Letlevende kvinde, rødternet kjole og et ordentlig svin imellem benene :)

Da min far var ung var han udstationeret i Gaza som soldat. Det var på denne udstationering han indrykkede en kontaktannonce og mødte min mor. Historien hedder, at han og en del af hans soldaterkammerater satte en kontaktannonce i avisen. Det var datidens dating profiler. Min mor var indlagt på hospitalet og var blevet opereret i det ene knæ. Hun lå på stue med en “letlevende” kvinde som lokkede hende til at svare på en af annoncerne. Det blev sidenhen min far. Det er en længere historie, men min mor skrev med min far, hvorpå min far skrev med 17 forskellige kvinder. Vel og mærke uden at min mor vidste at hun var en af mange. Det endte dog med de to – hvilket jeg naturligvis er meget taknemmelig for.

Min far ville som ung gerne ind til politiet. Han havde alle kvalifikationer hertil, men under sin soldatertid havde han en meget dominerende sergent. Min far er et meget roligt menneske, men en dag blev sergentens tyranisme for meget og han svarede sergenten igen. Det gjorde at han fik en “plet” på sine papirer og derfor ikke kunne søge ind til politiet.

Da jeg var 18 år søgte jeg ind som konstabel. Jeg havde en idé om at jeg også gerne ville ind for politiet, og derfor skulle det være et springbræt indtil jeg var de 21 år som politiet kræver. Jeg blev kaldt til optagelsesprøve på flyvestation Værløse, som var en optagelse der forløb over 3 dage. Vi var lidt over 30 personer der mødte ind en morgen kl. 07:30 og blev sat i stævne på løbebanen. Her skulle vi bestå cooper testen (løbetest hvor man mindst skal løbe 3 km på 12 minutter). Her blev de første 3 allerede sendt hjem, fordi de ikke bestod.

Efterfølgende var der en masse test i fysisk styrke, intelligens test, matematiske færdigheder, psykolog, personlighedtest m.m. Undervejs blev dem der ikke udfyldte kravene, prikket på skulderen, fulgt ud, pakkede deres ting og vi så dem aldrig mere.

Vi endte op med at være 4 tilbage. Mig og 3 drenge. Jeg var den eneste der blev erklæret særdeles egnet og specielt psykologen havde fat i mig flere gange, fordi han mente jeg havde den perfekte profil…….. Jeg var ambitiøs og målrettet.

Jeg kom hjem med en kontrakt som konstabel på 2 år og 9 måneder. Jeg ville være telegrafist på et af skibene. Tiden gik og det nærmede sig at jeg skulle i “trøjen”. Jeg begyndte at få mere og mere kolde fødder over udsigten til at skulle være indespærret på et skib med måske 100 mand, hvoraf der måske max var 2-3 piger. Jeg trænede taekwondo på det tidspunkt på Nørrebro og var enormt aktiv i klubben. Jeg kom til skade med min skulder, den gik af led flere gange og det var min chance for at komme ud af kontrakten, som jeg nu havde fået helt kolde fødder over. Jeg havde dog bevist for mig selv at jeg kunne komme igennem nåleøjet.

Jeg fik læreplads midt på Rådhuspladsen, flyttede til Østerbro og lige efter jeg var blevet 21 år, troppede jeg i min frokostpause op hos Politiet for at søge ind. Inden du bliver optaget på Politiskolen skal du op til nogle prøver. De prøver blev jeg sat til at lave med det samme. Jeg troede bare jeg skulle ned og have et ansøgningsskema og derefter ville blive indkaldt. Jeg blev sat i et lokale hvor de startede med en personlighedtest. Den bestod jeg. Så blev jeg sat til en matematisk test. Den bestod jeg. Psykologtesten bestod jeg. Stave/læsetesten bedtod jeg. Så kom vi til almen viden……. Den dumpede jeg. Jeg var 21 år og brugte mere min tid på træning, sidde på Café, kreative ting end at læse aviser….. Ha Ha Ha. Det var spørgsmål som hvem var justitsminister i år 1984 (som var 10 år siden), geografi og lign. Det var ikke min stærke side. Betjenten sagde at jeg skulle læse avis hver dag i et år og søge ind igen året efter. De der kender mig, ved at tålmodighed ikke er min stærke side.

Derfor endte jeg i Lufthavnen. Den fedeste arbejdsplads ever og jeg har aldrig fortrudt at jeg ikke kom ind til Politiet.

Forleden dag var jeg på tur med min far. I første omgang var det egentlig blot for at have kvalitets tid med ham, uden at det skulle være at arbejde på mit hus. Vi skulle på Politimuseet i København og dernæst ud og spise frokost. Det endte med at det var helt vildt spændende på museet og jeg kunne sagtens have brugt et par timer mere der. Vi fik privat rundvisning. Fik fortalt en masse om forfærdelige forbrydelser, både dem der var opklaret og dem der var uopklaret. Om den 18. maj og alt muligt andet. Museet var i gamle dage Politistation og jeg blev smidt i detentionen som blev brugt sidste gang i 1977 (da var jeg 4 år). Jeg blev låst inde med et ordentligt brag. Der var en træbænk, et tæppe og et hul i gulvet, hvis man skulle af med noget. Det skulle jeg heldigvis ikke 🙂

Så kom vi til motorcyklerne. Der var en gammel Nimbus (hegnet ind) og et ordentligt svin af en moderne BMW motorcykel. Rundviseren, som var over 80 år, fortalte at børn og børnebørn ofte yndede at få taget billeder mens de sad på den. Så klappede han på sædet mens han kiggede på mig og vupti så sad jeg der på en kæmpe maskine! Jeg havde rødternet kjole på, men et kort øjeblik sad jeg i fuld uniform, hjelm på hovedet og med udrykning ude på landevejen. Dengang jeg havde motorcykel, kørte jeg en enkelt gang uden hjelm. Jeg sad godt nok bag på da jeg blev hentet på S-tog stationen af min daværende kæreste (som også havde motorcykel kørekort), men min hjelm lå derhjemme. Den eneste gang jeg kørte uden hjelm, blev vi stoppet af politiet. Heldigvis en motorcykelbetjent, som med et glimt i øjet, sagde at min kæreste nok bare skulle køre hjem efter min hjelm, mens jeg lige ventede de 10 min. det tog. Det gjorde han så.

Det er vildt at tænke på hvordan ens liv former sig. Om hvordan dine valg har af indflydelse på resten af dit liv. Nogle valg er fantastiske og giver masser af ekstra krymmel, guldglimmer og flødeskum på toppen og andre valg ville jeg helst have været foruden. Det er dog dine valg og erfaringer der gør dig klogere og giver dig indsigt i livet. Uanset om det er gode eller mindre gode valg. Det er også de færreste valg der er endegyldige (på nær hvis du får fjernet den ene arm eller lign.), heldigvis. Det har vi haft mange snakke om herhjemme, da jeg har en søn der er blevet optaget på en rigtig spændende uddannelse. Det er rent faktisk de færreste der på min alder, arbejder med det de er uddannet som. Det gælder bare om at se muligheder fremfor begrænsninger! Halleluja <3

Politi

“Jeg er gift, men for dig smider jeg gerne ringen”!

er nok den mest usexede scorereplik – jeg har hørt!

Kender i det? Pludselig bliver ens weekend planer helt anderledes end planlagt. Jeg har haft alt for travlt det sidste stykke tid og det kvitterede min krop så med en ordentlig gang feber, snot m.m. i forrige uge, som jeg stadig har glæde af.

Jeg havde egentlig planlagt at bruge sidste weekend i mit atelier og eftersom jeg ikke var helt frisk, var det en kærkommen lejlighed til at være kreativ. Et sted jeg elsker, men hvor jeg har været alt for lidt det sidste stykke tid.

Jeg har en fantastisk omgangskreds og det kan ikke siges for tit. Med mennesker fuld af kærlighed, lige som jeg elsker det. Mennesker der vil mig det godt, ligesom jeg vil dem det bedste. De fleste ved at jeg har haft en mindre sjov tid på det seneste. Jeg har haft mange tilbud om byture, middage, teater m.m. og jeg har da været af sted et par gange. Mine dejlige veninder har taget mig under deres vinger og løftet mig ud i lyset igen. Der hvor jeg trives allerbedst.

Pludselig fik jeg en besked fra en veninde. Der stod bare ”Er du uden børn lørdag”. Øh, tænkte jeg først, jeg orker ikke byen, for de sidste gange jeg har været af sted har jeg ikke mødt de mest interessante mennesker. Det orkede jeg bare ikke. Ikke flere ”Hvad laver du så?”, ”Dssu errr brare sssskkkiiidde llllææækker”, ”Jeg er gift, men pyt med det, for dig smider jeg gerne ringen” osv.

Men det var IKKE det! Middag og koncert…… Øh, fedt mand! Ja for helvede. Det var mega über cool, og vi var 5 der skulle af sted. 4 høns og en hane. Nogle jeg har kendt i mange år og som jeg kender igennem min veninde.

Det var så fed en aften. For første gang i hundrede år følte jeg rigtig at jeg var i live. Ja, bevares jeg trækker vejret, endda ekstra dybt og bredt efter min uddannelse som Åndedrætstræner, men jeg var lykkelig helt ind i hjertet. Jeg var i kærligt selskab, med mennesker der kun ville mig det godt og som jeg holder utrolig meget af.

Super lækker middag og koncerten var også mega fed. Dog følte jeg mig som giraffen på savannen. Jeg var et hoved højere end langt de fleste til koncerten. Ok, jeg havde også hæle på, men alligevel. Det fede var, at jeg så havde frit udsyn til scenen. Det må snart være min tur til at få en høj kæreste 🙂

Ægteparret der var med os, de er så søde altså og han er vildt sjov og hun er det kærligste væsen. Lad os kalde dem for Henrik og Pernille (jeg bruger ikke deres rigtige navne, da jeg ikke har spurgt om godkendelse hertil). Henrik og Pernille har kendt hinanden siden de var 15 år og er først blevet gift for et års tid siden. De har børn sammen og er gode til at nyde livet og hinanden. De kender hinandens særheder og er bare så gode sammen.

Henrik er en rigtig spasmager og prikkede flere gange til mig når der var hankøn i nærheden. Altså på sådan en fjollet og ikke irriterende måde. Jeg grinede bare og rystede på hovedet. Han spurgte mig så hvem/hvad der var min type, mens han skuede ud over forsamlingen. Det fik mig til at tænke efter. Jeg har ikke en type. Det er lige meget om han går i gule sko, skjorte eller er piercet i brystvorten. Det er ikke vigtigt! Jeg er ligeglad med om han vejer 15 kg for meget, har et modermærke eller er skaldet. Bevares, jeg har da ting der er ønsker. Men i bund og grund, handler det udelukkende om personlighed for mig. Så er jeg ligeglad med om han er topmodel for Elite eller renovationsarbejder. Personligheden er vildt vigtig for mig. Der går jeg helst ikke på kompromis. Jeg ved hvad jeg vil have, og mon ikke han en dag dukker op. Måske før end jeg venter det?!

Alle de tanker fløj igennem mit hoved alt imens Jacob Dinesens mørke stemme fyldte salen. Mine øjne gik nysgerrigt på opdagelse blandt publikum. Ikke for at finde typer, men for at se alle de kærestepar der stod og holdt i hånd eller omkring hinanden. Lige der mærkede jeg længslen efter noget jeg ikke har haft i meget, meget lang tid. At mærke kærligheden fra en partner. En der kysser dig i nakken og fortæller dig, at du er den dejligste i hele verdenen. Altså ægte kærlighed, der kan føles og mærkes! Begge veje. At bassen fra musikken føles som champagne i blodet, fordi du står lige der, med den partner du elsker. Så det måtte jeg lade gå ud over Pernille og holde om hende og hun passede også fint foran mig 🙂

Jeg har masser af kærlighed i mit liv. De fleste samtaler og sms korrespondancer jeg har, afsluttes med ”jeg elsker dig”. Jeg føler mig meget privilegeret. Over at have så mange mennesker omkring mig – der elsker mig. For mig og den jeg er. Jeg udvander ikke ordene, jeg siger og skriver dem kun, hvis jeg oprigtigt mener det og heldigvis har jeg så mange som jeg elsker højt i mit liv.

Det er bare ikke det samme som kærligheden fra en partner og det er ikke fordi jeg er utaknemmelig og ikke værdsætter al den kærlighed jeg får, for det gør jeg bestemt. Den er også vigtig. De fleste mennesker, uanset om de er singler eller i parforhold, vil også bare gerne have en partner der elsker dig oprigtigt og ærligt, med alt hvad du er

– og ikke mindst lidenskabelig sex fyldt med begær, det kan venner og veninder trods alt ikke give – det ville også bare blive noget rod (hahahahahahahahahaha)

Til Gitte:

Tak skatte – fordi du gav mig en fed aften! Jeg elsker dig!

noget-om-at-vaere-kaerester-3-mere-hverdag4

Bummelum – så heldig er jeg!

Jeg føler mig som verdens heldigste. Alting lykkedes for mig lige pt. og jeg har så megen hjælp og støtte fra min familie og min omgangskreds. TAK fra hjertet!

En af de store “opgaver” jeg har haft liggende som en sort sky – og som jeg ikke lige synes jeg selv havde kompetencerne til, var at få lavet en ny hjemmeside. Min gamle side var efterhånden meget gammel (læs: så gammel at den faktisk kun var en lille prik på skærmen) og den udbyder jeg brugte havde opdateret til nye versioner op til flere gange……

Nu har jeg en! En spritny, funklende hjemmeside, med glimmer på. Jeg er SÅ glad. Pelle, min søn på 15 år, har lavet den til mig i samarbejde med Onmondo.dk. Det fede er at den er helt vildt nem at arbejde i. Bortset fra de gange jeg har lavet et par “bøffer” og var helt “lost”. Men så ringede Pelle bare til Rasmus fra Onmondo (ikke et ord om hvilken bil han kører :)) – og så fiksede de det! De ved sgu hvad de laver! BUM!

Så nu er den i luften. Og den er også mobilvenlig!

www.Lailasilke.dk

– med de fleste af mine værker. Tjek den ud – jeg synes altså det er helt vildt sejt af min søn (og Onmondo.dk) at han har lavet den til mig! Det er til og med en fantastisk side at arbejde på/I! Selv en kunstnernørd som mig, kan finde ud af det (med lidt råd og vejledning :).

Jeg kan KUN anbefale alle at få lavet deres hjemmeside via Onmondo.dk, en fantastisk virksomhed med fingeren på pulsen, fuld af unge mennesker, med masser af erfaring. De er så hjælpsomme altså. De har bl.a. også lavet Anders Mattesens hjemmeside 😉 Jeg er FAN!

Dette er skrevet på min helt egen anbefaling og uden indtjening. Blot erfarings udveksling. Just do it 🙂

IMG_9353

Behandlet som en dronning!

I dag har jeg holdt endnu et foredrag om min Caminotur fra 2011. Jeg elsker turen ned igennem memory lane. Når jeg fortæller, bruger jeg altid de tre “g’er”. Gys – Gru og Grin. I dag var jeg et sted jeg havde været før. En lokalafdeling fra Ældresagen. De havde hørt mig som informatør sidste år og fået nys om at jeg også fortalte om Caminoen. Flere var gengangere og de sad med store øjne og ører da jeg ankom.

Jeg bliver altid behandlet som en stjerne når jeg kommer. Der er reserveret P-plads, reserveret plads ved bordet hvor vi skal starte med at synge en sang og få et stykke kage og en kop kaffe. Jeg blev sågar hentet ved bilen og en af de ældre herrer hjalp mig ind med mine ting. Jeg føler mig virkelig velkommen. De spørger til mig og min familie. Jeg får headset på og projektoren er sat til. Jeg bliver præsenteret som et livsstykke. Selv i deres blad står der:

Livsstykket Lailasilke kommer igen og fortæller om sin tur på Caminoen.

Det kan være noget af en opgave at holde liv i ældre (plus 65 år) fra 13-15, hvor de måske normalt får deres middagslur. Jeg havde et stramt program, for jeg kan snildt tale uafbrudt i 2,5 time. Jeg havde kun 1 time og 45 min. og der skulle også indlægges en pause.

Jeg starter altid med at fortælle om min baggrund. Her sidder de med løftede øjenbryn og hagen nede på halsen. Det er en god start, fordi allerede her – har jeg deres fulde respekt. På trods af at de også har gennemlevet et langt liv, med bump på vejen.

Jeg fik speedsnakket og kom igennem med kun et par minutters overtid. Efterfølgende er der altid aen på kinden og store kram fra dem. Mændene springer rundt og hjælper mig. Jeg føler mig som en lille pige – trods mine 41 år!

Jeg har små cellofanposer med strandsten, som jeg har dekoreret med kærlige beskeder. Især damerne bliver helt begejstret for dem. De må ikke kigge før de trækker en pose. Så lyser de helt op, når de læser hvad der står – og siger altid at det passer perfekt! Der kan f.eks. stå “Giv aldrig op” – “Husk at lege” – “Pas godt på dig selv” etc. De er med, fordi da jeg tog hjem fra Caminoen, havde jeg samlet muslingeskaller til alle mine kære, hvor jeg havde skrevet små kærlige beskeder på. Når jeg så fortæller om min tur, giver det god mening for mig at jeg har gjort mig umage, og fundet danske strandsten til tilhørerne, med kærlige beskeder.

Igen i dag forlod jeg en gruppe mennesker, der har fået en på opleveren. En historie, som næsten er for god til at være sand, fortalt af en sprudlende hoppebold i rask tempo. Ingen faldt i søvn og der var masser af grin og også store åbne munde. Jeg elsker at holde mine Caminoforedrag. Mest af alt fordi jeg selv er begejstret for mine oplevelser. Der er aldrig to foredrag der er ens, men overordnet er historien den sammen.Sjovt nok får jeg tit at vide af ældre mennesker at jeg ligner Per Pallesens datter??!! Trine Pallesen.

Lailsilke 02

Jeg er glad – og tror bestemt også de forlod lokalet med et smil på læben.

Tog-tosse!

Sidder i toget. På vej til Frederikshavn.  Det er en gråvejrsdag. Jeg sidder på 1. Klasse hvor der både er kaffe og chokoladehjerter. Jeg sidder ikke i stillezonen. Der er god plads, men alligevel flere end jeg havde regnet med. De fleste sidder med deres pc.  Nogle skal på arbejde, andre er på vej hjem fra en udenlandsrejse.

Jeg sidder overfor en dame på min egen alder. Vi nikker til hinanden, men passer ellers hver vores. Jeg sidder og kigger mine noter igennem til aftenens foredrag. Hun sidder på sin pc. Hun har lige hentet en kop yogithe som hun nipper forsigtigt til. Den dufter godt. Af søde bær. Der går en rum tid. Jeg kan mærke at jeg snart skal tisse. Begynder at fundere om der er toilet i toget. Det er mange år siden jeg har rejst med IC tog. Selvfølgelig er der toilet tænker jeg. Begynder at kigge i begge retninger og konstaterer at der kun er en vej at gå for at finde et toilet. Jeg får løftet mit ben overkors og får hermed skubbet til min mappe som vælter min cola (med låg på heldigvis). Den ryger over i hendes kop og vælter den. Heldigvis er den tom og jeg får sagt et par kække ord og beklager selvfølgelig. Hun smiler høfligt. Jeg rejser mig og bevæger mig i retning af hvor toilettet måtte være. Jeg skal igennem stille kupeen.

Endelig. Et toilet og der er ledigt. Skønt! Der står en seddel om at man skal sidde ned. For Søren da ja, ellers ville man jo sprøjtemale hele rummet.
Balancen er ikke al for stabil da jeg skal stå og vaske hænder. Overvejede om det var smart at tage mine støvler på i dag med hæl på. Balancen er trods alt lidt mere ustabil. På vej tilbage til min plads, når jeg næsten at sætte mig på skødet af en sovende mand i stillekupeen. Han vågner bræt, og jeg undskylder og smiler pænt imens jeg kæmper med balancen ned til mit sæde. Pyha, sikke en tur!

Imens har damen foran mig gjort klar til at stige af. Så kunne jeg brede mig…. Ahhhh. Snakken går lystigt om toget nu også standser i Vejle. En yngre mand i jakkesæt og smarte guccibriller, kigger på mig og spørger “det plejer da at stoppe i Vejle ikke”? Øh jeg ligner et stort spørgsmålstegn,  for hvordan skulle jeg dog vide det. Jeg svarer “Det ved jeg ikke, jeg kommer så sjældent ud”. Han smiler og kigger overbærende på mig, med et strejf af medlidenhed. Ha Ha, kunne jeg dog ikke bare holde min kæft!

Lige pt. sidder jeg og overvejer om jeg tør at rejse mig for at tage en kop kaffe. Der er ca. 2 meter derhen og toget gynger lystigt. Tror bare jeg holder mig til min cola.  Der er også over 2 timer til jeg skal af og toiletturen behøver jeg ikke at gentage.
Jeg bøjer mig og siger der er noget om snakken. Ud og se med DSB…..