen op så den fulde grønlænder ihvertfald ikke løb op i flyet (pyt med jeg blev jagtet rundt på pladsen :), trappen jeg trak hen og klatrede op til cockpit vinduet og kaptajnen fik et kæmpe chok at jeg pludselig var udenfor vinduet, alle de humoristiske briefinger i højtaleren m.m. Det har været den fedeste arbejdsplads og jeg har så mange fede minder gemt i hjertekuglen. Vi er alle spredt rundt i hele verden, men gemt i hinandens minder.

Jeg blev helt vildt glad – og lige i dag havde jeg ekstra brug for det. Det tror jeg han kunne mærke (det bilder jeg mig ind – og bliver fint i troen). Tænk – selvom han var på arbejde – gav han sig tid til at tage billeder og sende til mig. Jeg føler mig helt vildt heldig og taknemmelig. At jeg har sat aftryk og at jeg dukker op i hans tanker, når han er netop der! Suuuuk 🙂

At vi så havde en sjov korrespondance efterfølgende – som kom af, at jeg måske skal have lidt stærkere læsebriller – er en anden sag. Men jeg grinede og det havde jeg brug for! Jeg elsker at grine, jeg elsker at blive mindet om en fed tid, jeg elsker at jeg dukker op i en andens minder, jeg elsker egentlig ret meget 🙂 Min far siger at man ikke kan elske noget, hvis ikke det kan elske igen. Så kan man enten bare meget godt lide det eller være glad for det. Jeg ELSKER bare det hele (Ahahahahahaha) – jeg er også lidt af en rebel.

Jeg prøver hver dag at gøre mindst en fremmed ekstra glad. Det kan være at bemærke deres service, hvis de har et pænt smil (og nej det er ikke kun mænd :), smile og generelt være glad (nogle kalder det jubelidiot ;). Lige i dag – mærkede jeg selv hvor fed en effekt det har – og hvor glad JEG blev!

Tak søde T – du gjorde min dag ekstra god <3 og jeg er med på det hele 😉 Bare jeg bliver chef (Ahahahahahaha) – jeg lånte lige det ene foto af dine skarpskud <3

Inde bag den sorte dør – hørte Blåmejserne til – og vi fløj højt og havde en fest!

Aftryk og indtryk……

For nyligt lagde jeg et billede op af mig selv fra 80’erne på Facebook. Med strithår, 80’er bluse og hele pivtøjet. Ikke specielt kønt, men fuld af masser af minder.

Min ungdom brugte jeg hovedsageligt i Roskilde, hvor hele min omgangskreds var. Min bedste ven, var en dreng, der hed Steffen. Han boede i Roskilde. Vi var uadskillelige og delte alt. Vi havde det skide sjovt sammen og han og hans søster holdt altid de vildeste fester. Vi var gode sammen. Gjorde hinanden til bedre udgaver af os selv. Støttede hinanden og var der for hinanden. Altid!

Steffen og jeg var ikke kærester, selvom da jeg var omkring 7 år, erklærede han sin kærlighed til mig. Det var svært kan jeg huske, for han var jo som en bror for mig. Vi forblev bare venner, bedste venner igennem vores barndom/ungdom. Roskilde festivalen var en fast tradition i 7 år af min ungdom. Da vi blev ældre og jeg flyttede til Østerbro med min daværende kæreste, mistede vi kontakten. Han havde mødt min kæreste, men det blev aldrig helt det samme.

I starten af mine 20’ere fik jeg job i Maersk Air. En dag ringede min mor til mig på arbejdet. Hun ringede ellers aldrig i min arbejdstid. Hun fortalte mig at Steffen var død! Lige der gik tiden i stå. Alting blev sort og jeg tog et par dybe vejrtrækninger, gik ud på toilettet og sad med hovedet imellem mine ben. Jeg havde kvalme. Efter nogle minutter fortsatte jeg min arbejdsdag som en zombie. Det var en forfærdelig måde han var død på, som jeg ikke vil komme ind på her.

Steffen er stadig med mig. Han er tit i mine tanker og jeg har heldigvis tonsvis af gode minder sammen med ham. Han står soleklart i min erindring og han var den bror jeg ikke havde. Jeg savner ham ofte – også selvom vi mistede kontakten de sidste år af hans levetid. Jeg taler ikke rigtig om ham, men mine børn ved godt at han har været der. Han forsvandt – alt for ung, men lever indeni mig! Altid.

Efter jeg lagde mit billede op på Facebook er der kommet mange kommentarer fra min omgangskreds/skolekammerater i 80’erne. Det er helt vildt sjovt. Mennesker som jeg ikke ser mere, men vi deler alligevel en masse minder og oplevelser sammen, fra vores barndom. Der er også kommet overraskende kommentarer. Gode altså. Jeg var som mange andre teens usikker og bambi på glatis. Også selvom jeg nok ofte udadtil udstrålede ”I don’t give a shit”. Det gjorde jeg jo alligevel, for vi har alle en iver og trang til at være en del af fællesskabet. Når jeg så læser hvad mine gamle skolekammerater skriver, bliver jeg hel varm og glad indeni. Over hvordan de rent faktisk så mig og opfattede mig. Alle skulle gøre det. Ikke fordi der skal fyldes på ego-beholderen, men fordi det faktisk kan være overraskende at opdage, at alt det vi har gået og bildt os selv ind, måske forholder sig helt anderledes. På den fede måde! Jeg hepper på positiv/sjov feed-back fra fortiden.

Jeg har altid haft det godt med drengene da jeg var barn og teen. Måske fordi jeg selv var en rigtig drengepige og ikke gad tøsefnidder. I 10. klasse havde jeg en rigtig god drengeven. Rasmus. Vi lavede mange tossede ting sammen og jeg husker specielt dødskørsel på knallert i regnvejr, 2 personer – 1 knallert, mig med hjelm, og Rasser uden, for Rasser var jo en gentleman. Alle vores fester og stunder med Gasolin. Vi havde øgenavne og grinte meget sammen. Da vi fortsatte videre i vores uddannelsesforløb mistede vi kontakten. Jeg er også i tvivl om jeg egentlig behandlede Rasser ordentligt. Jeg tror ihvertfald aldrig jeg fik fortalt ham hvor vigtig han var. For det var han!

Jeg havde brug for en frisk start da jeg flyttede til København. Fik en stor ny omgangskreds fra Københavns Lufthavn. Det fede er at Facebook kom til. At vi på den måde kan følge lidt med i hinandens liv. Mennesker fra fortiden, der har sat aftryk i mit liv. Rasser er blevet landmand – lige som jeg forudså og har fået sig en dejlig familie. Han har ikke noget hår, men ligner ellers sig selv. Alle mine andre klassekammerater og barndomsvenner, ligner faktisk også sig selv. Måske nok fordi jeg i min erindring, stadig husker dem som børn/unge.

Tænk på hvor mange mennesker der ryger ind og ud af dit liv. Hvor mange du egentlig sætter aftryk i. Jeg tænker meget – både i nuet og på fortiden. Det er ofte tanker, hvor bestemte personer der har sat aftryk i mit liv, dukker op. Så i dag hylder jeg fortiden. Mine barndomsår, barndomsvenner, ungdomsvenner og selvfølgelig Steffen som stadig bor indeni mig.

Jeg er vild med jer – TAK <3

P.S. Jeg varmede husblas næsten hver morgen for at få mit hår til at stritte sådan.

80er