Was ist das?

Hvor er det vildt rørende at se hvordan Danmark står sammen i denne underlige tid. Hvordan hver især byder ind med forskellige ting. Helt uselvisk. Hvordan virksomheder lægger deres produktion om, for at producere værnemidler. Og ikke mindst enkel personer der tilbyder at købe ind for udsatte, gå tur med hunden eller lign. Nogle melder sig som personale hvis de har en sundheds faglig uddannelse. Andre synger for ældre i gårde eller lign. Det er SÅ lækkert. For vi kan allesammen byde ind med noget. Helt uselvisk.

Jeg går jo hjemme med min hund og ham taler jeg med….. Ahaha, ja det gør jeg faktisk og han kigger på mig med skævt hoved og jeg er sikker på at han forstår. Lidt ala stil med filmen Cast Away med Tom Hanks, hvor han taler med sin bold. Selvom jeg ikke er strandet på en øde ø, så føles det lidt som økuller. Dog kunne jeg ikke lade være med at bryde ud i latter da jeg forleden dag begyndte at gå at tale tysk det meste af dagen – til min hund. Was ist das für ein ding? Helt sikkert med ord der ikke findes på tysk, men med tysk accent…… Måske det hang sammen med at jeg afventede en pakke fra Tyskland? Nå, men Hugo forstod lige så fint Tysk som Dansk 🙂

Jeg tænkte meget over hvad jeg kunne byde ind med. Jeg er jo selv udsat, men noget må jeg kunne gøre. Jeg kan ikke synge (det ville tage livet af flere ældre end Corona). Heldigvis har jeg et par kreative hænder og hoved skruet på, så derfor gik jeg igang med at producere sten. Sten jeg kunne ligge ud på mine ture med Hugo. Som kunne skabe smil og glæde. Det blev både til “Det bliver godt igen” og “Kylle Kylle” sten. Meningen med stenene er at de samles op og beholdes eller gives til en du har kær eller blot passerer den, så den ligger der til den næste der kommer. Et kinderæg af muligheder. Indtil nu er det nok blevet til mellem 50-70 sten, som selvfølgelig er afsprittet inden. Flere er allerede lagt ud og der vil komme flere de næste dage. Jeg gør mig umage, vasker, maler og lakerer stenene. Selvom det “bare” er en sten, så vil en anden finde den og tage den med sig og så skal jeg have gjort mig umage. På den måde føler jeg lidt at jeg også byder ind med den smule jeg kan. For vi kan alle gøre et eller andet og det er så smukt at se hvor mange der gør en forskel for andre – selvom vi holder afstand. Tak for det!

Tak til sundheds personalet og ikke mindst tak til alle dem der sidder i butikkerne, som sørger for at vi kan få friske lækre varer hver dag.

Das war es einfach.

Lailasilke

Hysteri?

Må krybe til korset at jeg helt i starten af denne Corona virus mente at det var lidt hysterisk. Jeg blev dog hurtig klar over at det var mere alvorligt end som så.

Jeg er blevet meget klogere…….. Heldigvis.

Før Statsministeren “lukkede Danmark ned” i går, havde jeg lang tid før taget forholdsregler. Jeg har en teenager som har haft lungebetændelse i næsten 3 uger. En sjælden en af slagsen, som åbenbart er meget sejlivet og som kan tage 6 uger at komme sig over. Netop derfor vil mit unge menneske være i risikogruppen for de særligt udsatte, da Covid-19 er særlig hård for lungepatienter. Samtidig er jeg selv en af de udsatte, som kronisk syg.

Derfor har vi nærmest forskanset os herhjemme – ikke for at være hysteriske, men for at passe på hinanden, og ikke mindst sygehusvæsenet. Jeg skal selvfølgelig ud med hunden, men ellers kommer jeg ikke andre steder pt. Jeg har ikke engang være ude at købe ind, hvilket jeg bestemt kun er glad for, efter jeg har set hvordan folk er gået amok. Hvordan mennesker samles i hobetal for at sørge for sig selv, på trods af alle anbefalinger. Det er sådanne handlinger der skaber flere syge og sætter de svage i større risiko, eftersom der sandsynligvis vil komme flere smittede.

Jeg forskanser mig, fordi at jeg ikke vil have mit barn bliver syg eller selv bliver det, for den sags skyld. Sygehusvæsenet kan ikke rumme alle og derfor har vi alle et fælles ansvar. Samtidig har jeg et barn som er panisk angst for at jeg skal blive syg, så derfor har jeg også et ansvar – for ikke at blive det – hvis jeg kan. Jeg er helt rolig – og ikke panisk. Kun ansvarsbevidst.

Selvom jeg kan sidde måbende og se alle de der “skider” på alle foreskrifter og som samles i tusindvis for at få “nok”. Dem der kun tænker på sig selv, fremfor anbefalingerne og ikke mindst smitterisikoen de udsætter sig selv for, med chance for at smitte hele familien, så er der også solstrålerne. De historier der kan få tårene frem.

Dem der melder sig som “hjælpere”. Det kan være indkøb, hundeluftning, børnepasning, sågar amning af andres børn m.m. Til de der er i karantæne eller de udsatte, som passer på ikke at komme ud. En anden (også med sclerose), skrev at hendes veninde, som det første efter statsministerens tale i går, blot skrev en sms til hende “send mig din indkøbsliste” uden anden forklaring. Se det er sgu da næstekærlighed og Danmark når det er bedst.

Alle mister noget i det her. Nogle økonomisk, andre fysisk/mentalt, de fleste socialt, men vi er nødt til at stå sammen og løfte i flok. Jeg tror personligt ikke at 14 dage er nok, flere forskere forudser også et langvarrigt forløb, men vi er nødt til at være ansvarsbevidste og tænke os om. For kun på den måde, kan vi komme hurtigst muligt tilbage til den hverdag vi kender og holder af.

Som min kærlige veninde altid siger:

“Hold hovedet koldt – men hjertet varmt” 

Be safe and wise!

Kærligst Lailasilke

Grænser….

Jeg blev inspireret til at lave dette indlæg af en blogger jeg følger. Hun havde været ude for en ubehagelig oplevelse, som ikke var enestående i hendes liv.

HVIS DU ER SART, SÅ LÆS IKKE VIDERE.

I slut folkeskolen, da jeg var teenager og krop/sind begyndte at forandre sig startede min første oplevelse. Jeg havde været i bad en aften. Det var vinter, det sneede og blev hurtigt mørkt. Jeg kommer ud fra badet, slynger et håndklæde om mig og ser pludselig en hurtig skygge ude foran vinduet. Jeg løber ind til min far og siger at der var nogle ude foran vinduet. Han går hen og åbner havedøren, kigger ud i mørket og konstaterer at der ikke er nogen. Jeg vidste, at der var nogen, der stod og kiggede ind af vinduet. Næste morgen var der fodspor i den nyfaldne sne, i hele haven. En lukket have, som ikke lige var sådan at komme ind i. Der havde været mindst 2 personer som havde stået og kigget ind af vinduerne, mens jeg kom ud fra badet.

Da jeg var barn havde vi både haft en “stønner” og en vindueskigger. En der yndede at stå og kigge ind af vores badeværelses vindue, når min mor gik på toilettet. Og en der ringede og stønnede i telefonen, vel at mærke kun da min mor tog telefonen. Det stoppede den dag, min far nåede ud af døren, fik fat i manden (som i øvrigt boede længere nede af vejen og var familiefar) og fik blæst ham en midterskilning og fortalt at han blev meldt til politiet, hvis ikke det stoppede lige nu. Det gjorde det så. Altså stoppede.

Jeg oplevede så også en eller flere vindues kiggere og var ret sikker på at det var nogen fra min skole. Men hvem vidste jeg ikke og de næste par uger, skulle alle gardiner trækkes for og jeg følte mig utryg derhjemme når det var mørkt.

Da jeg var 16 år og min søster var under uddannelse som sygeplejerske og boede på kollegie i København, var jeg inde og besøge hende. Vi var i Tivoli og jeg købte en helium ballon, som jeg ville have med hjem til min kæreste. Jeg tog det sidste tog og skulle skifte på Vanløse Station. Da jeg står af på Vanløse Station er der helt menneske tomt. Bortset fra en skikkelse langt henne af perronen. Jeg sætter mig på en bænk, med min ballon og kan se skikkelsen nærme sig. Han har hætte på (det var faktisk på det tidspunkt “hættemanden” huserede). Han kommer helt hen til min bænk, hvorpå han siger “Nu skal du ikke blive bange”…… Lige her stopper jeg med at trække vejret og jeg stivner totalt. De der kender Vanløse Station, ved at der ikke er boliger eller andet lige i nærheden. Han stod imellem bænken og nedgangen til “friheden”. Han lyner sine bukser ned, hiver “dyret” frem og begynder at onanere. Han bliver færdig og har ramt både mine bukser og støvler. Han siger “Tusind tak for hjælpen” og begynder at gå. I det samme kommer mit tog. Jeg skynder mig ind i toget. Det er fyldt med unge mennesker der er beruset og flere unge mænd vil gerne i kontakt. Jeg sætter mig helt stiv af skræk og ignorerer deres kommentarer.

Jeg kommer hjem til min kæreste og fortæller om hændelsen. Inden da, havde jeg smidt mine bukser og støvler i containeren. Min kæreste begynder at grine fordi det lyder så syrerealistisk, men da jeg begynder at græde, kan han godt se at jeg var skræmt fra vid og sans.

Dagen efter tager jeg hjem til mine forældre. De kontakter politiet med det samme og de kommer hjem til dem for at afhøre mig. Politiet sagde at jeg bare skulle have grinet af ham, så var han nok forsvundet. “Nok” er bare ikke godt nok. Hvis vi havde været flere sammen, kunne jeg måske godt have været kæphøj og kommet med kommentarer, men jeg sidder der helt alene, 16 år og forsvarsløs. 3 måneder senere, bliver jeg kaldt ind til Fototeket, som er en afdeling i Københavns Politi, hvor de har “forbryder” album. Jeg er der i et par timer og sidder og “klikker” igennem det ene billede efter det andet. Lidt svært at definere en person med hætte, som jeg så for 3 måneder siden. Det var underligt, fordi der kom flere fotos af personer (fædre, brødre, onkler fra venner) jeg kendte……. Jeg kunne ikke definere ham som person andet end den beskrivelse jeg allerede havde givet. Han var ca. 175 cm høj, blå vindjakke med hætte, i 40erne, alm. af bygning og jeans. Sikkert en familiefar.

Jeg bliver 18 år og flytter til Østerbro med min kæreste. Jeg arbejder på Rådhuspladsen og cyklede på arbejde. Nogle gange gik jeg til/fra arbejde. En dag er jeg på vej hjem fra job. Jeg går ved kommunehospitalet på Østerbro og Botanisk Have på den anden side. Der holder en bil i tomgang. En nybagt mor med hendes barnevogn har lige passeret bilen. Jeg undrer mig over at der holder en bil i tomgang lige der og da jeg passerer den, kigger jeg ind i bilen. Der sidder en mand med en serviet rundt om sine ædlere dele, ude af bukserne og onanerer. Han bliver meget ivrig, da han ser at jeg kigger på ham, men jeg skynder mig at kigge væk og fortsætter. Jeg noterer ikke bilens reg. nr. og gør faktisk ikke mere ved det.

Jeg har haft flere episoder på arbejdspladser, med kollegaer eller chefer der har opført sig upassende. Ligeså har min mor, som i øvrigt er blevet voldtaget og forsøgt voldtaget mere end en gang.

Jeg påråber ikke #meetoo – men konstaterer blot at rigtig mange kvinder har sådanne oplevelser med i bagagen. Jeg har ligeledes været i et meget usundt parforhold, hvilket har gjort at jeg i en lang periode, var mistroisk overfor ALLE mænd. Heldigvis, sker der ofte det, at vi møder mænd som er helt ok. Som ved hvor grænsen går og som kan opveje at ikke alle mænd skæres over en kam.

Disse mænd hylder jeg idag!

Skål for *biiiiib*

Advarsel: hvis du er snerpet/sart, så læs ikke videre.

De fleste der kender mig, ved at jeg har været single i nogle år efterhånden. Før det var jeg i et rigtig lorteparfohold (citat; Magtens Korridorer) – Især de to sidste år af det. Et forhold, der fik mig til at tvivle på mig selv, mit værd og personlighed.

Det tager tid at restituere – at finde sig selv og ikke mindst få bygget sig selv op igen. Både så du står stærkt i din base, men også så du har noget at tilbyde en anden.

Det kommer jeg ikke nærmere ind på, for det er faktisk ikke det, indlægget handler om.

Sex er en af de basale ting, der bare skal fungere. Det er ikke noget der tales om, for mange synes det er et tabu. Det synes jeg ikke – altså jeg behøver ikke at høre detaljer, men synes da det er fedt hvis en veninde ringer og siger at hun har fået biiiiiiiiip. Mht. sex, så har det stået stille de sidste mange år og i mit parforhold (på 5 år) var det praktisk talt ikke eksisterende. Ikke pga. mig, men pga. min tidligere partner. Noget der også gjorde at følelsen af mindre værd blev forstærket. Bevares – jeg har haft en del muligheder mens jeg har været single, men jeg er kommet dertil, hvor det betyder ekstremt meget om det er en jeg klinger med i hovedet og ikke kun en lækker krop. For faktisk betyder det ikke så meget hvordan de ser ud, hvilke strømper de har på, men mere hvordan deres personlighed er. Jeg er MEGA kræsen – mht. kemi/personlighed. Jeg havde en kammerat, som jeg talte med ang. sex, hvorpå han sagde, du spørger sgu da bare en, og så er det ud igen næste morgen. Det kan jeg ikke – mere. Det er ikke kun det fysiske – der skal sgu være noget fælles intelligens /kemi, også selvom det ikke er en kommende kæreste.

Jeg har lige været på Vig festival med en flok veninder. Vi havde egentlig tænkt at det blev rigtig hyggeligt. Det blev det ikke! Det blev skide hamrende sjovt. Vi har ligget i sprit, så maven sveg og jeg rører næsten aldrig alkohol. Ikke fordi jeg er kedelig, men fordi jeg går ikke og pimper alene herhjemme.

At gå i byen, synes jeg faktisk er røv sygt. I hvert fald har de sidste par gange ikke været særlig sjovt. Total overfladisk og et stort kødmarked. Men på festivalen – 5 dage, hvor du rent faktisk lærer folk at kende – på alle måder. Både med tømmermænd og som morgen”grim”, med sorte tæer, når de skal på potten osv. Det er SÅ meget federe end ”hvad laver du så”.

Jeg har virkelig haft det sjovt med de piger jeg har været afsted med. Jeg var faktisk lidt udfordret inden. Mest fordi, at selvom jeg er et socialt menneske, så har jeg brug for at lade op. Og 5 dage, tæt sammen med så mange mennesker, var jeg faktisk meget udfordret på. Til og med at skulle bo sammen med 1 ud af 4 piger, jeg slet ikke kendte. Det kom jeg til. Faktisk var det hende og jeg der hang mest sammen. Vi havde det SÅ sjovt og blev kaldt karmaprinsesserne. Især de handicappede fik sig en oplevelse. Vi fik taget billeder på skødet af dem, byttede solbriller, dansede med dem med downs – og de elskede det! Ligeså gjorde vi. Ingen overflader, ingen filtre, bare ren kærlighed.

Samtidig gav vi high fives til alle der passerede os, gav dem en svingtur i armen – og dem der skulle stå på hovedet for at smile, blev faktisk omvendt og gik grinende derfra. Bevares, der var måske en enkelt eller to, der syntes vi var for meget, men det handler mere om dem, end om os. Vi spredte bare kærlighed og god energi. Stor hyldest til Master Fatman.

Et par aftner i træk mødte jeg et par meget pæne ret unge brødre. Vi havde det rigtig sjovt og de flirtede uhæmmet. Jeg var sikker på de havde lavet et væddemål om hvem der kunne score en ”Milf”, men det blev de faktisk lidt fornærmet over. Og egentlig er jeg ligeglad med om de havde. De var uhøjtidelige, selvom de lignede nogle fra forsiden af Euroman. Jeg blev fuld, det blev de også. Jeg nåede ikke at se en af de koncerter, jeg faktisk gerne ville se og en af pigerne tog en for holdet, da hun gerne ville hjem, lynede forteltet op, troede vi havde haft indbrud, indtil hun faktisk opdagede at de var en af brødrenes trøje der lå på græsset i forteltet. Hun lynede igen, tog tilbage til pladsen og jeg joinede senere, i en anden kjole, for jeg kunne ikke finde den jeg havde haft på…….. I øvrigt heller ikke mine trusser – AHAHA. Noget jeg ALDRIG ville gøre – jeg er slet ikke til ONS og slet ikke med så ung en mand. Men alder er kun et tal – det hele handler om kemi. Jeg havde en fest – og prøv at tænk på hvor mange års energi der har været indestængt! 😉 Godt han var ung…….. bortset fra at vi begge endte med at være ret fulde. Mange vil måske tænke, skrev hun ikke lige at der skulle være en fælles intelligens/kemi, men yngre mennesker kan faktisk have fede holdninger, følge med og være skarpe. Og ja jeg betragter faktisk mig selv som ret intelligent på mange måder – også selvom jeg er blondine 🙂

Som min datter sagde inden hun tog på ferie med sin far: ”Mor for fa’en – du er alene uden børn i 14 dage, nu må du se at komme lidt ud. Hvis altså ikke der er groet spindelvæv på dig” 😊

Jeg syntes måske det var lidt pinligt dagen efter – men jeg havde jo bestemt ikke tvunget nogen til noget, alder er bare et tal, jeg har ingen partner, og ikke haft det længe og veninderne var meget støttende. Faktisk lavede de cocktails med pynt, satte vores ”specielle” ringspil (se billede) på bordet og udbragte en skål: Skål for pik 😉 Det kalder man sgu da veninder!!!!!

Jeg elsker jer <3 Nu vil jeg sove i et døgn 🙂

Bare tag en pille!

Lige nu kører der tusind tanker rundt indeni mig og jeg er trist og faktisk også total pissed! Bl.a. om hvor Danmark er på vej hen. Både menneskeligt og politisk. Danmark har rykket sig fra at være et varmt omsorgsland til at være et koldt behandlingsland. Fra næstekærlighed til menneskeforagt. Fra hjertelighed til mistro.

Aktuel episode. Jeg har et barn der har et dårligt søvnmønster. Sover let og meget uroligt. Jeg har lejet en kædedyne som har haft utrolig god effekt. Jeg har lejet den fordi den koster 8.500 kr. Jeg har søgt den som hjælpemiddel hos kommunen, eftersom vi har alle formalier i orden, til at den kunne bevilliges. Kommunen ringer til mig og jeg forklarer hvor god en effekt den har. Hun fortæller mig at jeg får afslag, fordi mit barn ikke har prøvet nok medicin i lang nok tid! Jeg var mildest talt i chok! Vi har prøvet noget medicin til mit barn, men efter 3 dage, blev både jeg, barn og læge enige om at der var for mange bivirkninger fremfor virkninger. Jeg ved godt at de færreste finder et lægemiddel i første hug som virker, men jeg så faktisk helst at mit barn ikke fik medicin, hvilket jeg arbejder på. Bl.a. med forskellige hjælpemidler. Men i Danmark skal børn fyldes med medicin før de kan få hjælp til hjælpemidler. Hvad sker der!!!! Det er jo sindsygt! Hvad nu hvis det var dét hjælpemiddel der gjorde at barnet var fri for at tage medicin (som der i øvrigt altid vil være en eller anden form for bivirkninger ved)? Så vil nogen sige, jamen så køb dog dynen selv. Det gjorde jeg også med glæde hvis jeg kunne. Lige nu lejer jeg den, fordi jeg ikke lige har 8.500 kr. Jeg tænker bare, hvis andre kan få den, med samme udfordringer, blot fordi de spiser en pille om dagen, så er der sgu da et eller andet galt!

Jeg kunne godt høre på sagsbehandleren at hun egentlig synes mit barn skulle have dynen, eftersom den har så god effekt, men fordi loven er sådan skruet sammen, at vi først skal fylde vores børn (eller os selv for den sags skyld) med medicin, før det kan vurderes om det kan bevilliges som et hjælpemiddel, så var hun bundet på hænder og fødder. For fanden Danmark – hvad sker der!!!!

Jeg oplever det jævnligt hos mig selv. At nogle syntes det er total hensynsløst at jeg ikke tager medicin for min sclerose. Men hey, jeg har haft de vildeste bivirkninger af sclerosemedicin og jeg har det meget bedre uden. “Jamen så er det også din egen skyld hvis du bliver mere syg” – øhhhhh say what. Jeg skal hellere gå dagligt og være mere syg af bivirkninger så? Det samme på kommunen. Hver eneste gang de henvender sig til mig, så bliver det konstant påpeget at der er jo ikke noget vi kan gøre for dig, fordi du ikke tager medicin! Jamen, så er det godt at jeg klarer det selv og har en god støtte i familien!

Medicinalindustrien har alle kortene på hånden, for gudhjælpemig om det skulle være muligt at få det bedre på andre måder end at tage en pille!

Det er sgu en ommer! Hvor er det et trist Danmark vi er ved at give videre til næste generation. Så vil nogle sige, jamen så husk hvor du sætter dit kryds……. Som om det gjorde nogen forskel, politikerne er fulde af varm luft og valgflæsk. Siger den bitre kone – der er skide sur over at hendes barn ikke kan få et hjælpemiddel – blot fordi det ikke fyldes med medicin!

FØJ!

Folkekær min bare røv!

For nogle dage siden hørte jeg den meget omdiskuterede dokumentar om “Hele Danmarks Ghita” på radio 24/7. Jeg var mildest talt chokeret. Der er utrolig mange der har skrevet om netop denne og jeg havde faktisk besluttet mig for ikke at kommentere på den. Men den er vokset og vokset i mig. Mest af alt fordi at der er utrolig mange der bakker Ghita Nørby op i måden hun opfører sig på overfor journalisten Iben Maria Zeuthen. Og at det er journalisten der er galt på den. Det pisser mig i den grad af. Hvem fanden har besluttet at nogle mennesker kan tillade sig at være ondskabsfulde og direkte ubehagelige overfor andre mennesker. Ghita bliver kaldt en diva og sådan skal man ikke opføre sig overfor en diva. Prøv at hør her. Det er en ung journalist der har forberedt sig. Hun har sendt hele agendaen til Ghita inden, som hun har accepteret. Hvordan fanden kan det give anledning til at hun bliver svinet til fra hun træder ind af døren. Er det så også i orden det Peter Madsen gjorde mod journalisten Kim Wall? Hvor går grænsen! Jeg græmmes!

Hvis ikke du har hørt den, så kan det nævnes at Ghita starter med at kritisere journalistens udstyr. Det være både mikrofon og høretelefoner. Herefter går hun over til at være yderst personlig på den ufede måde. Journalisten har brugt en måned på at forberede dette interview og sendt alle detaljer til Ghita Nørby. Bevares der kan måske siges noget om måden journalisten møder Ghita på, men hun er på ingen måde ubehagelig overfor hende. Det kan man bestemt ikke sige den anden vej. Undervejs bliver Ghita Nørby mere og mere personlig overfor Iben Maria Zeuthen og kalder hende både for dum og åndsvag. Hun laver grin med hendes udseende og hendes stemme. Hun underminerer fuldstændig journalistens selvværd. På et tidspunkt siger journalisten “jamen jeg er jo bange for dig Ghita” hvorpå det ligesom bare er mere benzin til hendes bål og hun fortsætter ufortrødent med hendes ondskabsfulde måde at være på.

Jeg tager hatten af for Iben Maria Zeuthen, at hun trods alt prøvede at gennemføre interviewet. Hele planen var måske også et dårligt setup, eftersom det skulle have været 7 timers nonstop interview. Det er måske lige meget nok at forvente af en dame oppe i årene. Hele forventnings afstemningen imellem de to slog fuldstændig fejl og der var så absolut heller ingen kemi.

Det der virkelig får mig til at krumme tæer, er at i de små sekvenser hvor Ghita Nørby ikke bruger tid på at nedgøre journalisten, der fortæller hun bl.a. om sin mor. Hvor dårligt et forhold hun har haft til sin mor. At hendes mor var ondskabsfuld og jaloux på hende. Og at hun ikke var et særligt rart menneske. Nej – men så falder æblet ikke langt fra stammen!

Ghita nævner også at det er få mennesker der er folkekære. Det er hun og hun nævner bl.a. Dirch Passer og Nikolaj Lie Kaas som folkekære personer. Det klinger hult i mine ører, når hun opfører sig sådan.

Da jeg var 14 år var jeg til prøvefilmning på Nordisk Film til en Dansk Spillefilm. Jeg kom ret langt og var blandt de sidste 20 ud af 600 unge mennesker til den her ene rolle. Jeg fik den ikke. Her mødte jeg bl.a. Tommy Kenter. Han var det mest usympatiske, selvhøjtidelige og arrogante menneske jeg havde mødt. Der kan man, som med Ghita, tale om personer der tromler andre ned og de gør det bevidst.

Hvis Ghita er ved at blive dement, kan hun på sin vis undskyldes. På samme måde med Prinsen, men igen skriver flere at det er sådan hun er (med fanfarer og tilråb). Hvad fanden sker der! Hvorfor fanden hyldes hun som det usympatiske menneske hun er. Hun kunne på en ordentlig måde have sagt, at det ikke passede hende, at deres kemi ikke klingede eller på anden måde have frasagt sig interviewet. Journalister er også mennesker. Ligesom telefon sælgere som også er skide irriterende. Men det er deres job. Det giver ikke nogen ret til at blive personlige og ondskabsfulde, når de blot passer deres job. Især ikke når hun selv har indvilliget i det. Hvad sker der Danmark! Hvorfor hylder i sådan en opførsel!? Hvad hvis det var dig der sad i stolen og blev talt sådan til?

Folkekær min bare røv! What the fuck! Sure gamle dame!

Thumbs up til Iben Maria Zeuthen – lad ikke usympatiske mennesker slukke dit lys!

Tilvalg er ofte også fravalg

Hvad prioriterer du? I dit liv? Der er ikke noget rigtig eller forkert i de prioriteter vi foretager os i livet. Der er ingen der kan stille sig som dommer overfor de valg vi træffer, andet end os selv. Altså dagligdags prioriteringer. Jeg tænker ikke på forbrydelser eller lign. Det er en helt anden boldgade. Men ved et tilvalg er der ofte også et fravalg ved forskellige prioriteter. Det er en af de ting, vi for det meste selv er herre over. Nogle prioriterer materielle ting, andre at gå ud at spise og i byen, andre at rejse, nogle et lækkert sted at bo, nogle en stor dyr bil, et sommerhus eller lign., nogle at hjælpe deres børn økonomisk og nogle kan prioritere det hele. Sådan er det så forskelligt.

Uanset hvad, så er vores liv, fuld af prioriteter. Økonomien er også en stor faktor i det her. Da jeg var helt ung gik jeg meget op i design. Jeg ville gerne have Verner Panton lamper, musselmalet porcelæn, kunst m.m. Der havde jeg også et godt job, med en god løn. Men jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke gjorde mig mere lykkelig. Derudover er jeg rimelig klodset, så jeg ville ærgre mig hvis jeg tabte en tallerken til måske 700 kr. Det er meget nemmere med melamin eller billige tallerkener fra Ikea. Det samme med designertøj. Mit tøj behøver ikke hedde Gucci, Carla du Nord, by Malene Birger osv.

Jeg går sjældent i byen og sjældent ud at spise. Det ville jeg selvfølgelig gerne oftere, men det prioriterer jeg fra, fremfor noget andet. Jeg er nødt til at prioritere ret så kraftigt eftersom jeg er på førtidspension. Jeg har så mange andre glæder i hverdagen, som jeg holder fokus på. F.eks. at jeg har energi når mine børn kommer hjem fra skole. At jeg næsten altid er hjemme og klar til at tage imod dem (og deres kammerater). Ikke at forveksle med, at kunne jeg vælge, så havde jeg mig et godt job jeg var glad for. Jeg kan ofte godt savne at have tilknytning til en arbejdsplads. At gøre en forskel og have gode kollegaer.

Jeg prioriterer mit hjem, som er mine børns og min daglige base. Huset er blevet total istandsat igennem de senere år. En vandskade gjorde at jeg fik nye gulve i hele huset, via forsikringen. Held i uheld, for det gjorde også at jeg var så heldig at jeg kunne få et nyt lækkert køkken der fungerer perfekt, da gulvet også blev fjernet i køkkenet. Køkkenet var dog ikke dækket af forsikringen, men Ikea har fantastiske billige, lækre løsninger.

Det ene badeværelse blev lavet for nogle år siden og det andet er lige blevet færdigt og de er lavet lige som jeg gerne ville have dem. De er lavet med hjælp fra håndværkere i vores omgangskreds og selvfølgelig med min fars uvurderlige hjælp til det praktiske og min mors gode idéer! Så det har ikke kostet en bondegård.

Derudover prioriterer jeg at rejse med mine unger. Det har ladet sig gøre med venner og families hjælp at vi var i Thailand i sommers. En oplevelse jeg gerne har villet give mine unger i mange år, som aldrig har været i østen, men som ikke har været økonomisk muligt. Jeg er så heldig at have venner der har flere huse i Thailand, som vi kunne låne meget billigt.

Lige om lidt drager vi ned i varmen igen, og mange vil nok tænke, hvordan kan hun det? Jeg føler mig ualmindeligt heldig, men jeg gør også en indsats i at spare. Jeg tænker meget over mine indkøb og sparer meget på mig selv. Jeg køber ikke dyre ting til mit hjem, men elsker enten at lave tingene selv eller finde dem billigt hvis jeg mangler noget. Jeg går sjældent til frisør, køber ikke dyr makeup, cremer eller parfume. Det ønsker jeg mig i gave, hvis det er. Jeg køber heller ikke dyrt tøj eller har diverse lån. Jeg har en billig bil der er betalt. Mine veninder og familie er fantastiske til at give mig oplevelser. Oplevelser som jeg selv prioriterer fra, men som jeg enormt gerne vil. F.eks. lækre kurser, spaophold, forkælelses middage m.m. Jeg har også nogle fantastiske forældre som vælger at give til min søster og jeg, så de kan se glæden i at vi får hjælp. De er en kæmpe hjælp, som gør mange ting mulige for os.

Vi tager jo så heller ikke på sommerferie i år. Ungerne rejser alligevel med deres far om sommeren. Jeg har mere brug for at rejse når det er koldt, hvilket gør godt for min krop. Og så er mine børn teenagere. Jeg ved ikke hvor længe de gider at rejse med deres mor. Lige nu vil de heldigvis gerne!

Samtidig er jeg ofte så heldig at tingene bare løser sig. At tingene lader sig gøre, på forunderlig vis. Jeg føler mig så rig og heldig. På alle planer. Jeg føler jeg har så mange muligheder og kan kun sige for ofte, at jeg har et fantastisk bagland og en skytsengel i verdensklasse.

Der er altid prioriteringer ved forskellige valg. I hvert fald hvis ikke man er økonomisk rig og ikke bare kan købe og gøre hvad man lyster. Jeg prioriterer ikke med hovedet under armen. Jeg synes jeg er forholdsvis fornuftig i mine valg. Jeg har ikke alle mulige lån. Jeg sparer meget på mig selv, for at give til mine unger. Det gør mig glad at kunne give dem oplevelser og et dejligt hjem. Det giver selvfølgelig også mig rigtig meget, sammen med dem. Oplevelser de forhåbentlig vil huske. Det vil jeg i hvert fald.

Husk at elske mens du tør det – og husk at leve mens du gør det. Citat Piet Hein

Kærlighedsglimmer ad libitum

Følelser kan ikke fjernes. De kommer og går – og ofte som det passer dem. Nogle kan tæmmes andre kan ikke. Heldigvis. Nogle følelser er rare, andre er knap så rare. Fælles for dem er, at de giver indblik i livets op og nedture. De kan give enorm megen indsigt. Det kræver dog at du må træffe alle nødvendige og adækvate foranstaltninger. Nogle er bedre til at takle følelser end andre. Nogle fortrænger dem ligefrem. Det tror jeg er meget usundt. Men de er der, følelserne – altid. Heldigvis. Følelser er også en ventil. En ventil til udluftning af sindet. Nogle følelser varer lang tid, andre er kort forbipasserende.

Jeg tror jeg er født med kronisk ”festfyrværkeri følelse”. Den følelse der tættest kan beskrives som forelskelse. Jeg har oftest en boblende glæde i min krop. Jeg føler mig så heldig. Både pga. følelsen, men også i livet generelt. Jeg kunne godt vælge at fokusere på nogle af de mindre gode ting, men det er ikke særlig konstruktivt og det ligger ikke naturligt for mig.

Jeg er vildt glad – fordi jeg har fået mig selv tilbage. Jeg har haft nogle år hvor jeg ikke var mig selv. Mange har ikke bemærket det, nogle enkle har – men jeg har selv mærket det. Eller det kom snigende og jeg opdagede det først alt, alt for sent. Min glæde og begejstring var i dvale pga. den situation jeg var i. Jeg kan så meget mærke jeg er tilbage med fuld power. Jeg kan mærke det på de mennesker jeg møder, men også i min egen kerne.

Jeg er taknemmelig. Jeg er lykkelig. Jeg er heldig. Jeg er glad.  Jeg er forelsket – i livet. Alting lykkedes og jeg er så taknemmelig for alle omkring mig.

Mit budskab i dette er egentlig: Lad ikke nogen slukke dit lys. Hverken dig selv eller andre. Der er mennesker der går rundt som menneskelige lyseslukkere – og mit råd er at holde dig langt væk fra dem. LØB. De kan virke søde og interessante, men pludselig bliver alt sort. Der er ingen kærlighed eller empati gemt i disse mennesker. Nogle kan være sin egen lyseslukker – og her vil jeg anbefale at søge profesionel hjælp eller hjælp i selvudvikling.

Det kan føles som om at du har mistet dig selv. Jeg har selv været der, hvor jeg troede at jeg aldrig nogensinde skulle få mig selv tilbage. At jeg fik frarøvet min personlighed. Det var skræmmende og det tager tid. Men hvis du arbejder – så kommer det – med tid. Jeg føler det som om jeg har vundet den største gevinst i Lotto – jeg har fået mig selv, mit humør, min begejstring, min lykke, min glæde, min kærlighed tilbage. Det vilde er at det føles helt vildt overvældende. Næsten som om jeg har dobbelt styrke af det hele. Som om jeg er småberuset – af de fede følelser.

Pointe: Pas godt på dig selv, kom væk fra lyseslukkerne, elsk dig selv og giv dig tid. Det er det hele værd – hvis du vil!

Hvis du møder en jubelglad vindmølle der kaster kærlighedsglimmer til højre og venstre, så er det bare mig.

God weekend med pailletter, glimmer og masser af kærlighed (ikke mindst til dig selv – du fortjener det!)

Værdighed

Lige nu er der gang i tænketanken. Altså ikke at den faktisk nogensinde står stille, for det gør den aldrig. Jeg tror jeg var blevet en god iværksætter, hvis altså ikke jeg skal sætte mit lys under en skæppe. Så det gør jeg ikke.

Jeg har brug for at der sker noget. Jeg blev faktisk inspireret af Michelle Hviid, som mine forældre viste mig et klip med. Min mor syntes at vi minder meget om hinanden, og jeg kan godt se mange lighedspunkter.

Hun er en selvstændig kvinde, og iværksætter. Ikke at jeg påtænker at starte virksomhed, og alligevel har jeg brug for at der sker noget. Efter mange år som førtidspensionist, har jeg brug for at bidrage med noget. Jeg ved at jeg kan og gerne vil bidrage. Jeg har prøvet at arbejde og det duede ikke. Det trickede bare min sygdom ekstra meget. Så det duer ikke. Jeg skal også kende mine begrænsninger og være realistisk.

Ordet værdighed bliver ved med at poppe op i mit hoved. Måske fordi der i lang tid har været tale om hvem er værdig til hvad. Er jeg værdig til jobbet, er jeg værdig til kærlighed, er jeg værdig som sportsmand/kvinde, er jeg værdig til livet? Jeg har været i en periode af mit liv hvor min værdighed kunne ligge på et meget lille sted. En periode hvor jeg ikke følte mig værdig til noget som helst. Min sygdom fylder meget lidt i mit liv og alligevel dukker den frem engang imellem og viser sine grimme tænder. Mest af alt personlighedsmæssigt. At jeg pga. min sygdom ikke er værdig, for jeg går ikke på arbejde og bidrager. Det var en stor sorg for mig at erkende at jeg var nødt til at gå på førtidspension. Jeg elskede mit job og jeg var god til det. Jeg vil gerne være god igen – til noget. Ikke bare at være mor, for jeg er meget mere end det, selvom det selvfølgelig har 1. prioritet. Jeg har heldigvis mange omkring mig der fortæller mig hvor vigtig jeg er. Det er rigtig dejligt og vigtigt, men hvis det ikke kommer indefra – så er vi lige vidt. Jeg arbejder med mig selv og min værdighed. Det kræver arbejde og selv indsigt at hive sige selv op med hårrødderne og det er jeg efterhånden spansk mester i.

Jeg er godt på vej op. Den rigtige vej. For ved værdighed tænker jeg også er du værdig til dig selv. Hvis ikke du er værdig til dig selv, så er alt lige meget. DU er værdig – DU er vigtig. Hvis du gør dig umage og ikke træder på andre på din vej, så er du mere end værdig. Det er også en balancegang, for du skal heller ikke finde dig i noget. Jeg ved jeg kan inspirere. Jeg kan gøre en forskel. Det er vigtigt for mig. Jeg har brug for at bruge det – komme ud med det. Lige nu tænker jeg foredrag. Jeg har holdt mange hundrede foredrag i frivilligt regi via Scleroseforeningen og altid med stor succes. Især de foredrag, hvor jeg udleverer lidt af mig selv. Hvor jeg fortæller om hvordan livets hammer har ramt mig så hårdt at den eneste mulighed for at komme fremad igen, var at finde den indre kriger frem. Det har givet højlydte grineflip, gråd, gys og en tro på livet, hos mine tilhører. Jeg har haft personer der har takket mig for at give deres partner livs gnisten tilbage. Det må være et af de største komplimenter jeg kan få. Nu tænker jeg på det større spring – foredrag fra mig – ikke via forening eller andet…. Hudløst og uden filter 😮

Så lige nu er der gang i støbeskeen, til en måske kommende foredragsserie. Jeg har meget på hjerte, fuld af kærlighed og respekt for livet. Med kærlighed og respekt – er vi alle værdige! Værdig = Vær dig.

Love is Love

Der er ordsprog som “kærlighed overvinder alt”,  “størst af alt er kærligheden”. Jeg har den holdning, som mange  andre, at hvis bare der var mere kærlighed i verden, så ville der ikke være så mange udfordringer.

I denne tid, hvor Priden er i fuld gang, flyder det heldigvis med kærlighed. Kærlighed til de der er anderledes end de “normer” der er sat, uanset køn, alder og ikke mindst kærlighed til livet.

I går fortalte en veninde mig at der var nogle der troede at hun var sprunget ud som lesbisk. Det havde vi megen sjov med. Ikke at der er noget galt i at være lesbisk, det hylder jeg i allerhøjeste grad, men fordi vi bl.a. skriver skat, skatter, baby m.m. til hinanden. Jeg selv er flere gange blevet konfronteret med om ikke jeg var til piger, fordi jeg netop skriver skatter, skatte, baby m.m. til mine bedste veninder. En skat er dyrebar (altså bortset fra den vi betaler – den er bare dyr ?) og min familie og veninder er dyrebare for mig. Jeg også både skriver og siger at jeg elsker dem. Højt! For det gør jeg.

Jeg kysser dem også. Altså ikke lange intense kys med tungen, men på kinden og også tantekys på munden. Jeg samler på veninder, der er solstråler, positive og fuld af kærlighed. Jeg viser dem også hvor meget jeg sætter pris på dem, ved kys og kram. Det er helt naturligt for mig og har altid været det i min familie. De er en del af mig og derfor også helt naturligt for mig, at jeg viser min kærlighed til dem.

Jeg glædes over at se billeder af mænd og kvinder der krammer og kysser, og hylder at vi trods alt er kommet så langt at det kun er et fåtal der kommer med negative bemærkninger. Til dem sendes bare ekstra kærlighed, da de sikkert har brug for det!

Men så alligevel talte jeg med en ung mand forleden, som fortalte at mange unge piger kysser hinanden, endda meget intenst, og det var bare helt naturligt, men hvis en ung dreng gav en kammerat et kys på kinden, blev de straks udråbt som bøsser…… Altså som om det var et skældsord. Så længere er vi trods alt ikke. Jeg lærer heldigvis mine børn at så længe der er kærlighed – er det fuldstændig ligemeget i hvilken form det er og at det er ok at vise kærlighed til dem de holder af!

Jeg elsker i aller højeste grad og hylder i den grad mangfoldigheden! Så længe der er kærlighed til stede!

Hurra og størst af alt er kærligheden!

Happy Pride!