Mange har forskellige meninger om SOME. Nogle bruger det flittigt og deler meget om deres liv og hverdag, andre deler mindre, nogle vælger blot at følge med på sidelinjen og nogle vælger det helt fra. Nogle mener de har ytringspligt og bruger SOME til at komme af med deres indre dæmoner på skrift. Det er virkelig en skidt tendens og i stedet for at scrolle videre, er der nogle der har behov for at svine andre mennesker til på groveste vis, uden tanke på at der sidder en modtager på den anden side.
Jeg tænker da bestemt over hvad jeg deler. Jeg har været en mere ivrig deler end jeg er nu, men nyder faktisk at kunne følge med i mine venners liv via SOME. Især da vi alle kun har 24 timer i døgnet og ikke kan se alle så ofte vi måske gerne ville.
Jeg er også ret åben omkring min sygdom og det har været vigtigt for mig at det ikke bliver tabubelagt. At der bliver mere viden, eftersom jeg tit og ofte får svaret ”Gud har du sclerose, så kommer du da til at sidde i kørestol” eller ”Gud har du ADHD, har du haft det svært i skolen og de der har ADHD er da mindre intelligente”. Der findes så mange misforståede holdninger til diagnoser, som jeg synes er vigtige at bryde op med.
Ikke alle med sclerose ender i en kørestol. Nogle gør, men mange gør ikke. Jeg har selv rejst mig fra den, så det kan rent faktisk også gå den anden vej. Ja, det er en kronisk, uhelbredelig sygdom, men det er ikke det samme som at mennesker med sclerose, har den ene fod i graven.
Mennesker med ADHD kan have koncentrationsbesvær og andre udfordringer, men det er ikke det samme som de er uintelligente. Faktisk viser forskning at mennesker med ADHD har en mere kreativ hjerne og tankegang. Jeg har ikke den højeste uddannelse, men er blevet lederuddannet i Københavns Lufthavn hvor jeg har siddet med flere tusinde ansatte. Samtidig betegner jeg mig som praktisk intelligent, det har jeg via mine forældre. Jeg ser en løsning i alt og ofte en meget kreativ løsning. Jeg er ekstrem god til at brainstorme og mit hoved er fyldt med idéer. Det kan jeg helt sikkert takke min ADHD for. Jeg havde egentlig ikke som sådan behov for at få stillet diagnosen, for jeg havde ikke planer om at få medicin herfor. Men det var vigtigt for min søn, som kunne hænge sin hat på den knage, at han har det fra sin mor. Diagnose eller ej, så er vi jo stadig de samme mennesker.
Da jeg så for 3 uger siden fik konstateret modermærkekræft, var min holdning at det holdte jeg for mig selv. Min mor har haft det og har fået fjernet en kæmpe bid af sit venstre lår. Så jeg har altid været opmærksom og fået fjernet mange ufarlige pletter igennem livet. Den her sad på ryggen. Et sted jeg ikke ser, men kunne mærke at den var ujævn. Samtidig er det meste af min ryg dækket at en tatovering, så det er nok ikke så nemt at opdage. Det var faktisk Alex, min kæreste, der sagde at den skulle jeg gå til lægen med. Ja, Ja tænkte jeg, men næste morgen, bad han mig ringe til lægen. En time efter stod jeg hos lægen og så gik det stærkt. Jeg kom hurtigt i et kræftpakke forløb og i løbet af meget få dage, var jeg igennem første operation. Da det viste sig at være ondartet, skulle jeg igennem en operation mere, hvor de skulle gå dybere og bredere.
Jeg skulle have alt tøjet af pånær trusser, så de kunne tjekke min lymfer og pletter. Den ene kirurg (på 29 år) startede med at sige ”Du er godt nok mager” hvorpå den anden kirurg (på 32 år), rettede ham og sagde slank 😊. Følte mig lidt som på et slagteri. 2 kirurger var i gang mens jeg lå på maven og jeg kunne selvfølgelig høre hvad de sagde. ”Hold lige lidt mere op i kødkrogen. Klip lidt med saksen, skær 90 grader med skalpellen”. De gik til musklen på ryggen og syede mig godt sammen. I går blev jeg erklæret kræftfri og glæder mig til at stingene kan fjernes.
Hvorfor vælger jeg alligevel at dele det. Fordi at selvom min mor har haft det, så følte jeg mig alligevel alene. Jeg nævnte det for mine tætteste veninder og fandt faktisk ud af at en af dem havde været igennem det samme. Det ville jeg faktisk godt have vidst, for så havde jeg en veninde at ”sparre” med. Jeg ved at jeg har været til inspiration for mange med sclerose, især de nye med diagnose, fordi jeg har været åben og helt ærlig. Fortalt hvordan jeg takler livet, hvordan jeg lever og jeg er faktisk blevet kontaktet af rigtig, rigtig mange privat for at få råd og vejledning. Jeg er ikke læge, men jeg er ekspert i min egen sygdom. Jeg ved hvordan det er at leve med det og det gør lægen/neurologen ikke. Hvad der fungerer for mig og som måske også kan hjælpe andre.
Derfor var det faktisk vigtigt for mig at dele. At gøre opmærksom på at det er vigtigt at tjekke dig selv og dine kære. Når tingene bliver opdaget i tide, så er chancen for at forløbet bliver kort og forholdsvis uproblematisk. At ingen skal stå alene og ikke mindst alle de tabuer der er omkring sygdom – de skal brydes.
Alt er godt – jeg er glad – jeg har den dejligste kæreste og livet er fantastisk! Pas på dig selv og dine kære!
Kærlighedsglimmer fra Lailasilke!