Er du vanedyr?

Sidder du samme sted ved bordet? Laver du kaffe i samme kop? Spiser du kun slik om fredagen?

Vi får alle sammen tilegnet os nogle vaner. Vaner er ikke dårlige, de kan bare være med til at hverdagen bliver en trædemølle. At hverdagen bare skal ”overstås” så det kan blive weekend.

Jeg har altid været lidt af en rebel. Ikke for at være på tværs, jeg kan bare godt lide at gøre tingene anderledes, end hvad der forventes. Hvis du kommer til et kursus (som eksempelvis varer over flere dage), så har alle tendens til at sætte sig på samme plads som de sad første dag. Eller hvis du er til yoga, så ligger de faste samme sted. Hvis du prøver at sætte dig et andet sted (det gør jeg ofte 😊), så skal du se panikken brede sig. For nu sidder der en anden på ”deres” plads! På dette punkt er mange vanedyr. Jeg selv gør det da også ind imellem!

Nogle gange er det rigtig sundt at bryde sine faste vaner. Her mener jeg ikke at du skal knalde med naboen i stedet for din mand/kvinde (pånær hvis det er aftalt 😉), men alle de små ting. Tag en danskvand i stedet for alm. vand og servér det i et vinglas. Dæk bord med pæne servietter. Spis fredagsslik om tirsdagen. Elsk med din mand på forskellige dage/tidspunkter (der er seriøst nogle der har skemalagt sex! Det troede jeg var løgn! Ikke at jeg hiver fordomme op af hatten, men tænker at det fjerner AL passion). Tag aften kaffen/theen med og se solnedgangen. Hop ud og dans i regnen. Send et quote der lige passer på din ven/veninde og fortæl dem hvor vigtige de er. Husk dit indre barn og giv den gas på legepladsen (mine unger hader mig for det!).

Så bliver det pludselig mere festligt i hverdagen. Du undgår at hverdagen bliver triviel og du udvider din horisont og udfordrer dine vaner. Selvom tingene virker og det er sådan du altid har gjort, så prøv at gøre noget andet. Det kan rent faktisk gå hen og blive ret godt og ikke mindst sjovt!

Jeg holder af hverdagen – mest af alt af hverdagen. (Dan Turéll)

Husk du bestemmer selv – hvor du sidder ved bordet, hvilken kop du drikker af – hvordan dit humør er – hver dag! I morgen bliver også en god dag 😊

Kan du være FOR glad?

Det er ingen hemmelighed at jeg pt. flyver rundt på en farverig enhjørning fyldt med candyfloss og masser af glimmer. Det kaldes at være forelsket. Så lige for tiden er jeg ekstra glad og måske også ret uudholdelig at være sammen med 😊 Sender min dybeste medfølelse til mine kære – AHAHA!

Jeg har en storesøster. Da hun blev født måtte min far ikke være med til fødslen. Det ændrede sig da jeg kom til verden og der måtte han gerne. Min mor og far ville gerne have haft 3-4 børn. Min mor fødte en dødfødsel og hun havde flere spontane aborter ret sent i graviditeten. Så det blev kun til min søster og jeg. Da jeg blev født var min far som sagt med. Han holdt øje da jeg var på vej ud, og sagde ”Nu kan jeg se ørene”. Min mor begyndte at grine og jeg røg tilbage. Sådan foregik det et par gange (Jeg grinede overhovedet ikke da jeg fødte. Ingen af gangene!).

Jeg fik latter ind som det første indtryk. Jeg er også ret sikker på at min mors modermælk har været fyldt med ”lykkepiller”. Jeg har altid været glad og positiv. Ikke at forveksle med en lalleglad jubelidiot, selvom nogle måske vil betegne mig sådan. Der er nogle der bliver vildt provokeret af mit humør og det at jeg altid kan finde et eller andet positivt i alle situationer. Så får jeg tit stikpiller der kommer ud igennem sidebenene. Det handler jo bare ikke om mig, men om dem selv.

Jeg har lært, studeret og været på flere kurser i neurologi. Jeg synes hjernen er enormt interessant. Du kan træne din krop, dit hjerte og også din hjerne. Jeg ved godt at det ikke er alle der er født med en indre komiker, nogle har sværere ved at være positive og nogle dyrker ligefrem mørket. Jeg trives bedst i lyset. Jeg kan dog sagtens være ked af det.

Måske en gang om året……. Lidt oftere frustreret, men det handler om tålmodighed, som er et ord der ikke rigtig har fundet sig til rette i min verden 😉

Det ligger helt naturligt for mig at finde de positive ting ved alverdens udfordringer. Jeg kan også sagtens være alvorlig og føre dybe samtaler om store emner, men ikke ret lang tid ad gangen. Så kommer der altid et eller andet fjollet. Sådan trives jeg bedst.

Min morfar var min søster og jeg rigtig tæt knyttet til. Da han gik bort var vi naturligvis kede af det. Efter bisættelsen gav min mor os hendes dankort og sagde ”Tag op i byen og hav det sjovt”! Det gjorde vi så. Vi gav den gas, grinede og havde en fest. Sådan taklede vi sorgen og min mors dankort var rødglødende og Roskilde blev vores “fristed”.

Du kan træne din hjerne til at tænke positivt. Det har altid ligget helt naturligt for mig.

Som da jeg var 23 år og pludselig fra den ene dag til den anden blev alvorligt syg og lam i hele højre side. Jeg havde været ude at spise om aftenen, løbet en tur og dagen efter endte jeg i en kørestol på hospitalet. Den historie har jeg skrevet om, så den sparer jeg jer for. Som mange ved, så var jeg utrolig mange forskellige diagnoser igennem. Hjerneblødning, blodprop i hjernen, tumor m.m. Jeg var indlagt ret lang tid på hospitalet, fordi lægerne ikke kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Samtidig skulle jeg have hjælp til alt. Lige fra at spise til at gå i bad. Jeg var fra starten ved godt mod. Jeg fik utrolig mange besøg og jeg var ikke bleg for at komme med en kæk bemærkning. Oftest et eller andet om mig selv og de udfordringer jeg havde. Selvironi. Jeg takler ofte svære ting med humor. Det er min medicin. Min kørestol blev pyntet, så den lignede et helt juletræ og heldigvis kunne jeg få portørerne til at grine dagligt. Den eneste gang jeg mistede modet, var da lægen fortalte mig at jeg havde en tumor i hjernen og at jeg max havde 3 måneder tilbage at leve i, fordi den voksede. De kunne ikke fjerne den, fordi den sad for tæt på lillehjernen. Den sveg!

Heldigvis tog de fejl. Da de så gav mig den rigtige diagnose, blev jeg vildt glad! Jeg vidste at jeg ikke dødede af det og selvom lægen sagde at jeg var så hårdt ramt i hjernen, at det var umuligt for mig at komme til at rejse mig fra kørestolen, tænkte jeg ”DET bestemmer jeg heldigvis selv”. Jeg trænede som en sindssyg. Både fysisk og mentalt. Det tog mig 9 måneder, før jeg gik ordentligt. Både læger og sygeplejersker så måbende til, når jeg kastede mig ud i halsbrækkende træning.

Lige efter jeg havde fået min diagnose, kom en sygeplejerske ind til mig. Hun ville gerne have at jeg fik antidepressive piller??!!! Say what!!!! Jeg har på alle tidspunkter været ukuelig og positiv. WTF – hvordan kunne de komme til den konklusion? De mente at når nu jeg var så ung (23 år) og skulle sidde i kørestol resten af mit liv, så MÅTTE jeg da være deprimeret??? Hun nærmest påtvang mig disse piller, indtil jeg blæste hende en midterskilning og råbte at de piller kunne hun stikke skråt op. Hele gangen på hospitalet kunne høre det! Derefter startede min intensive træning – jeg gav på intet tidspunkt op – også selvom der nogle gange ingen fremskridt var, eller at de var minimale.

Jeg var helt overbevist om at jeg nok skulle komme til at gå igen!

Jeg er utrolig nem at begejstre. Der skal ikke så meget til før jeg synes alt er fedeste i hele verdenen. Og det har ikke noget med min hårfarve at gøre! Taknemmelig – jeg kæmpede for at undgå en tilstand jeg var blevet ”puttet” i. Gudskelov at jeg ikke bare sagde ”Nå ok – så må det være sådan!”.

Her takker jeg min stædighed, fightervilje og positive tilgang til livet, for det har reddet mig tusinde gange i mit liv.

Du kan IKKE være FOR glad – du kan til gengæld godt være FOR sur!

Hvad tror du er bedst for kroppen og sindet:

Hormonet Oxytoxcin (også kaldet glædeshormon) som udskilles ekstra i kroppen når du er glad eller hormonet Noradrenalin (også kaldet stresshormon) som udskilles når du er vred/sur?

Vi kan altid blive bedre – til alting!

Kan du lide dig selv? Ville du gerne være kæreste med dig selv? Gør du dig umage i dine relationer?

Jeg er helt med på at vi er forskellige og har forskellige kompetencer. Jeg er også med på at vi kan ”spille” hinanden gode på forskellige måder. Det er det fantastiske ved at vi alle er forskellige. Jeg er kendt for at være ret direkte. Jeg er ikke god til at pakke ting ind i ”cellofan og gavebånd”. Jeg er ærlig, men prøver på ikke at være ubehøvlet. Nogle gange kan jeg godt bide mig selv i tungen, fordi jeg ikke altid lige gennemtænker det der kommer ud af min mund eller mit kropssprog for den sags skyld. Jeg er heldigvis ikke bange for at sige undskyld, eller forklare mig på en mere ”blid” måde.

Jeg har tit fået at vide at jeg virker arrogant. Det kan jeg slet ikke genkende. Dog kan jeg godt være lidt reserveret indtil jeg har set folk an. Det kan måske virke arrogant på nogle? Samtidig så ved jeg hvad jeg vil (og ikke vil), jeg hviler i mig selv og er tilfreds. Hvis ikke jeg var tilfreds, var det kun mig selv der kunne ændre på det. Hvis ikke jeg kunne lide mig selv, så var det min egen opgave at arbejde på at komme til at kunne lide mig selv. Det ville aldrig være andres opgave. Ligeså er det heller ikke andres opgave at lave om på dig. Det handler om at passe sin egen ”butik” og se indad. Hvis du bliver tricket af et eller andet ved et andet menneske, så er det ofte en side af dig selv som du måske ikke er særlig stolt af, bliver provokeret af eller er misundelig på.

Jeg prøver VIRKELIG ikke at tale dårligt om andre. Det er en af mine store missioner i livet. Alle har ret til at være som de er. Vi kan selv bestemme om vi har lyst til at omgive os med forskellige mennesker og jeg prioriterer at omgive mig med mennesker med en positiv livsindstilling som jeg selv. Jeg har ikke behov for at nedgøre andre. Jeg bliver stille eller trækker mig, hvis jeg er i et selskab, hvor der bliver talt dårligt om andre. Jeg kan også finde på at sige noget. At der måske er en grund til at de er som de er. Det afhænger af dagsformen. Hvis jeg nedgjorde andre, så var det fordi jeg ville hævde mig selv og er også tegn på usikkerhed. Jeg er ikke perfekt – det kan ske, men så snart ordene er kommet ud af min mund, så gløder jeg, jeg får det fysisk dårligt og heldigvis trækker jeg det altid tilbage. Alle har en historie og en grund til at være som de er. Nogle arbejder meget med sig selv, andre gør ikke. That’s a fact.

Ville du være kæreste med dig selv? Hvis nej, hvordan kan du så forvente at andre vil? Jeg ved godt at ingen er perfekte – langt fra, men ved at stille dig selv nogle spørgsmål, kan du arbejde med hvor du gerne vil hen, hvad du kan tilbyde og hvordan du fremstår. Samtidig er det en god idé at finde ud af hvilket kærlighedssprog din partner taler og ikke mindst være bevidst om hvad dit eget er. Hvis dit er “tid” og din partners er “berøring”, så kan der hurtig opstå misforståelser. Der kan virkelig undgås mange konflikter på den konto.

Umage er et vigtigt ord, i hvert fald for mig. Det er vigtigt at gøre mig umage i mine relationer. Ikke så jeg selv ”brænder” ud, for det skal være en glæde og et ønske at gøre mig umage og det skal komme af lyst og være naturligt. Det skal ikke være en pligt, for så bliver det totalt kunstigt. Du kan gøre dig umage på rigtig mange måder. Både i din fremtoning, dine ord, dine gerninger og jeg synes det skal komme fra hjertet og uden at forvente noget retur hver gang.

Jeg tænker meget (det kan jeg godt selvom jeg er blondine), jeg tænker ikke altid før jeg taler, mit hoved er altid på overarbejde, jeg får tonsvis af idéer (det er langt fra alle der bliver til virkelighed), jeg brainstormer og jeg arbejder med hvem jeg er. Det er et arbejde der aldrig slutter.

Vi kan altid blive bedre – til alting 😊 Men det er en god idé at ”spille” hinanden gode!

Neurotransmitteren Dopamin er pt. min føde!

Vildt som livet kan tage en drejning fra den ene dag til den anden. Det ved de fleste. Både dem der pludselig er blevet frataget en kær, blevet opsagt fra deres job, er blevet syge, har vundet i Lotto eller lign. Det er de ting der sker, mens livet banker derud af. Må indrømme at jeg i perioder har tænkt at hastighedsgrænsen indimellem er blevet overskredet mht. livsoplevelser. Ingen brok – blot en konstatering og med tanke på at alle oplevelser former os og gør os til de mennesker vi er.

Det er sådan livet er – det er hele tiden i bevægelse. Jeg prøver så godt jeg kan på at leve i nuet. Tage en dag ad gangen og ikke bruge energi på hvad jeg skal om en uge. Det har krævet træning for mig som kontrolmenneske, men øvelse gør mester og det har givet mig meget mindre ”stress”.

Jeg har været alene uden partner i over 4 år. Som I helt alene – hvis du slog mit navn op i ordbogen, var synonymet ”nonnekloster”. Mit sidste forhold var fyldt af kontrol, fremfor kærlighed. Ikke den bedste kombi.

Jeg har fået fyldt mit kærlighedsbarometer op af venner, familie og min hund. Bevares – det er ikke det samme, men jeg synes bestemt jeg har og får masser af kærlighed i mit liv. Jeg har on/off været på forskellige dating apps. I meget korte perioder, fordi jeg har svært ved at navigere i dem. Jeg synes det er svært at bedømme mennesker ud fra et billede og måske en meget kort tekst. Ved godt at det er øjnene der ”spiser” først, men i bund og grund er det indholdet af pakken der betyder noget. Sådan er det i hvert fald for mig. Og mht. indhold opdagede jeg, at jeg er voldsomt kræsen. Jeg har haft en indre dialog med mig selv om mine ”krav”, men blev enig med mig selv om at jeg altid hellere vil undvære end at nøjes. Mine veninder og familie har uafhængigt af hinanden sagt at jeg først ville finde en kæreste hvis jeg blev hovedkulds forelsket. Det bliver jeg ikke på datingsider eller på en walk and talk tur. Der skal lidt mere til.

Har i øvrigt meget sjældent været forelsket. Måske max 2 gange i mit liv. Jeg har været sammen med partnere jeg har elsket, men som jeg ikke har været forelsket i. Jeg tror ikke det er alle der oplever at blive forelsket. Det er så vild en følelse, som slet ikke kan beskrives, den skal mærkes.

Jeg havde egentlig affundet mig med at jeg havde det godt alene, og at det var fint. Så tog livet den berømte drejning. Pludselig derude i livet, møder jeg en. Helt tilfældigt på alle måder og med en kemi der slår gnister som bliver til en eksplosion. Endnu mere overvældende og ekstremt uventet. Ukompliceret, enestående og som et match made in Denmark. Samme energi, livsgnist, humor og alligevel forskellige. Rent faktisk har han alt hvad jeg kunne sætte tjek tegn ved, og så med ekstra glimmer på toppen og en stjernekaster oveni. Samtidig er han en type jeg aldrig havde swippet den rigtige vej ved, hvis jeg havde set ham på en dating app. Ret skræmmende egentlig, hvor mange gode ting vi misser ved at forholde os til vores egne begrænsninger og normer. Jeg skal blank indrømme at det er hans fortjeneste at vi ses. Han har virkelig gjort sig umage – på alle tænkelige punkter og så endda med kæmpe ekstra oveni.

Ironisk nok – kan vi begge takke vores besties for at have mødt hinanden.

Det er SÅ vildt og selvom det er meget nyt, føler jeg at jeg har vundet i det vildeste lotteri. Jeg ved også at jeg kan falde brat og at der ingen garantier er i livet. Men lige nu – lige præcis nu, har jeg ladet alle parader falde og bare være i det. Lige der, direkte fra højre – blev jeg ramt med 280 i timen! Det skete på den helt rigtige måde – for mig – derude i livet……….. Ekstremt overvældende og samtidig fuldstændig fantastisk.

Lige nu – elsker jeg alt – ved livets drejninger 😊

Kære mand (og kvinde)

Jeg så en artikel for et par dage siden. Om genåbningen og udendørsservering. Ikke at det skal handle om det, men mere om at det hovedsageligt var kvinder og endda single kvinder der dominerede caféerne. Hvor var mændene? Flere mænd havde kommenteret opslaget med at de gad sgu ikke leve op til alle de krav kvinderne stillede i dag, for ikke at tale om den MeeToo sag de kunne få påduttet sig og ikke mindst samtykke erklæring. Det er helt misforstået. Kvinder vil gerne begæres og føle sig eftertragtet. Det vil mænd helt sikkert også. Der er stor forskel på om en mand fløjter efter en kvinde, giver hende et kompliment og så på chefen der kører en hånd op ad armen imens han på en kælen måde roser hendes arbejde. Flirten og legen må ikke forsvinde. Det handler om at læse kropssprog og almindelig sund fornuft!

Det er vildt ærgerligt at mange mænd føler sig kastreret. At de har givet op. Det er også nemt i dag. Jeg kan selv se det på alle de dating sider der findes. Ja, jeg har været der – i meget kort tid. Hvor nemt det er bare at swipe den ene eller anden vej, hvis personen lige har de forkerte strømper på eller lign. Det gælder begge veje. Både mænd og kvinder. Mange gider ikke engang gøre sig umage med at skrive en tekst. Hvordan kan de så forvente at få en partner der værdsætter dig og dine værdier? Jagten er forsvundet. Det er blevet leverpostej med leverpostej på og så er det nemt at smutte så snart du hellere vil have agurk fremfor rødbede på leverpostejen. De færreste gider at gøre sig umage.

Der er KÆMPE forskel på mænd og kvinder. Hvis vi kunne finde genvejene til hinanden, så kunne det være jagten, lidenskaben og hverdagen med glimmer på, kan genskabes?

Jeg er single og mange af mine veninder er singler. Jeg kan selv godt forklare hvorfor jeg er single. Jeg har i alle mine tidligere forhold ”overtaget” rollen som deres ”mor”. De har haft trylleskab (tøjet forsvandt fra gulvet, blev vasket og lagt på plads), de havde et hjem der altid var rent, selvom de ikke selv gjorde rent, jeg fandt på sjove ting og tog initiativer, lavede mad, købte ind osv. Ingen brok herfra, for jeg skabte selv forholdene. Og det var fint, indtil jeg fik nok. Det har været en total skævvridning og jeg visnede fordi jeg ikke fik noget retur. Jeg sagde noget, men der skete ikke forandring. Jeg duer ikke til at visne og så gav jeg op. Måske jeg skulle have kæmpet mere, det ved jeg ikke. Ikke sagt at jeg ikke har fejl. Jeg duede bare ikke til at skulle være arbejdsgiver konstant.

Så her vil jeg komme med et par guldkorn til mændene:

  1. De fleste kvinder synes det er møgsexet hvis du tager initiativer. Det behøver ikke at koste noget særligt. Det kan være eksempel: En flaske vin og en pizza der indtages på stranden, reparere et eller andet der skulle laves uden at blive bedt om det. Plukke en vejbuket på vejen hjem eller købe nogle afskårne blomster i Aldi (de er billige), arrangere dem i hjemmet i vaser. Lav en lækker middag. Gør rent uden at blive bedt om det. Hæng det billede op hun gerne vil have, sæt håndtaget fast hvis det sidder løst osv. Vi er faktisk ret simple at gøre glade og overrasket og kære mand, det betaler sig. De fleste kvinder tænder på initiativ, overraskelser og gerninger.
  • Lad være med at komme med sjofle vittigheder og hentydninger. Det kan du gemme til dine mandlige kollegaer eller i omklædningsrummet til fodbold. Det tænder de fleste kvinder ikke på. De er ofte lidt mere kompliceret end det.
  • Vi ved godt at I skal roses. Det gør vi også gerne, det kan bare godt være anstrende at skulle gøre det hele tiden. Hvis du bl.a. har tømt opvaskemaskinen, så er det ikke sikkert du får ros hver gang.
  • Have at vide at de ser godt ud, når de har gjort noget ud af sig selv. Du skal selvfølgelig helst mene det.
  • Bryd ikke aftaler, det er et kæmpe turnoff og det viser du er ligeglad.
  • Lad være med at samle til bunke. Det gælder begge veje. Tal om tingene, så der ikke pludselig sker et vulkan udbrud.

Der skal selvfølgelig være interesser – fra begge sider. Hvis du er en af dem der giver for let op eller siger ”det er for besværligt”, så er chancen for at være single eller leve et leverpostejsliv ret stor.

Hvis du kommer hjem, åbner en øl og smækker fødderne op på sofabordet alt imens du råber ”hvornår skal vi æde”, så kan du ikke forvente at kvinden ter sig som en sexkilling på lagnet om aftenen. Siger det bare 😊

Jeg stiller krav til min fremtidige partner. Ja gu pokker gør jeg det. Ikke umenneskelige krav. Jeg gider ikke at nøjes og det skal være nogenlunde ligeværdigt. Jeg forventer dog ikke at han gør mere end mig, men jeg vil bestemt gøre mig ekstra umage hvis han også gør.

Og i bund og grund så tror jeg det er nøgleordet. At gøre sig umage. Engang imellem, men helst det meste af tiden. De færreste virksomheder vil have en doven medarbejder. Det samme vil en partner.

Mange kvinder kan selv det meste i dag. Det gør ikke manden undværllig. Slet ikke, tværtimod. Der er stadig forskellle på mænd og kvinder. Og manden kan shine på mange områder, ligeså kan kvinden. Det handler om at spille hinanden gode og ikke hakke og nedgøre hinanden.

De fleste mænd vil gerne have en kvinde der ser godt ud og som plejer sig selv. Det går også den anden vej. Her mener jeg ikke at mænd skal påføre sig ansigtsmasker, file negle osv. Mænd behøver ikke at stå som et suttet bolche, men almindelig hygiejne, deo og pleje af sig selv er at foretrække. Hvis du ridser gulvet med dine tånegle når du går, er det nok tid til at få dem klippet 😊 Der skal selvfølgelig være plads til at ”holde fri”, men er ret sikker på de fleste ved hvad jeg mener.

Så tænker du. Jamen kvinderne skal da også gøre noget. Jeg lover dig kære mand, at hvis du gør nogle af de her ting jævnligt for din kvinde, så får du tifold tilbage på alle fronter.

De fleste, både mænd og kvinder vil gerne begæres – på forskellig vis. Og nøgleordet er at gøre sig umage og tage initiativ. Ikke ”skal du have med kæppen” initiativ, men generelt i hverdagen. Spil hinanden gode.

Ofte vil mange mænd gerne have besked på hvad de skal lave. Det forstår jeg, men det er også den nemme løsning. Kvinder skal ikke agere arbejdsgiver for deres mænd/kærester.

Jeg er hverken parterapeut, coach eller kærlighedsengel, jeg kan blot se hvor skævt mænd og kvinder går af hinanden. Sænk nogle af paraderne, gør dig umage og lad være med at give op. Kommunikation er vejen frem og ikke at blive børnefornærmet. Hvis du har trådt i spinaten kan det være svært at komme tilbage på sporet. Eksempelvis utroskab. Nogle kan tilgive andre kan ikke. Måske her er det et svaret på at tingene er kørt af sporet og kommunikation har været fraværende.

Det kan ende med at give dig et fuldstændig fantastisk parforhold. Det skal blot gå begge veje <3

Leverpostej eller jomfruhummer?

Jeg har altid sagt at jeg ikke vil have et leverpostejsliv eller et leverpostejsforhold. Hermed ikke sagt at jeg ikke holder af hverdagen. Hverdagen er livets lim, der holder fast på det der er vigtigt. Hverdagen er skøn og hvis du gør dig umage, uden besvær, så bliver den fantastisk.

Nogle vælger at leve et leverpostejsliv. Med det, mener jeg et liv hvor den ene dag bare tager den anden. Flere end vi regner med, sover i hver deres soveværelse, kysser sjældent hinanden og hvis de gør så er det tantekys og uden nogen særlig form for kommunikation. Hvornår dødede lidenskaben? Hvornår blev det mere reglen end undtagelsen. Hvornår stoppede du med at gøre dig umage? Jeg ved godt at hver dag ikke kan være et kæmpe festfyrværkeri, men at leve i 5-20 år, i et “jeg nøjes” forhold, forstår jeg ikke. Måske også en af grundene til at jeg ikke har en kæreste? Jeg vil ikke nøjes og min partner skal ikke nøjes! Nogle undskylder det med at de har børn sammen, men børn er ikke dumme. De kan godt se om mor og far trives, er lykkelige og glade.

Hvis du sammenholder det med en arbejdsplads. Hvilken arbejdsgiver vil have ansatte som præsterer under middel eller ligefrem er ligeglad? Det vil de færreste. Hvorfor skal det så være sådan i et parforhold? Jeg er helt med at i medgang og modgang og alt det der, men når det så bliver ligegyldigt i så mange år, hvorfor så fortsætte? I flere tilfælde ender det med sidespring eller lign. og ikke at jeg overhovedet er fortaler for utroskab, så undrer det mig ikke. Det skulle have været stoppet inden, for utroskab, handler ofte om at der er noget der ikke fungerer og sandsynligvis ikke har gjort det længe. Her er kommunikation løsningen. Men flere og flere kommunikerer ikke.

Det er vigtig at gøre sig umage, for at “virksomheden” kører. Det behøver ikke at koste noget, andet end opmærksomhed og kommunikation.

Jeg har selv flere kuldsejlede forhold bag mig, mest af alt fordi jeg ikke vil leve et leverpostejsforhold, hvor kun den ene part bliver ved med at gøre sig umage og den anden læner sig tilbage og synes det er toppen. Ikke at sige, at jeg giver nemt op, for jeg er da også blevet i forhold i alt for mange år, end hvad der var sundt.

Vi skal spille hinanden gode. Vi skal løfte og anerkende hinanden. På samme måde som en virksomhed i vækst. Blomsterne skal vandes og vi skal være fælles om det. Den ene kan vande og den anden kan gøde, det behøver nødvendigvis ikke være ens.

Hvis du vander og gøder engang imellem, så visner planten ikke. Det samme med en virksomhed. Gør du en indsats, er arbejdsom, finder løsninger og gør dig umage, så vækster virksomheden. Lader du den passe sig selv og ignorerer dens signaler, så går den konkurs. Det er jo ikke raketvidenskab. Samtidig er det vigtigt at kommunikere og være ærlig. Fortælle hvad du har brug for og hvad du værdsætter. Det er jo ikke nogen gættekonkurrence og du kan ikke forvente at din partner er tankelæser og gør det, du selv forestiller dig inde i hovedet.

Jeg er ikke fan af leverpostejsliv eller leverpostejsforhold.

SSS (swipe, smaltalk og sex)

I gamle dage indrykkede folk kontaktannonce i ugeblade og aviser. Min mor og far fandt hinanden på den måde. Han var soldat i Gaza og min mor lå på sygehuset med opereret knæ. Hendes værelseskammerat lokkede hende til at skrive til ham, der senere blev min far. De har kendt hinanden i 60 år og været gift i 55. Det er beundringsværdigt. Min søster og svoger har også kendt hinanden fra gymnasietiden. Jeg er lidt det “sorte” får i familien, der brød rammen og blev skilt. Men jeg er glad – og det er vel i bund og grund det vigtigste 😁

Siden da har jeg IKKE været så heldig i kærligheds lotteriet. Min dømmekraft viste sig at være helt hen i vejret. Jeg lærte da i hvert fald hvad jeg ikke ville have. Desuden duer jeg ikke til leverpostejsforhold.

MEN det er nye tider. Jeg har været single i 3 år, og har været på under en håndfuld walk and talks uden den store kemi. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg har været på Tinder, happn og Facebook dating. Dog meget kort tid på hver. Jeg har virkelig svært ved at navigere i det. Jeg sidder og swiper hovedsageligt på udseende og det føles som om jeg sidder og kigger i et udsalgskatalog.

Duer…..

Duer ikke……

Når det er personligheden/mennesket der er vigtig for mig, så er det edderbardyleme svært at swipe frem og tilbage. De der ikke havde skrevet (skriver havde, fordi jeg holder pause – måske for altid) noget på deres profil gjorde det endnu sværere. For mig er det vigtigt at gøre sig umage og det er en egenskab jeg også vil vægte højt i en fremtidig kæreste. Hvis der så ingenting står, så synes jeg ikke han har gjort sig umage (siger tante Møghe hahaha). Når der så var et match (og det kunne der være ret mange af på en dag), så kommer alle smaltalk beskederne. Det er jeg heller ikke god til 🙂 Og al den tid der bruges – og jeg efter 3-10 beskeder finder ud af at det ikke er et match, pyhhhhaaaa. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg ved godt at det tager tid at lære et andet menneske at kende. Men hvem har så mange timer i døgnet? Altså hvis der også skal være plads til andet. Jeg ved jeg er kræsen – mht. personlighed…… Jeg er ligeglad med hvad han arbejder med, men der skal gerne være noget imellem ørene, humor og initiativ. Det er egenskaber jeg selv synes jeg indeholder og det skulle gerne matche til en vis grad. Jeg vil ikke nøjes – bare for at kende en. Så vil jeg hellere være alene. Og det har jeg så været 3 år. Kemien skal også passe og det er åbenbart meget store krav jeg stiller 🙂

Hvad så? Endelig efter 3 år, er jeg klar til et parforhold. Det føles som at lede efter nålen i en høstak og jeg gider kun bruge tid på nogen der har indhold. Nogle vil synes det lyder arrogant, men vil alle ikke det. Bruge tid på mennesker der har indhold og er interessante. Tid er kostbar. Og så er der Corona……… Virkelig ikke nemt 🙂 Ved godt det er småting i forhold til de store udfordringer DK og resten af verden står midt i pt. 🙁

Har en tidligere kollega som jeg synes er vældig sød og underligt nok så har vi aldrig været kærester. Vi har kendt hinanden siden vi var først i 20’erne. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg tror egentlig at vi begge to altid har kunnet li’ hinanden…… Det bunder nok mest i at vi begge har været i forhold, forskudt af hinanden. Han måtte ellers godt komme og se min kunstsamling – Ahahahaha. Han ved godt hvem han er, er jeg ret sikker på.

Vi bliver flere og flere singler – hvorfor? Er vi for kræsne, leder efter det perfekte (det findes ikke), giver vi for hurtigt op? Magter vi ikke at skulle et eller flere fodboldhold igennem?

Og hvad sker der lige med det der “duer ikke” swipes. Jeg fik selv mega stress i løbet af 2 dage. Mest fordi jeg gerne ville svare alle på en ordentlig måde og ikke bare ignorere beskeder. Det synes jeg rent faktisk jeg skyldte dem, der har brugt tid på at skrive til mig. Selv de der “skal vi knalde” beskeder – tak men nej tak. Jeg er altså ikke snerpet – men han må godt indeholde lidt mere end det.

Jeg ved også hvad jeg selv står for og synes faktisk at mit katalog er fuld af god kvalitet, en enkelt K3er i form af en kronisk sygdom, som dog ikke fylder og kun er en lille del af mig. Og nu lyder det måske som om jeg er desperat – men hallo, efter 3 år alene og i en fremskreden alder – så kan det da også kun gå for langsomt, men jeg er ikke desperat 🙂

Så kære skytsengel 🙂 – send lige det rigtige mandfolk min vej, helst den sidste for livet, jeg lover det bliver en fest (hvad du sender ud, kommer tilbage i en eller anden form – karmaloven)

Was ist das?

Hvor er det vildt rørende at se hvordan Danmark står sammen i denne underlige tid. Hvordan hver især byder ind med forskellige ting. Helt uselvisk. Hvordan virksomheder lægger deres produktion om, for at producere værnemidler. Og ikke mindst enkel personer der tilbyder at købe ind for udsatte, gå tur med hunden eller lign. Nogle melder sig som personale hvis de har en sundheds faglig uddannelse. Andre synger for ældre i gårde eller lign. Det er SÅ lækkert. For vi kan allesammen byde ind med noget. Helt uselvisk.

Jeg går jo hjemme med min hund og ham taler jeg med….. Ahaha, ja det gør jeg faktisk og han kigger på mig med skævt hoved og jeg er sikker på at han forstår. Lidt ala stil med filmen Cast Away med Tom Hanks, hvor han taler med sin bold. Selvom jeg ikke er strandet på en øde ø, så føles det lidt som økuller. Dog kunne jeg ikke lade være med at bryde ud i latter da jeg forleden dag begyndte at gå at tale tysk det meste af dagen – til min hund. Was ist das für ein ding? Helt sikkert med ord der ikke findes på tysk, men med tysk accent…… Måske det hang sammen med at jeg afventede en pakke fra Tyskland? Nå, men Hugo forstod lige så fint Tysk som Dansk 🙂

Jeg tænkte meget over hvad jeg kunne byde ind med. Jeg er jo selv udsat, men noget må jeg kunne gøre. Jeg kan ikke synge (det ville tage livet af flere ældre end Corona). Heldigvis har jeg et par kreative hænder og hoved skruet på, så derfor gik jeg igang med at producere sten. Sten jeg kunne ligge ud på mine ture med Hugo. Som kunne skabe smil og glæde. Det blev både til “Det bliver godt igen” og “Kylle Kylle” sten. Meningen med stenene er at de samles op og beholdes eller gives til en du har kær eller blot passerer den, så den ligger der til den næste der kommer. Et kinderæg af muligheder. Indtil nu er det nok blevet til mellem 50-70 sten, som selvfølgelig er afsprittet inden. Flere er allerede lagt ud og der vil komme flere de næste dage. Jeg gør mig umage, vasker, maler og lakerer stenene. Selvom det “bare” er en sten, så vil en anden finde den og tage den med sig og så skal jeg have gjort mig umage. På den måde føler jeg lidt at jeg også byder ind med den smule jeg kan. For vi kan alle gøre et eller andet og det er så smukt at se hvor mange der gør en forskel for andre – selvom vi holder afstand. Tak for det!

Tak til sundheds personalet og ikke mindst tak til alle dem der sidder i butikkerne, som sørger for at vi kan få friske lækre varer hver dag.

Das war es einfach.

Lailasilke

Hysteri?

Må krybe til korset at jeg helt i starten af denne Corona virus mente at det var lidt hysterisk. Jeg blev dog hurtig klar over at det var mere alvorligt end som så.

Jeg er blevet meget klogere…….. Heldigvis.

Før Statsministeren “lukkede Danmark ned” i går, havde jeg lang tid før taget forholdsregler. Jeg har en teenager som har haft lungebetændelse i næsten 3 uger. En sjælden en af slagsen, som åbenbart er meget sejlivet og som kan tage 6 uger at komme sig over. Netop derfor vil mit unge menneske være i risikogruppen for de særligt udsatte, da Covid-19 er særlig hård for lungepatienter. Samtidig er jeg selv en af de udsatte, som kronisk syg.

Derfor har vi nærmest forskanset os herhjemme – ikke for at være hysteriske, men for at passe på hinanden, og ikke mindst sygehusvæsenet. Jeg skal selvfølgelig ud med hunden, men ellers kommer jeg ikke andre steder pt. Jeg har ikke engang være ude at købe ind, hvilket jeg bestemt kun er glad for, efter jeg har set hvordan folk er gået amok. Hvordan mennesker samles i hobetal for at sørge for sig selv, på trods af alle anbefalinger. Det er sådanne handlinger der skaber flere syge og sætter de svage i større risiko, eftersom der sandsynligvis vil komme flere smittede.

Jeg forskanser mig, fordi at jeg ikke vil have mit barn bliver syg eller selv bliver det, for den sags skyld. Sygehusvæsenet kan ikke rumme alle og derfor har vi alle et fælles ansvar. Samtidig har jeg et barn som er panisk angst for at jeg skal blive syg, så derfor har jeg også et ansvar – for ikke at blive det – hvis jeg kan. Jeg er helt rolig – og ikke panisk. Kun ansvarsbevidst.

Selvom jeg kan sidde måbende og se alle de der “skider” på alle foreskrifter og som samles i tusindvis for at få “nok”. Dem der kun tænker på sig selv, fremfor anbefalingerne og ikke mindst smitterisikoen de udsætter sig selv for, med chance for at smitte hele familien, så er der også solstrålerne. De historier der kan få tårene frem.

Dem der melder sig som “hjælpere”. Det kan være indkøb, hundeluftning, børnepasning, sågar amning af andres børn m.m. Til de der er i karantæne eller de udsatte, som passer på ikke at komme ud. En anden (også med sclerose), skrev at hendes veninde, som det første efter statsministerens tale i går, blot skrev en sms til hende “send mig din indkøbsliste” uden anden forklaring. Se det er sgu da næstekærlighed og Danmark når det er bedst.

Alle mister noget i det her. Nogle økonomisk, andre fysisk/mentalt, de fleste socialt, men vi er nødt til at stå sammen og løfte i flok. Jeg tror personligt ikke at 14 dage er nok, flere forskere forudser også et langvarrigt forløb, men vi er nødt til at være ansvarsbevidste og tænke os om. For kun på den måde, kan vi komme hurtigst muligt tilbage til den hverdag vi kender og holder af.

Som min kærlige veninde altid siger:

“Hold hovedet koldt – men hjertet varmt” 

Be safe and wise!

Kærligst Lailasilke

Grænser….

Jeg blev inspireret til at lave dette indlæg af en blogger jeg følger. Hun havde været ude for en ubehagelig oplevelse, som ikke var enestående i hendes liv.

HVIS DU ER SART, SÅ LÆS IKKE VIDERE.

I slut folkeskolen, da jeg var teenager og krop/sind begyndte at forandre sig startede min første oplevelse. Jeg havde været i bad en aften. Det var vinter, det sneede og blev hurtigt mørkt. Jeg kommer ud fra badet, slynger et håndklæde om mig og ser pludselig en hurtig skygge ude foran vinduet. Jeg løber ind til min far og siger at der var nogle ude foran vinduet. Han går hen og åbner havedøren, kigger ud i mørket og konstaterer at der ikke er nogen. Jeg vidste, at der var nogen, der stod og kiggede ind af vinduet. Næste morgen var der fodspor i den nyfaldne sne, i hele haven. En lukket have, som ikke lige var sådan at komme ind i. Der havde været mindst 2 personer som havde stået og kigget ind af vinduerne, mens jeg kom ud fra badet.

Da jeg var barn havde vi både haft en “stønner” og en vindueskigger. En der yndede at stå og kigge ind af vores badeværelses vindue, når min mor gik på toilettet. Og en der ringede og stønnede i telefonen, vel at mærke kun da min mor tog telefonen. Det stoppede den dag, min far nåede ud af døren, fik fat i manden (som i øvrigt boede længere nede af vejen og var familiefar) og fik blæst ham en midterskilning og fortalt at han blev meldt til politiet, hvis ikke det stoppede lige nu. Det gjorde det så. Altså stoppede.

Jeg oplevede så også en eller flere vindues kiggere og var ret sikker på at det var nogen fra min skole. Men hvem vidste jeg ikke og de næste par uger, skulle alle gardiner trækkes for og jeg følte mig utryg derhjemme når det var mørkt.

Da jeg var 16 år og min søster var under uddannelse som sygeplejerske og boede på kollegie i København, var jeg inde og besøge hende. Vi var i Tivoli og jeg købte en helium ballon, som jeg ville have med hjem til min kæreste. Jeg tog det sidste tog og skulle skifte på Vanløse Station. Da jeg står af på Vanløse Station er der helt menneske tomt. Bortset fra en skikkelse langt henne af perronen. Jeg sætter mig på en bænk, med min ballon og kan se skikkelsen nærme sig. Han har hætte på (det var faktisk på det tidspunkt “hættemanden” huserede). Han kommer helt hen til min bænk, hvorpå han siger “Nu skal du ikke blive bange”…… Lige her stopper jeg med at trække vejret og jeg stivner totalt. De der kender Vanløse Station, ved at der ikke er boliger eller andet lige i nærheden. Han stod imellem bænken og nedgangen til “friheden”. Han lyner sine bukser ned, hiver “dyret” frem og begynder at onanere. Han bliver færdig og har ramt både mine bukser og støvler. Han siger “Tusind tak for hjælpen” og begynder at gå. I det samme kommer mit tog. Jeg skynder mig ind i toget. Det er fyldt med unge mennesker der er beruset og flere unge mænd vil gerne i kontakt. Jeg sætter mig helt stiv af skræk og ignorerer deres kommentarer.

Jeg kommer hjem til min kæreste og fortæller om hændelsen. Inden da, havde jeg smidt mine bukser og støvler i containeren. Min kæreste begynder at grine fordi det lyder så syrerealistisk, men da jeg begynder at græde, kan han godt se at jeg var skræmt fra vid og sans.

Dagen efter tager jeg hjem til mine forældre. De kontakter politiet med det samme og de kommer hjem til dem for at afhøre mig. Politiet sagde at jeg bare skulle have grinet af ham, så var han nok forsvundet. “Nok” er bare ikke godt nok. Hvis vi havde været flere sammen, kunne jeg måske godt have været kæphøj og kommet med kommentarer, men jeg sidder der helt alene, 16 år og forsvarsløs. 3 måneder senere, bliver jeg kaldt ind til Fototeket, som er en afdeling i Københavns Politi, hvor de har “forbryder” album. Jeg er der i et par timer og sidder og “klikker” igennem det ene billede efter det andet. Lidt svært at definere en person med hætte, som jeg så for 3 måneder siden. Det var underligt, fordi der kom flere fotos af personer (fædre, brødre, onkler fra venner) jeg kendte……. Jeg kunne ikke definere ham som person andet end den beskrivelse jeg allerede havde givet. Han var ca. 175 cm høj, blå vindjakke med hætte, i 40erne, alm. af bygning og jeans. Sikkert en familiefar.

Jeg bliver 18 år og flytter til Østerbro med min kæreste. Jeg arbejder på Rådhuspladsen og cyklede på arbejde. Nogle gange gik jeg til/fra arbejde. En dag er jeg på vej hjem fra job. Jeg går ved kommunehospitalet på Østerbro og Botanisk Have på den anden side. Der holder en bil i tomgang. En nybagt mor med hendes barnevogn har lige passeret bilen. Jeg undrer mig over at der holder en bil i tomgang lige der og da jeg passerer den, kigger jeg ind i bilen. Der sidder en mand med en serviet rundt om sine ædlere dele, ude af bukserne og onanerer. Han bliver meget ivrig, da han ser at jeg kigger på ham, men jeg skynder mig at kigge væk og fortsætter. Jeg noterer ikke bilens reg. nr. og gør faktisk ikke mere ved det.

Jeg har haft flere episoder på arbejdspladser, med kollegaer eller chefer der har opført sig upassende. Ligeså har min mor, som i øvrigt er blevet voldtaget og forsøgt voldtaget mere end en gang.

Jeg påråber ikke #meetoo – men konstaterer blot at rigtig mange kvinder har sådanne oplevelser med i bagagen. Jeg har ligeledes været i et meget usundt parforhold, hvilket har gjort at jeg i en lang periode, var mistroisk overfor ALLE mænd. Heldigvis, sker der ofte det, at vi møder mænd som er helt ok. Som ved hvor grænsen går og som kan opveje at ikke alle mænd skæres over en kam.

Disse mænd hylder jeg idag!