Endnu en diagnose til samlingen!

Egentlig var min plan ikke at gøre et stort nummer ud af min nylige diagnose. Det er det stadig. Altså ikke at gøre et stort nummer ud af det. Samtidig er det ikke nogen hemmelighed og der faldt også en masse ting på plads. Jeg kan ind imellem køre i et højt gear. Ikke mindst, så står min hjerne aldrig stille. Der er altid en 7 sporet motorvej af idéer, tanker (overtænkning), brainstorming, politik, dybe tanker om livet m.m. Min hjerne kører konstant og ofte i en stor pærevælling.

For et halvt års tid siden var jeg hos psykiater. En meget venlig og kompetent en af slagsen. Et besøg jeg egentlig ikke selv havde behov for, men fordi min søn blev udredt for et par år siden (lige inden Corona) og fik diagnosen ADHD, så var hans ønske at jeg og hans far også blev udredt. Under hans udredning og alle de møder og samtaler vi gik til, kunne jeg godt se mange sammenfald. På forskellige måder. Da jeg var barn havde jeg ti raketter i rø… og der var kun tænd/sluk knap på mig. Enten var jeg i fuld gang ellers så sov jeg. Dengang hed det damp og jeg var uden tvivl et damplokomotiv i fuld fart.

For at støtte min søn og hans behov for evt. at kunne hænge hans kasket med ADHD på en knage, så fik jeg en henvisning til en psykiater. ADHD er arveligt, 80-90%. Allerede ved første besøg, hans spørgsmål, test, var der vist ingen tvivl at jeg også lå der. Efterfølgende fik jeg lavet flere forskellige test, en DIVA test og den slog klart ud. Fik så de ekstra bogstaver på min lægejournal, ikke for min skyld, men for at min søn fik en knage at hænge sine bogstaver på.

Jeg har ikke behov for medicin og som psykiateren sagde, så fungerer jeg godt og har på den hårde måde selv lært mig værktøjer til at håndtere min uopdagede ADHD på. For mig betyder det ikke en skid hvor mange diagnoser jeg får stillet og med hvor mange bogstaver. Det ændrer mig ikke som menneske og jeg er faktisk ret godt tilfreds med hvem jeg er. Jeg har været god i skolen, haft nogle gode stillinger, også leder stillinger og jeg er ret sikker på at den uopdagede ADHD diagnose jeg nu har fået, har hjulpet mig igennem de udfordringer jeg ellers har været stillet i livet.

Dog tænker jeg nogle gange, hvordan det mon føles for andre der ikke har en hjerne der er på overarbejde konstant. Jonas, min psykiater, var ret forundret over at jeg ikke havde prøvet noget af min søns ADHD medicin. Vi har været hele medicinal spekteret igennem med ham, men han tåler medicin lige så dårligt som jeg, så jeg har skuffen fuld af ADHD medicin, som har givet for mange bivirkninger. Jeg er ikke overbevist om at medicin er vejen frem – i hvert fald ikke for os.

Nu fik jeg så endnu en diagnose med en masse bogstaver – og selv om mange siger Alle Drenge Har Det (ADHD), så er der altså også ligestilling her 😊

Der faldt mange ting på plads. Jeg er ikke så god til at pakke ting ind i ”cellofan og gavebånd”, jeg er ret direkte og nogle vil nok sige at jeg ikke har noget filter. Det har jeg måske heller ikke, men de fleste er ikke i tvivl om at jeg siger min mening, nogle gange ret direkte. Selvom jeg er ret fuld af farver, er der områder hvor jeg er ret sort/hvid.

Så hurra for de nye bogstaver, de betyder ingenting, jeg er stadig den samme, bare lidt mere oplyst, bevidst og har fundet forklaringen på en hjerne der kører på højtryk konstant 😊

Er du vanedyr?

Sidder du samme sted ved bordet? Laver du kaffe i samme kop? Spiser du kun slik om fredagen?

Vi får alle sammen tilegnet os nogle vaner. Vaner er ikke dårlige, de kan bare være med til at hverdagen bliver en trædemølle. At hverdagen bare skal ”overstås” så det kan blive weekend.

Jeg har altid været lidt af en rebel. Ikke for at være på tværs, jeg kan bare godt lide at gøre tingene anderledes, end hvad der forventes. Hvis du kommer til et kursus (som eksempelvis varer over flere dage), så har alle tendens til at sætte sig på samme plads som de sad første dag. Eller hvis du er til yoga, så ligger de faste samme sted. Hvis du prøver at sætte dig et andet sted (det gør jeg ofte 😊), så skal du se panikken brede sig. For nu sidder der en anden på ”deres” plads! På dette punkt er mange vanedyr. Jeg selv gør det da også ind imellem!

Nogle gange er det rigtig sundt at bryde sine faste vaner. Her mener jeg ikke at du skal knalde med naboen i stedet for din mand/kvinde (pånær hvis det er aftalt 😉), men alle de små ting. Tag en danskvand i stedet for alm. vand og servér det i et vinglas. Dæk bord med pæne servietter. Spis fredagsslik om tirsdagen. Elsk med din mand på forskellige dage/tidspunkter (der er seriøst nogle der har skemalagt sex! Det troede jeg var løgn! Ikke at jeg hiver fordomme op af hatten, men tænker at det fjerner AL passion). Tag aften kaffen/theen med og se solnedgangen. Hop ud og dans i regnen. Send et quote der lige passer på din ven/veninde og fortæl dem hvor vigtige de er. Husk dit indre barn og giv den gas på legepladsen (mine unger hader mig for det!).

Så bliver det pludselig mere festligt i hverdagen. Du undgår at hverdagen bliver triviel og du udvider din horisont og udfordrer dine vaner. Selvom tingene virker og det er sådan du altid har gjort, så prøv at gøre noget andet. Det kan rent faktisk gå hen og blive ret godt og ikke mindst sjovt!

Jeg holder af hverdagen – mest af alt af hverdagen. (Dan Turéll)

Husk du bestemmer selv – hvor du sidder ved bordet, hvilken kop du drikker af – hvordan dit humør er – hver dag! I morgen bliver også en god dag 😊

Kan du være FOR glad?

Det er ingen hemmelighed at jeg pt. flyver rundt på en farverig enhjørning fyldt med candyfloss og masser af glimmer. Det kaldes at være forelsket. Så lige for tiden er jeg ekstra glad og måske også ret uudholdelig at være sammen med 😊 Sender min dybeste medfølelse til mine kære – AHAHA!

Jeg har en storesøster. Da hun blev født måtte min far ikke være med til fødslen. Det ændrede sig da jeg kom til verden og der måtte han gerne. Min mor og far ville gerne have haft 3-4 børn. Min mor fødte en dødfødsel og hun havde flere spontane aborter ret sent i graviditeten. Så det blev kun til min søster og jeg. Da jeg blev født var min far som sagt med. Han holdt øje da jeg var på vej ud, og sagde ”Nu kan jeg se ørene”. Min mor begyndte at grine og jeg røg tilbage. Sådan foregik det et par gange (Jeg grinede overhovedet ikke da jeg fødte. Ingen af gangene!).

Jeg fik latter ind som det første indtryk. Jeg er også ret sikker på at min mors modermælk har været fyldt med ”lykkepiller”. Jeg har altid været glad og positiv. Ikke at forveksle med en lalleglad jubelidiot, selvom nogle måske vil betegne mig sådan. Der er nogle der bliver vildt provokeret af mit humør og det at jeg altid kan finde et eller andet positivt i alle situationer. Så får jeg tit stikpiller der kommer ud igennem sidebenene. Det handler jo bare ikke om mig, men om dem selv.

Jeg har lært, studeret og været på flere kurser i neurologi. Jeg synes hjernen er enormt interessant. Du kan træne din krop, dit hjerte og også din hjerne. Jeg ved godt at det ikke er alle der er født med en indre komiker, nogle har sværere ved at være positive og nogle dyrker ligefrem mørket. Jeg trives bedst i lyset. Jeg kan dog sagtens være ked af det.

Måske en gang om året……. Lidt oftere frustreret, men det handler om tålmodighed, som er et ord der ikke rigtig har fundet sig til rette i min verden 😉

Det ligger helt naturligt for mig at finde de positive ting ved alverdens udfordringer. Jeg kan også sagtens være alvorlig og føre dybe samtaler om store emner, men ikke ret lang tid ad gangen. Så kommer der altid et eller andet fjollet. Sådan trives jeg bedst.

Min morfar var min søster og jeg rigtig tæt knyttet til. Da han gik bort var vi naturligvis kede af det. Efter bisættelsen gav min mor os hendes dankort og sagde ”Tag op i byen og hav det sjovt”! Det gjorde vi så. Vi gav den gas, grinede og havde en fest. Sådan taklede vi sorgen og min mors dankort var rødglødende og Roskilde blev vores “fristed”.

Du kan træne din hjerne til at tænke positivt. Det har altid ligget helt naturligt for mig.

Som da jeg var 23 år og pludselig fra den ene dag til den anden blev alvorligt syg og lam i hele højre side. Jeg havde været ude at spise om aftenen, løbet en tur og dagen efter endte jeg i en kørestol på hospitalet. Den historie har jeg skrevet om, så den sparer jeg jer for. Som mange ved, så var jeg utrolig mange forskellige diagnoser igennem. Hjerneblødning, blodprop i hjernen, tumor m.m. Jeg var indlagt ret lang tid på hospitalet, fordi lægerne ikke kunne finde ud af hvad jeg fejlede. Samtidig skulle jeg have hjælp til alt. Lige fra at spise til at gå i bad. Jeg var fra starten ved godt mod. Jeg fik utrolig mange besøg og jeg var ikke bleg for at komme med en kæk bemærkning. Oftest et eller andet om mig selv og de udfordringer jeg havde. Selvironi. Jeg takler ofte svære ting med humor. Det er min medicin. Min kørestol blev pyntet, så den lignede et helt juletræ og heldigvis kunne jeg få portørerne til at grine dagligt. Den eneste gang jeg mistede modet, var da lægen fortalte mig at jeg havde en tumor i hjernen og at jeg max havde 3 måneder tilbage at leve i, fordi den voksede. De kunne ikke fjerne den, fordi den sad for tæt på lillehjernen. Den sveg!

Heldigvis tog de fejl. Da de så gav mig den rigtige diagnose, blev jeg vildt glad! Jeg vidste at jeg ikke dødede af det og selvom lægen sagde at jeg var så hårdt ramt i hjernen, at det var umuligt for mig at komme til at rejse mig fra kørestolen, tænkte jeg ”DET bestemmer jeg heldigvis selv”. Jeg trænede som en sindssyg. Både fysisk og mentalt. Det tog mig 9 måneder, før jeg gik ordentligt. Både læger og sygeplejersker så måbende til, når jeg kastede mig ud i halsbrækkende træning.

Lige efter jeg havde fået min diagnose, kom en sygeplejerske ind til mig. Hun ville gerne have at jeg fik antidepressive piller??!!! Say what!!!! Jeg har på alle tidspunkter været ukuelig og positiv. WTF – hvordan kunne de komme til den konklusion? De mente at når nu jeg var så ung (23 år) og skulle sidde i kørestol resten af mit liv, så MÅTTE jeg da være deprimeret??? Hun nærmest påtvang mig disse piller, indtil jeg blæste hende en midterskilning og råbte at de piller kunne hun stikke skråt op. Hele gangen på hospitalet kunne høre det! Derefter startede min intensive træning – jeg gav på intet tidspunkt op – også selvom der nogle gange ingen fremskridt var, eller at de var minimale.

Jeg var helt overbevist om at jeg nok skulle komme til at gå igen!

Jeg er utrolig nem at begejstre. Der skal ikke så meget til før jeg synes alt er fedeste i hele verdenen. Og det har ikke noget med min hårfarve at gøre! Taknemmelig – jeg kæmpede for at undgå en tilstand jeg var blevet ”puttet” i. Gudskelov at jeg ikke bare sagde ”Nå ok – så må det være sådan!”.

Her takker jeg min stædighed, fightervilje og positive tilgang til livet, for det har reddet mig tusinde gange i mit liv.

Du kan IKKE være FOR glad – du kan til gengæld godt være FOR sur!

Hvad tror du er bedst for kroppen og sindet:

Hormonet Oxytoxcin (også kaldet glædeshormon) som udskilles ekstra i kroppen når du er glad eller hormonet Noradrenalin (også kaldet stresshormon) som udskilles når du er vred/sur?