Bare tag en pille!

Lige nu kører der tusind tanker rundt indeni mig og jeg er trist og faktisk også total pissed! Bl.a. om hvor Danmark er på vej hen. Både menneskeligt og politisk. Danmark har rykket sig fra at være et varmt omsorgsland til at være et koldt behandlingsland. Fra næstekærlighed til menneskeforagt. Fra hjertelighed til mistro.

Aktuel episode. Jeg har et barn der har et dårligt søvnmønster. Sover let og meget uroligt. Jeg har lejet en kædedyne som har haft utrolig god effekt. Jeg har lejet den fordi den koster 8.500 kr. Jeg har søgt den som hjælpemiddel hos kommunen, eftersom vi har alle formalier i orden, til at den kunne bevilliges. Kommunen ringer til mig og jeg forklarer hvor god en effekt den har. Hun fortæller mig at jeg får afslag, fordi mit barn ikke har prøvet nok medicin i lang nok tid! Jeg var mildest talt i chok! Vi har prøvet noget medicin til mit barn, men efter 3 dage, blev både jeg, barn og læge enige om at der var for mange bivirkninger fremfor virkninger. Jeg ved godt at de færreste finder et lægemiddel i første hug som virker, men jeg så faktisk helst at mit barn ikke fik medicin, hvilket jeg arbejder på. Bl.a. med forskellige hjælpemidler. Men i Danmark skal børn fyldes med medicin før de kan få hjælp til hjælpemidler. Hvad sker der!!!! Det er jo sindsygt! Hvad nu hvis det var dét hjælpemiddel der gjorde at barnet var fri for at tage medicin (som der i øvrigt altid vil være en eller anden form for bivirkninger ved)? Så vil nogen sige, jamen så køb dog dynen selv. Det gjorde jeg også med glæde hvis jeg kunne. Lige nu lejer jeg den, fordi jeg ikke lige har 8.500 kr. Jeg tænker bare, hvis andre kan få den, med samme udfordringer, blot fordi de spiser en pille om dagen, så er der sgu da et eller andet galt!

Jeg kunne godt høre på sagsbehandleren at hun egentlig synes mit barn skulle have dynen, eftersom den har så god effekt, men fordi loven er sådan skruet sammen, at vi først skal fylde vores børn (eller os selv for den sags skyld) med medicin, før det kan vurderes om det kan bevilliges som et hjælpemiddel, så var hun bundet på hænder og fødder. For fanden Danmark – hvad sker der!!!!

Jeg oplever det jævnligt hos mig selv. At nogle syntes det er total hensynsløst at jeg ikke tager medicin for min sclerose. Men hey, jeg har haft de vildeste bivirkninger af sclerosemedicin og jeg har det meget bedre uden. “Jamen så er det også din egen skyld hvis du bliver mere syg” – øhhhhh say what. Jeg skal hellere gå dagligt og være mere syg af bivirkninger så? Det samme på kommunen. Hver eneste gang de henvender sig til mig, så bliver det konstant påpeget at der er jo ikke noget vi kan gøre for dig, fordi du ikke tager medicin! Jamen, så er det godt at jeg klarer det selv og har en god støtte i familien!

Medicinalindustrien har alle kortene på hånden, for gudhjælpemig om det skulle være muligt at få det bedre på andre måder end at tage en pille!

Det er sgu en ommer! Hvor er det et trist Danmark vi er ved at give videre til næste generation. Så vil nogle sige, jamen så husk hvor du sætter dit kryds……. Som om det gjorde nogen forskel, politikerne er fulde af varm luft og valgflæsk. Siger den bitre kone – der er skide sur over at hendes barn ikke kan få et hjælpemiddel – blot fordi det ikke fyldes med medicin!

FØJ!

Letlevende kvinde, rødternet kjole og et ordentlig svin imellem benene :)

Da min far var ung var han udstationeret i Gaza som soldat. Det var på denne udstationering han indrykkede en kontaktannonce og mødte min mor. Historien hedder, at han og en del af hans soldaterkammerater satte en kontaktannonce i avisen. Det var datidens dating profiler. Min mor var indlagt på hospitalet og var blevet opereret i det ene knæ. Hun lå på stue med en “letlevende” kvinde som lokkede hende til at svare på en af annoncerne. Det blev sidenhen min far. Det er en længere historie, men min mor skrev med min far, hvorpå min far skrev med 17 forskellige kvinder. Vel og mærke uden at min mor vidste at hun var en af mange. Det endte dog med de to – hvilket jeg naturligvis er meget taknemmelig for.

Min far ville som ung gerne ind til politiet. Han havde alle kvalifikationer hertil, men under sin soldatertid havde han en meget dominerende sergent. Min far er et meget roligt menneske, men en dag blev sergentens tyranisme for meget og han svarede sergenten igen. Det gjorde at han fik en “plet” på sine papirer og derfor ikke kunne søge ind til politiet.

Da jeg var 18 år søgte jeg ind som konstabel. Jeg havde en idé om at jeg også gerne ville ind for politiet, og derfor skulle det være et springbræt indtil jeg var de 21 år som politiet kræver. Jeg blev kaldt til optagelsesprøve på flyvestation Værløse, som var en optagelse der forløb over 3 dage. Vi var lidt over 30 personer der mødte ind en morgen kl. 07:30 og blev sat i stævne på løbebanen. Her skulle vi bestå cooper testen (løbetest hvor man mindst skal løbe 3 km på 12 minutter). Her blev de første 3 allerede sendt hjem, fordi de ikke bestod.

Efterfølgende var der en masse test i fysisk styrke, intelligens test, matematiske færdigheder, psykolog, personlighedtest m.m. Undervejs blev dem der ikke udfyldte kravene, prikket på skulderen, fulgt ud, pakkede deres ting og vi så dem aldrig mere.

Vi endte op med at være 4 tilbage. Mig og 3 drenge. Jeg var den eneste der blev erklæret særdeles egnet og specielt psykologen havde fat i mig flere gange, fordi han mente jeg havde den perfekte profil…….. Jeg var ambitiøs og målrettet.

Jeg kom hjem med en kontrakt som konstabel på 2 år og 9 måneder. Jeg ville være telegrafist på et af skibene. Tiden gik og det nærmede sig at jeg skulle i “trøjen”. Jeg begyndte at få mere og mere kolde fødder over udsigten til at skulle være indespærret på et skib med måske 100 mand, hvoraf der måske max var 2-3 piger. Jeg trænede taekwondo på det tidspunkt på Nørrebro og var enormt aktiv i klubben. Jeg kom til skade med min skulder, den gik af led flere gange og det var min chance for at komme ud af kontrakten, som jeg nu havde fået helt kolde fødder over. Jeg havde dog bevist for mig selv at jeg kunne komme igennem nåleøjet.

Jeg fik læreplads midt på Rådhuspladsen, flyttede til Østerbro og lige efter jeg var blevet 21 år, troppede jeg i min frokostpause op hos Politiet for at søge ind. Inden du bliver optaget på Politiskolen skal du op til nogle prøver. De prøver blev jeg sat til at lave med det samme. Jeg troede bare jeg skulle ned og have et ansøgningsskema og derefter ville blive indkaldt. Jeg blev sat i et lokale hvor de startede med en personlighedtest. Den bestod jeg. Så blev jeg sat til en matematisk test. Den bestod jeg. Psykologtesten bestod jeg. Stave/læsetesten bedtod jeg. Så kom vi til almen viden……. Den dumpede jeg. Jeg var 21 år og brugte mere min tid på træning, sidde på Café, kreative ting end at læse aviser….. Ha Ha Ha. Det var spørgsmål som hvem var justitsminister i år 1984 (som var 10 år siden), geografi og lign. Det var ikke min stærke side. Betjenten sagde at jeg skulle læse avis hver dag i et år og søge ind igen året efter. De der kender mig, ved at tålmodighed ikke er min stærke side.

Derfor endte jeg i Lufthavnen. Den fedeste arbejdsplads ever og jeg har aldrig fortrudt at jeg ikke kom ind til Politiet.

Forleden dag var jeg på tur med min far. I første omgang var det egentlig blot for at have kvalitets tid med ham, uden at det skulle være at arbejde på mit hus. Vi skulle på Politimuseet i København og dernæst ud og spise frokost. Det endte med at det var helt vildt spændende på museet og jeg kunne sagtens have brugt et par timer mere der. Vi fik privat rundvisning. Fik fortalt en masse om forfærdelige forbrydelser, både dem der var opklaret og dem der var uopklaret. Om den 18. maj og alt muligt andet. Museet var i gamle dage Politistation og jeg blev smidt i detentionen som blev brugt sidste gang i 1977 (da var jeg 4 år). Jeg blev låst inde med et ordentligt brag. Der var en træbænk, et tæppe og et hul i gulvet, hvis man skulle af med noget. Det skulle jeg heldigvis ikke 🙂

Så kom vi til motorcyklerne. Der var en gammel Nimbus (hegnet ind) og et ordentligt svin af en moderne BMW motorcykel. Rundviseren, som var over 80 år, fortalte at børn og børnebørn ofte yndede at få taget billeder mens de sad på den. Så klappede han på sædet mens han kiggede på mig og vupti så sad jeg der på en kæmpe maskine! Jeg havde rødternet kjole på, men et kort øjeblik sad jeg i fuld uniform, hjelm på hovedet og med udrykning ude på landevejen. Dengang jeg havde motorcykel, kørte jeg en enkelt gang uden hjelm. Jeg sad godt nok bag på da jeg blev hentet på S-tog stationen af min daværende kæreste (som også havde motorcykel kørekort), men min hjelm lå derhjemme. Den eneste gang jeg kørte uden hjelm, blev vi stoppet af politiet. Heldigvis en motorcykelbetjent, som med et glimt i øjet, sagde at min kæreste nok bare skulle køre hjem efter min hjelm, mens jeg lige ventede de 10 min. det tog. Det gjorde han så.

Det er vildt at tænke på hvordan ens liv former sig. Om hvordan dine valg har af indflydelse på resten af dit liv. Nogle valg er fantastiske og giver masser af ekstra krymmel, guldglimmer og flødeskum på toppen og andre valg ville jeg helst have været foruden. Det er dog dine valg og erfaringer der gør dig klogere og giver dig indsigt i livet. Uanset om det er gode eller mindre gode valg. Det er også de færreste valg der er endegyldige (på nær hvis du får fjernet den ene arm eller lign.), heldigvis. Det har vi haft mange snakke om herhjemme, da jeg har en søn der er blevet optaget på en rigtig spændende uddannelse. Det er rent faktisk de færreste der på min alder, arbejder med det de er uddannet som. Det gælder bare om at se muligheder fremfor begrænsninger! Halleluja <3

Politi

My old hood – and lots of love!

Nogle gange skal der ikke så meget til. Heldigvis er jeg ret nem at begejstre. I dag tikkede der to billeder ind på min messenger…… Ja, det var altså ikke nogle af de der frække nogen, men det gjorde mig vildt glad.

Først tænkte jeg WTF….?? To billeder af noget der lignede et par tomme bygninger og lidt industri agtig noget. Jeg tænkte først – det er nok en fejl.

Beskeden var fra en tidligere kollega jeg havde i Maersk/udenrigs. Der gik lige 10 sekunder så kom der en tekst – Do u remember – det er din gamle hjemmebane (og så nogle andre ting). Jeg fik zoomet ind på billedet og pludselig fik det masser af liv…… Lastefolk der kørte dødskørsel så man nogle gange skulle springe for livet, selvsiddende nylonstrømper der røg ned i ål om anklen hvis det blev for varmt, fulde grønlændere der jagtede en på standpladsen og kaptajnen kvitterede med at køre trappen op så den fulde grønlænder ihvertfald ikke løb op i flyet (pyt med jeg blev jagtet rundt på pladsen :), trappen jeg trak hen og klatrede op til cockpit vinduet og kaptajnen fik et kæmpe chok at jeg pludselig var udenfor vinduet, alle de humoristiske briefinger i højtaleren m.m. Det har været den fedeste arbejdsplads og jeg har så mange fede minder gemt i hjertekuglen. Vi er alle spredt rundt i hele verden, men gemt i hinandens minder.

Jeg blev helt vildt glad – og lige i dag havde jeg ekstra brug for det. Det tror jeg han kunne mærke (det bilder jeg mig ind – og bliver fint i troen). Tænk – selvom han var på arbejde – gav han sig tid til at tage billeder og sende til mig. Jeg føler mig helt vildt heldig og taknemmelig. At jeg har sat aftryk og at jeg dukker op i hans tanker, når han er netop der! Suuuuk 🙂

At vi så havde en sjov korrespondance efterfølgende – som kom af, at jeg måske skal have lidt stærkere læsebriller – er en anden sag. Men jeg grinede og det havde jeg brug for! Jeg elsker at grine, jeg elsker at blive mindet om en fed tid, jeg elsker at jeg dukker op i en andens minder, jeg elsker egentlig ret meget 🙂 Min far siger at man ikke kan elske noget, hvis ikke det kan elske igen. Så kan man enten bare meget godt lide det eller være glad for det. Jeg ELSKER bare det hele (Ahahahahahaha) – jeg er også lidt af en rebel.

Jeg prøver hver dag at gøre mindst en fremmed ekstra glad. Det kan være at bemærke deres service, hvis de har et pænt smil (og nej det er ikke kun mænd :), smile og generelt være glad (nogle kalder det jubelidiot ;). Lige i dag – mærkede jeg selv hvor fed en effekt det har – og hvor glad JEG blev!

Tak søde T – du gjorde min dag ekstra god <3 og jeg er med på det hele 😉 Bare jeg bliver chef (Ahahahahahaha) – jeg lånte lige det ene foto af dine skarpskud <3

Inde bag den sorte dør – hørte Blåmejserne til – og vi fløj højt og havde en fest!

Aftryk og indtryk……

For nyligt lagde jeg et billede op af mig selv fra 80’erne på Facebook. Med strithår, 80’er bluse og hele pivtøjet. Ikke specielt kønt, men fuld af masser af minder.

Min ungdom brugte jeg hovedsageligt i Roskilde, hvor hele min omgangskreds var. Min bedste ven, var en dreng, der hed Steffen. Han boede i Roskilde. Vi var uadskillelige og delte alt. Vi havde det skide sjovt sammen og han og hans søster holdt altid de vildeste fester. Vi var gode sammen. Gjorde hinanden til bedre udgaver af os selv. Støttede hinanden og var der for hinanden. Altid!

Steffen og jeg var ikke kærester, selvom da jeg var omkring 7 år, erklærede han sin kærlighed til mig. Det var svært kan jeg huske, for han var jo som en bror for mig. Vi forblev bare venner, bedste venner igennem vores barndom/ungdom. Roskilde festivalen var en fast tradition i 7 år af min ungdom. Da vi blev ældre og jeg flyttede til Østerbro med min daværende kæreste, mistede vi kontakten. Han havde mødt min kæreste, men det blev aldrig helt det samme.

I starten af mine 20’ere fik jeg job i Maersk Air. En dag ringede min mor til mig på arbejdet. Hun ringede ellers aldrig i min arbejdstid. Hun fortalte mig at Steffen var død! Lige der gik tiden i stå. Alting blev sort og jeg tog et par dybe vejrtrækninger, gik ud på toilettet og sad med hovedet imellem mine ben. Jeg havde kvalme. Efter nogle minutter fortsatte jeg min arbejdsdag som en zombie. Det var en forfærdelig måde han var død på, som jeg ikke vil komme ind på her.

Steffen er stadig med mig. Han er tit i mine tanker og jeg har heldigvis tonsvis af gode minder sammen med ham. Han står soleklart i min erindring og han var den bror jeg ikke havde. Jeg savner ham ofte – også selvom vi mistede kontakten de sidste år af hans levetid. Jeg taler ikke rigtig om ham, men mine børn ved godt at han har været der. Han forsvandt – alt for ung, men lever indeni mig! Altid.

Efter jeg lagde mit billede op på Facebook er der kommet mange kommentarer fra min omgangskreds/skolekammerater i 80’erne. Det er helt vildt sjovt. Mennesker som jeg ikke ser mere, men vi deler alligevel en masse minder og oplevelser sammen, fra vores barndom. Der er også kommet overraskende kommentarer. Gode altså. Jeg var som mange andre teens usikker og bambi på glatis. Også selvom jeg nok ofte udadtil udstrålede ”I don’t give a shit”. Det gjorde jeg jo alligevel, for vi har alle en iver og trang til at være en del af fællesskabet. Når jeg så læser hvad mine gamle skolekammerater skriver, bliver jeg hel varm og glad indeni. Over hvordan de rent faktisk så mig og opfattede mig. Alle skulle gøre det. Ikke fordi der skal fyldes på ego-beholderen, men fordi det faktisk kan være overraskende at opdage, at alt det vi har gået og bildt os selv ind, måske forholder sig helt anderledes. På den fede måde! Jeg hepper på positiv/sjov feed-back fra fortiden.

Jeg har altid haft det godt med drengene da jeg var barn og teen. Måske fordi jeg selv var en rigtig drengepige og ikke gad tøsefnidder. I 10. klasse havde jeg en rigtig god drengeven. Rasmus. Vi lavede mange tossede ting sammen og jeg husker specielt dødskørsel på knallert i regnvejr, 2 personer – 1 knallert, mig med hjelm, og Rasser uden, for Rasser var jo en gentleman. Alle vores fester og stunder med Gasolin. Vi havde øgenavne og grinte meget sammen. Da vi fortsatte videre i vores uddannelsesforløb mistede vi kontakten. Jeg er også i tvivl om jeg egentlig behandlede Rasser ordentligt. Jeg tror ihvertfald aldrig jeg fik fortalt ham hvor vigtig han var. For det var han!

Jeg havde brug for en frisk start da jeg flyttede til København. Fik en stor ny omgangskreds fra Københavns Lufthavn. Det fede er at Facebook kom til. At vi på den måde kan følge lidt med i hinandens liv. Mennesker fra fortiden, der har sat aftryk i mit liv. Rasser er blevet landmand – lige som jeg forudså og har fået sig en dejlig familie. Han har ikke noget hår, men ligner ellers sig selv. Alle mine andre klassekammerater og barndomsvenner, ligner faktisk også sig selv. Måske nok fordi jeg i min erindring, stadig husker dem som børn/unge.

Tænk på hvor mange mennesker der ryger ind og ud af dit liv. Hvor mange du egentlig sætter aftryk i. Jeg tænker meget – både i nuet og på fortiden. Det er ofte tanker, hvor bestemte personer der har sat aftryk i mit liv, dukker op. Så i dag hylder jeg fortiden. Mine barndomsår, barndomsvenner, ungdomsvenner og selvfølgelig Steffen som stadig bor indeni mig.

Jeg er vild med jer – TAK <3

P.S. Jeg varmede husblas næsten hver morgen for at få mit hår til at stritte sådan.

80er

“Jeg er gift, men for dig smider jeg gerne ringen”!

er nok den mest usexede scorereplik – jeg har hørt!

Kender i det? Pludselig bliver ens weekend planer helt anderledes end planlagt. Jeg har haft alt for travlt det sidste stykke tid og det kvitterede min krop så med en ordentlig gang feber, snot m.m. i forrige uge, som jeg stadig har glæde af.

Jeg havde egentlig planlagt at bruge sidste weekend i mit atelier og eftersom jeg ikke var helt frisk, var det en kærkommen lejlighed til at være kreativ. Et sted jeg elsker, men hvor jeg har været alt for lidt det sidste stykke tid.

Jeg har en fantastisk omgangskreds og det kan ikke siges for tit. Med mennesker fuld af kærlighed, lige som jeg elsker det. Mennesker der vil mig det godt, ligesom jeg vil dem det bedste. De fleste ved at jeg har haft en mindre sjov tid på det seneste. Jeg har haft mange tilbud om byture, middage, teater m.m. og jeg har da været af sted et par gange. Mine dejlige veninder har taget mig under deres vinger og løftet mig ud i lyset igen. Der hvor jeg trives allerbedst.

Pludselig fik jeg en besked fra en veninde. Der stod bare ”Er du uden børn lørdag”. Øh, tænkte jeg først, jeg orker ikke byen, for de sidste gange jeg har været af sted har jeg ikke mødt de mest interessante mennesker. Det orkede jeg bare ikke. Ikke flere ”Hvad laver du så?”, ”Dssu errr brare sssskkkiiidde llllææækker”, ”Jeg er gift, men pyt med det, for dig smider jeg gerne ringen” osv.

Men det var IKKE det! Middag og koncert…… Øh, fedt mand! Ja for helvede. Det var mega über cool, og vi var 5 der skulle af sted. 4 høns og en hane. Nogle jeg har kendt i mange år og som jeg kender igennem min veninde.

Det var så fed en aften. For første gang i hundrede år følte jeg rigtig at jeg var i live. Ja, bevares jeg trækker vejret, endda ekstra dybt og bredt efter min uddannelse som Åndedrætstræner, men jeg var lykkelig helt ind i hjertet. Jeg var i kærligt selskab, med mennesker der kun ville mig det godt og som jeg holder utrolig meget af.

Super lækker middag og koncerten var også mega fed. Dog følte jeg mig som giraffen på savannen. Jeg var et hoved højere end langt de fleste til koncerten. Ok, jeg havde også hæle på, men alligevel. Det fede var, at jeg så havde frit udsyn til scenen. Det må snart være min tur til at få en høj kæreste 🙂

Ægteparret der var med os, de er så søde altså og han er vildt sjov og hun er det kærligste væsen. Lad os kalde dem for Henrik og Pernille (jeg bruger ikke deres rigtige navne, da jeg ikke har spurgt om godkendelse hertil). Henrik og Pernille har kendt hinanden siden de var 15 år og er først blevet gift for et års tid siden. De har børn sammen og er gode til at nyde livet og hinanden. De kender hinandens særheder og er bare så gode sammen.

Henrik er en rigtig spasmager og prikkede flere gange til mig når der var hankøn i nærheden. Altså på sådan en fjollet og ikke irriterende måde. Jeg grinede bare og rystede på hovedet. Han spurgte mig så hvem/hvad der var min type, mens han skuede ud over forsamlingen. Det fik mig til at tænke efter. Jeg har ikke en type. Det er lige meget om han går i gule sko, skjorte eller er piercet i brystvorten. Det er ikke vigtigt! Jeg er ligeglad med om han vejer 15 kg for meget, har et modermærke eller er skaldet. Bevares, jeg har da ting der er ønsker. Men i bund og grund, handler det udelukkende om personlighed for mig. Så er jeg ligeglad med om han er topmodel for Elite eller renovationsarbejder. Personligheden er vildt vigtig for mig. Der går jeg helst ikke på kompromis. Jeg ved hvad jeg vil have, og mon ikke han en dag dukker op. Måske før end jeg venter det?!

Alle de tanker fløj igennem mit hoved alt imens Jacob Dinesens mørke stemme fyldte salen. Mine øjne gik nysgerrigt på opdagelse blandt publikum. Ikke for at finde typer, men for at se alle de kærestepar der stod og holdt i hånd eller omkring hinanden. Lige der mærkede jeg længslen efter noget jeg ikke har haft i meget, meget lang tid. At mærke kærligheden fra en partner. En der kysser dig i nakken og fortæller dig, at du er den dejligste i hele verdenen. Altså ægte kærlighed, der kan føles og mærkes! Begge veje. At bassen fra musikken føles som champagne i blodet, fordi du står lige der, med den partner du elsker. Så det måtte jeg lade gå ud over Pernille og holde om hende og hun passede også fint foran mig 🙂

Jeg har masser af kærlighed i mit liv. De fleste samtaler og sms korrespondancer jeg har, afsluttes med ”jeg elsker dig”. Jeg føler mig meget privilegeret. Over at have så mange mennesker omkring mig – der elsker mig. For mig og den jeg er. Jeg udvander ikke ordene, jeg siger og skriver dem kun, hvis jeg oprigtigt mener det og heldigvis har jeg så mange som jeg elsker højt i mit liv.

Det er bare ikke det samme som kærligheden fra en partner og det er ikke fordi jeg er utaknemmelig og ikke værdsætter al den kærlighed jeg får, for det gør jeg bestemt. Den er også vigtig. De fleste mennesker, uanset om de er singler eller i parforhold, vil også bare gerne have en partner der elsker dig oprigtigt og ærligt, med alt hvad du er

– og ikke mindst lidenskabelig sex fyldt med begær, det kan venner og veninder trods alt ikke give – det ville også bare blive noget rod (hahahahahahahahahaha)

Til Gitte:

Tak skatte – fordi du gav mig en fed aften! Jeg elsker dig!

noget-om-at-vaere-kaerester-3-mere-hverdag4

Bummelum – så heldig er jeg!

Jeg føler mig som verdens heldigste. Alting lykkedes for mig lige pt. og jeg har så megen hjælp og støtte fra min familie og min omgangskreds. TAK fra hjertet!

En af de store “opgaver” jeg har haft liggende som en sort sky – og som jeg ikke lige synes jeg selv havde kompetencerne til, var at få lavet en ny hjemmeside. Min gamle side var efterhånden meget gammel (læs: så gammel at den faktisk kun var en lille prik på skærmen) og den udbyder jeg brugte havde opdateret til nye versioner op til flere gange……

Nu har jeg en! En spritny, funklende hjemmeside, med glimmer på. Jeg er SÅ glad. Pelle, min søn på 15 år, har lavet den til mig i samarbejde med Onmondo.dk. Det fede er at den er helt vildt nem at arbejde i. Bortset fra de gange jeg har lavet et par “bøffer” og var helt “lost”. Men så ringede Pelle bare til Rasmus fra Onmondo (ikke et ord om hvilken bil han kører :)) – og så fiksede de det! De ved sgu hvad de laver! BUM!

Så nu er den i luften. Og den er også mobilvenlig!

www.Lailasilke.dk

– med de fleste af mine værker. Tjek den ud – jeg synes altså det er helt vildt sejt af min søn (og Onmondo.dk) at han har lavet den til mig! Det er til og med en fantastisk side at arbejde på/I! Selv en kunstnernørd som mig, kan finde ud af det (med lidt råd og vejledning :).

Jeg kan KUN anbefale alle at få lavet deres hjemmeside via Onmondo.dk, en fantastisk virksomhed med fingeren på pulsen, fuld af unge mennesker, med masser af erfaring. De er så hjælpsomme altså. De har bl.a. også lavet Anders Mattesens hjemmeside 😉 Jeg er FAN!

Dette er skrevet på min helt egen anbefaling og uden indtjening. Blot erfarings udveksling. Just do it 🙂

IMG_9353

TAK fra mit hjerte!

Der har været stille på min blog en rum tid. Jeg har været gået “under jorden”. Alt overskud har været brugt på projekt hus. Et projekt der har haft en del flere overraskelser end hvad vi havde regnet med. Tætte venner og familie har vidst at jeg har været i live og har trukket vejret. Jeg har ikke haft det store overskud til andet end at prøve at komme på plads og lande på benene. Jeg har i perioder bare haft dage hvor jeg bare har haft brug for at være alene. På trods af alle de overraskelser der har været, føler jeg mig så rig.

Vi har boet her i halvanden måned og vi er allerede kommet rigtig langt. Der er mindst lige så lang vej igen, men der sker hele tiden noget og der kommer helt sikkert flere overraskelser. Vi vil helst bare ikke have flere sygehusbesøg. Det har været helt gal med elinstallationerne i huset. Så galt at vi alle har fået stød flere gange. Den ene gang gik det så galt at min søde kæreste røg på gulvet med muskelkramper og HPFI relæet slog fra. Så røg vi på akutafdelingen og til hjerteobservation…… Vi har fået så megen hjælp fra familie og venner, at rigdom kan måles på mange måder. Elektriker fra omgangskredsen er kommet i weekender og aftner for at gøre os trygge at bo her. Vores familier er troppet op fra tidlig morgen til sen aften igennem flere uger, med arbejdskraft og mad. Venner og veninder har været her for at hjælpe med at male, de steder hvor mine rystehænder/ben ikke slog til.

De har flyttet buske, gjort rent og meget, meget mere! En uvurderlig hjælp! Ikke nok med det, så brændte min bil sammen i søndags. Midt på Frederiksberg. Min livline (min højt elskede farmand) kom med det samme og fik trukket bilen hen et sted, hvor det var lovligt at holde. Så heldig jeg er at en ven i nøden har sit eget værksted, ville sørge for at bilen bliver hentet og kørt til hans værksted. Om den overlever, det vides ikke endnu. Selvom tingene ind imellem ramler og jeg hiver mig i håret og til tider kan tænke ”holder det aldrig op”, så er der hele tiden løsninger. Løsninger fra mine venner og familie som gang på gang tropper op, når vi står i kviksand. Jeg føler mig så heldig og rig. Rig på dem omkring mig som gør at jeg stadig kan smile på en regnvejrsdag. En kæreste, der forstår at ”spille mig god” og sørge for at holde humøret oppe og tage sin del af arbejdet! Tusind tak for jer alle – I ved selv hvem I er! I er grunden til at jeg stadig står oprejst!