Vi kan altid blive bedre – til alting!

Kan du lide dig selv? Ville du gerne være kæreste med dig selv? Gør du dig umage i dine relationer?

Jeg er helt med på at vi er forskellige og har forskellige kompetencer. Jeg er også med på at vi kan ”spille” hinanden gode på forskellige måder. Det er det fantastiske ved at vi alle er forskellige. Jeg er kendt for at være ret direkte. Jeg er ikke god til at pakke ting ind i ”cellofan og gavebånd”. Jeg er ærlig, men prøver på ikke at være ubehøvlet. Nogle gange kan jeg godt bide mig selv i tungen, fordi jeg ikke altid lige gennemtænker det der kommer ud af min mund eller mit kropssprog for den sags skyld. Jeg er heldigvis ikke bange for at sige undskyld, eller forklare mig på en mere ”blid” måde.

Jeg har tit fået at vide at jeg virker arrogant. Det kan jeg slet ikke genkende. Dog kan jeg godt være lidt reserveret indtil jeg har set folk an. Det kan måske virke arrogant på nogle? Samtidig så ved jeg hvad jeg vil (og ikke vil), jeg hviler i mig selv og er tilfreds. Hvis ikke jeg var tilfreds, var det kun mig selv der kunne ændre på det. Hvis ikke jeg kunne lide mig selv, så var det min egen opgave at arbejde på at komme til at kunne lide mig selv. Det ville aldrig være andres opgave. Ligeså er det heller ikke andres opgave at lave om på dig. Det handler om at passe sin egen ”butik” og se indad. Hvis du bliver tricket af et eller andet ved et andet menneske, så er det ofte en side af dig selv som du måske ikke er særlig stolt af, bliver provokeret af eller er misundelig på.

Jeg prøver VIRKELIG ikke at tale dårligt om andre. Det er en af mine store missioner i livet. Alle har ret til at være som de er. Vi kan selv bestemme om vi har lyst til at omgive os med forskellige mennesker og jeg prioriterer at omgive mig med mennesker med en positiv livsindstilling som jeg selv. Jeg har ikke behov for at nedgøre andre. Jeg bliver stille eller trækker mig, hvis jeg er i et selskab, hvor der bliver talt dårligt om andre. Jeg kan også finde på at sige noget. At der måske er en grund til at de er som de er. Det afhænger af dagsformen. Hvis jeg nedgjorde andre, så var det fordi jeg ville hævde mig selv og er også tegn på usikkerhed. Jeg er ikke perfekt – det kan ske, men så snart ordene er kommet ud af min mund, så gløder jeg, jeg får det fysisk dårligt og heldigvis trækker jeg det altid tilbage. Alle har en historie og en grund til at være som de er. Nogle arbejder meget med sig selv, andre gør ikke. That’s a fact.

Ville du være kæreste med dig selv? Hvis nej, hvordan kan du så forvente at andre vil? Jeg ved godt at ingen er perfekte – langt fra, men ved at stille dig selv nogle spørgsmål, kan du arbejde med hvor du gerne vil hen, hvad du kan tilbyde og hvordan du fremstår. Samtidig er det en god idé at finde ud af hvilket kærlighedssprog din partner taler og ikke mindst være bevidst om hvad dit eget er. Hvis dit er “tid” og din partners er “berøring”, så kan der hurtig opstå misforståelser. Der kan virkelig undgås mange konflikter på den konto.

Umage er et vigtigt ord, i hvert fald for mig. Det er vigtigt at gøre mig umage i mine relationer. Ikke så jeg selv ”brænder” ud, for det skal være en glæde og et ønske at gøre mig umage og det skal komme af lyst og være naturligt. Det skal ikke være en pligt, for så bliver det totalt kunstigt. Du kan gøre dig umage på rigtig mange måder. Både i din fremtoning, dine ord, dine gerninger og jeg synes det skal komme fra hjertet og uden at forvente noget retur hver gang.

Jeg tænker meget (det kan jeg godt selvom jeg er blondine), jeg tænker ikke altid før jeg taler, mit hoved er altid på overarbejde, jeg får tonsvis af idéer (det er langt fra alle der bliver til virkelighed), jeg brainstormer og jeg arbejder med hvem jeg er. Det er et arbejde der aldrig slutter.

Vi kan altid blive bedre – til alting 😊 Men det er en god idé at ”spille” hinanden gode!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *