DU er vigtig!

Du er den vigtigste person i dit liv!

Sidder du i en flyvemaskine der mister kabinetryk, skal du sætte iltmasken på dig selv først. Sådan er det også uden for flyvemaskinen.
Hvis du ikke passer på dig selv, elsker dig selv, og er stolt af den du er, finder du aldrig energien til at være noget for dine børn, forældre, venner og andre du sætter pris på.
Så stop og mærk om alt er ok med dig og hvis ikke, så fiks det. Først derefter kan du med god og kærlig energi, være noget for andre.

Citat: Martin Thorborg

Han er på mange måder en klog mand. Jeg delte til nytår hans råd, som stod fuldstændig i tråd med mine holdninger, måske bare skrevet på en mere maskulin måde.

Det har givet mig stof til eftertanke. Bl.a. skal jeg have noget mere maskulint ind i mit liv, udefra og jeg skal selv dyrke mere af min egen feminine side. Mange af jer der kender mig, ved at jeg har en pænt veludviklet maskulin side. Ikke at jeg bøvser og har hår på brystet, men jeg er en “vil selv – kan selv” type, men jeg øver mig i at bede om hjælp. Og det er faktisk ikke så farligt og overraskende nok, så er den der. Hjælpen!

Jeg har i det meste af 2017 – levet et liv med et meget lavt kabinetryk. Det har påvirket mine børn, min familie, mine venner og ikke mindst mig selv. Jeg tog ansvar og fjernede mig fra den og de ting der sænkede mit kabinetryk. Det har medført at jeg har fået mig selv tilbage – min energi og glæde. Jeg kan genkende mig selv igen, min livsglæde og ikke mindst mit humør!

Det har gjort at jeg er kommet meget tættere på mine børn, som jo nu er unge mennesker og det har styrket mine venskaber endnu mere. Jeg har til og med fået en masse nye venskaber og ikke mindst fået hjælp fra fronter jeg slet ikke havde set komme. Her er karma kontoen virkelig trådt i kraft – og tusind tak for det! Jeg er ovenud taknemmelig!

Jeg er pt. single og har det rigtig fint med det. Bevares, jeg er ikke gået i cølibat – men jeg leder ikke med lys og lygte efter en partner. Jeg tænker at det kommer, når tid er. Jeg vil ikke nøjes denne gang. Hvis jeg skal have en partner, så skal jeg være forelsket og det skal være en der vil mig.

Det betyder alt for mig at mine børn trives. De har begge jobs de er glade for, fuld gang i deres uddannelsesforløb, sunde fritidsaktiviteter, de har masser af gode venner og veninder og de er fyldt med gode værdier. De er fuldstændig fantastiske og jeg kan bestemt kalde mig en mega stolt mor! De kan i øvrigt også godt komme med masser af gode eksempler, på kæreste potentialer til deres mor. Ha, Ha – det sjovt! Jeg elsker dem og deres humor!

Jeg går ind i 2018 med fuld opladt iltmaske. Jeg er blevet Åndedrætstræner, så jeg derved også kan hjælpe andre til at få fyldt deres beholder op, til gavn for dem selv og deres kære omkring sig.

Vi har alle fragmenter i vores liv, hvor der er lavtryk i kabinen. Det er her vi skal handle og være stærke. For vores egen skyld og derved til gavn for alle dem vi elsker omkring os. Det er nemmere sagt end gjort, men i sidste ende er det rigtig godt givet ud. Det er ofte der hvor det er sværest, at du skal være stærkest. Ellers bed om hjælp. Det er ikke så farligt – som jeg troede.

Rigtig godt nytår!

Blog nytår foto

 

Bummelum – så heldig er jeg!

Jeg føler mig som verdens heldigste. Alting lykkedes for mig lige pt. og jeg har så megen hjælp og støtte fra min familie og min omgangskreds. TAK fra hjertet!

En af de store “opgaver” jeg har haft liggende som en sort sky – og som jeg ikke lige synes jeg selv havde kompetencerne til, var at få lavet en ny hjemmeside. Min gamle side var efterhånden meget gammel (læs: så gammel at den faktisk kun var en lille prik på skærmen) og den udbyder jeg brugte havde opdateret til nye versioner op til flere gange……

Nu har jeg en! En spritny, funklende hjemmeside, med glimmer på. Jeg er SÅ glad. Pelle, min søn på 15 år, har lavet den til mig i samarbejde med Onmondo.dk. Det fede er at den er helt vildt nem at arbejde i. Bortset fra de gange jeg har lavet et par “bøffer” og var helt “lost”. Men så ringede Pelle bare til Rasmus fra Onmondo (ikke et ord om hvilken bil han kører :)) – og så fiksede de det! De ved sgu hvad de laver! BUM!

Så nu er den i luften. Og den er også mobilvenlig!

www.Lailasilke.dk

– med de fleste af mine værker. Tjek den ud – jeg synes altså det er helt vildt sejt af min søn (og Onmondo.dk) at han har lavet den til mig! Det er til og med en fantastisk side at arbejde på/I! Selv en kunstnernørd som mig, kan finde ud af det (med lidt råd og vejledning :).

Jeg kan KUN anbefale alle at få lavet deres hjemmeside via Onmondo.dk, en fantastisk virksomhed med fingeren på pulsen, fuld af unge mennesker, med masser af erfaring. De er så hjælpsomme altså. De har bl.a. også lavet Anders Mattesens hjemmeside 😉 Jeg er FAN!

Dette er skrevet på min helt egen anbefaling og uden indtjening. Blot erfarings udveksling. Just do it 🙂

IMG_9353

Ingen kan se om jeg har undertøj på eller ej!

Jeg ved godt at jeg i mit tidligere indlæg skrev om flytning, men lige pt. er det det der fylder alt. Jeg er ved at blive skør af at gå rundt imellem flyttekasser som er stablet op, så der kun lige er en smal passage at bevæge sig igennem lejligheden på. Det positive er at der altid er faldunderlag, når jeg lige får trådt forkert eller ovenpå et eller andet der ligger på gulvet. Vi går og venter på at sælger ringer og siger at vi kan få nøglerne til vores nye hus. Næsten alt er pakket ned, så det er sin sag hvis man gerne vil have salt på sin æggemad, for hvilken kasse er der salt i….. Eller hvis man skærer sig som jeg gjorde i går, hvilken kasse er der plaster i. For ikke at tale om mit undertøj…. Ha, Ha,- Thorben synes det er fint at jeg render nøgen rundt som en forvirret kylling og leder efter undertøj… Men igen – ingen kan alligevel se om jeg har det på indenunder tøjet 🙂

Jeg har godt nok skrevet på kasserne hvad der er i, men ikke ned til mindste detalje. Og de står jo stablet. Der er f.eks. 10 kasser der står køkken på, og lige hvilken der er kommet salt i, er bare en jungle. Der skal pilles ned, gøres rent m.m., så lige nu føles det som at leve i en undtagelses tilstand. Ja, jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, og at det er et luksusproblem, men derfor kan det godt suge al energien ud af mig. Jeg prøver at oplade ind imellem. Ikke nok med at der er fysisk kaos, så har jeg haft en masse kaos med alt det praktiske. Der skal flyttes adresse (både til folkeregister og kommune), internet, tv-pakke, melde boligsikring fra, pensionsændring fra enlig til samlevende, forsikringer, advokat, bank, ejendomsmægler m.m. Det er ting alle skal igennem når de flytter, men i mit hoved er det bare voldsomt overvældende. Mit hoved har været ved at koge over, og “to-do” listerne er hobet sig op. Derudover er der alt det praktiske i flytningen.

Vi har heldigvis en fantastisk omgangskreds og familie, der har meldt sig på banen. Uden dem, gik det ikke! De løfter i flok og jeg er ovenud taknemmelig. Når vi så får nøglerne til huset, så starter en ny epoke. Med masser af praktiske projekter. En rum tid i byggerod og endnu mere flytterod venter. Men når lejlighederne er tømt, der er jo to af slagsen og tingene står i huset, så må det bare foregå i det tempo der nu byder sig. Det er nemt at sige nu, for de der kender mig, ved at jeg hader rod og derfor gerne vil på plads hurtigst muligt. Lige her må jeg bare øve mig i at sige pyt og tage tingene som de kommer. Det er også en god læringsproces. Jeg glæder mig nu bare til alt er overstået og vi kan åbne en kold flaske Asti imellem alle flyttekasserne i vores nye hus. Kom nu nøgler!

Rod

Jeg er et omvandrende maskingevær i brunst!

Kender I det? At skønne dejlige tanker kan dræne for energi?! Altså da jeg var på Haslev Sclerosehospital blev der lavet et energibarometer. Sort på hvidt. Det var genialt for mig. Jeg vidste godt hvad der tappede mig for energi og hvad der gav mig energi, men da det blev skrevet ned, blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg havde flere punkter der både gav energi og samtidig tappede mig for energi. Lige nu er jeg i proces huskøb. Huskøb som pludselig også sætter en masse tanker i gang om fremtiden.

Ok, vi skal have et hus i et plan. Ingen kælder eller 1. sal. Nogle dage har mine ben deres eget liv og så vil trapper ikke være en god løsning! Og hvad sker der i fremtiden. Åh, jeg hader det. Jeg vil bare gerne være i nuet. Lige nu og her – og nyde det jeg kan og har. Men så stor en investering gør at vi er nødt til at tænke på hvad der “KAN” ske. Der er ingen garantier, men der er heller ingen grund til at grave hullet større end nødvendigt. Det begrænser mulighederne. Der er mange skønne huse til salg – i 2 plan! Samtidig er vores økonomi ikke i mange millioner klassen. Det begrænser det endnu mere.

Vi har kigget hus et stykke tid og vi var faktisk nået så langt at vi havde skrevet under på et, som så i sidste minut røg til anden side. En hel uge efter var jeg helt fladmast! Den første dag skulle folk bare sige kuk til mig og så løb vandet over i øjnene. Selv vores søde advokat, blev nok lidt forskrækket, da mit følelsesudbrud kom i telefonen. Nu er vi kommet så langt at vi har fundet et hus der er meget bedre end det første. Et vi rigtig gerne vil have. Hos en rigtig god mægler, som jeg ved behandler os ordentligt! Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville lade mig rive med på samme måde, som ved et første hus, for så vil jeg ikke blive så skuffet hvis det glipper.

Yeah right. Mig der har hele følelsesregistret overplastret på hele min krop. Det kommer ikke til at ske. Og så tænker jeg – og hvad så!? Hvorfor lægge låg på det jeg rigtig gerne vil? For at beskytte mig selv – ja. Men når nu følelserne alligevel finder hver en sprække, gør det så noget. Altså det gør det at jeg får fuld smæk for skillingerne mht. mit energi niveau. At jeg pt. er et omvandrende maskingevær i brunst blot uden ammunition. De der kender mig, ved at tålmodighed er en af mine absolut svageste sider. Jeg bliver tit udfordret på lige netop denne side. Det er godt og nogle gange er det bare F***ing belastende og går alt for langsomt. Jeg er nok ikke helt nem at leve sammen med. Hverken for mine børn eller partner. Det kræver at de tager initiativer, er nytænkende og er med på beatet, for ellers keeeder jeg mig og så bliver jeg SUR og ikke så sjov at være sammen med. Men knækkes koden, så er det er en fest med kulørte lamper, glade tilråb og dansen på bordene. Lige pt. er min tålmodighed i brunst 🙂

til-salg

Identitetskrise?! Eller positiv forandring?

Jeg har mange gange i mit liv været i forskellige former for forandringer. Nogle kalder det identitetskriser, det synes jeg bare er et ikke så positivt ladet ord. Jeg tror de fleste af os, igennem livet, kommer ud steder hvor vi føler at vi ikke helt kan bunde og vi skal genfinde stabilitet og sikker grund igen. Jeg er HELT klart en eventyrer med stort E. Jeg lever ekstra meget, når jeg er der hvor jeg ikke helt kan bunde. Jeg hviler så endnu mere i mig selv når jeg har fast grund under fødderne igen. Igennem livet har jeg taget nogle VILDE valg. Ofte i perioder hvor der er sket forandringer i mit liv. Dengang jeg blev syg, prøvede jeg at holde fast med næb og klør, for at forblive den jeg var. Indtil jeg faktisk fandt ud af HVEM jeg var! Jeg blev overrasket! Overrasket over hvor stærk jeg var. Hvor stædig jeg var. Hvor positiv jeg var.

Lailsilke

Igennem hele mit forløb har jeg skulle genfinde mig selv, da der har været forskellige rutchebaneture. F.eks. da jeg blev skilt gik jeg 835 km i Spanien og fik lige inden tatoveret hele min ryg. Lige pt. blæse forandringens vinde igen. Jeg er blevet klippet korthåret, som i helt kort. Ikke de store tanker over det, bortset fra om jeg ville få flere tilbud fra kvinder, men igen det fik jeg også før 🙂 Jeg har skullet genfinde mit jeg og det ved jeg godt lyder HELT åndsvagt, med tanke på de ting jeg ellers har været igennem, men der ligger utrolig meget kvindelighed i sådan noget som HÅR. Altså det på hovedet 😉 Jeg er SUPER glad for mit “nye” hår! Det tager TID at være korthåret. Pludselig kan jeg bare ikke helt have det samme tøj på. Jeg bliver stoppet af fremmede mennesker på gaden som siger de synes mit hår er helt vildt fedt. Og ja, det er både mænd og kvinder…. Hvor meget kan hår lige fylde 😉 Ret så meget hos mig det seneste stykke tid! Som min søn sagde da han så mig: “Mor du ser mærkelig ud” – Heldigvis elsker jeg mærkelig <3

Selv sædceller angriber mig!

Jeg har aldrig rigtig lavet et nytårsfortsæt. Jeg vil sige, at jeg har sat mig mange mål i livet, det har som oftest bare ikke været lige omkring nytår. Jeg har også oftest lykkedes med mine mål! Jeg kan sagtens se fordelen ved at skyde det nye år i gang ,med gode konstruktive mål. Jeg ser også flere på løberuten i januar og februar end resten af året. Jeg ser alle bladenes forsider med slankekure, træning m.m.

Det er jo bare sådan, at det kræver en livsstilsændring. Det er ikke bare januar måned der skal løbes, svedes og spises sundt. Det er hele året. De færreste holder den kørende. Heller ikke mig. Det er lige som alkoholikeren, der skal lade flasken være resten af livet. Eller rygeren der er stoppet, som bare ikke kan være festryger. Sådan har jeg det med sukker. Det er enten eller.  Jeg kan ikke bare tage et lille stykke chokolade fra en plade. Næ, nej – ned skal hele pladen og helst også dens søster og bror (fordi der eksempelvis var tilbud på 3). Jeg skal IKKE have det i huset! BUM.

Kalorier angriber mig….. Jeg skal bare passere hylden i supermarkedet med søde sager, så er det som om at kalorierne bare overfalder mig og at bukserne allerede strammer på vej op til kassen. Jeg er en kaloriemagnet. Førhen var det også sådan med sygdomme. Var der en person der boede 3 veje væk, som havde optakt til forkølelse, influenza, øjenbetændelse eller lign. så fandt det den direkte vej op til mig. Så snart jeg åbnede hoveddøren, så blev jeg overfaldet….

Det har også været sådan med at blive gravid. Jeg skulle bare sætte mig i en sofa, hvor der dagen før havde siddet et hankønsvæsen, så var jeg gravid. Selv sædceller angreb mig, på højlys dag. Det er der så råd for og i dag er jeg beskyttet i alle ender og kanter. Jeg har bare ikke fundet kalorie spiralen! Nu er jeg så hoppet med på vognen med Bitz store kur, ligesom 100.000 andre danskere. Det tegner rigtig godt og er super lækkert! Jeg har i en lang periode levet på Palæo (Stenalderkost), som har været virkelig god for mig. Jeg blev bare lidt låst fast og manglede inspiration og fik stadig mine sukker cravings! Christian Bitz madplaner minder meget om Pæleo og jeg tilpasser den til mig.

Nu skal det være. Både fordi jeg synes at mine bukser strammer, men mest af alt fordi jeg kan mærke at min krop får det godt. Den smiler til mig, når jeg ikke tilfører den sukker og alt for mange tomme kulhydrater. Jeg er mindre træt, min hud bliver pænere og mit tøj sidder bedre!

Fristelserne er derude – men denne gang får de IKKE lov at angribe mig. Hvis nu jeg spørger min kæreste om ikke vi skal have sex, hver gang jeg får lyst til søde sager, så tror jeg han gør store øjne! Det skal prøves – det er jo total win/win (han bliver nok lidt træt at se på det næste stykke tid)!

Bitz