DU er vigtig!

Du er den vigtigste person i dit liv!

Sidder du i en flyvemaskine der mister kabinetryk, skal du sætte iltmasken på dig selv først. Sådan er det også uden for flyvemaskinen.
Hvis du ikke passer på dig selv, elsker dig selv, og er stolt af den du er, finder du aldrig energien til at være noget for dine børn, forældre, venner og andre du sætter pris på.
Så stop og mærk om alt er ok med dig og hvis ikke, så fiks det. Først derefter kan du med god og kærlig energi, være noget for andre.

Citat: Martin Thorborg

Han er på mange måder en klog mand. Jeg delte til nytår hans råd, som stod fuldstændig i tråd med mine holdninger, måske bare skrevet på en mere maskulin måde.

Det har givet mig stof til eftertanke. Bl.a. skal jeg have noget mere maskulint ind i mit liv, udefra og jeg skal selv dyrke mere af min egen feminine side. Mange af jer der kender mig, ved at jeg har en pænt veludviklet maskulin side. Ikke at jeg bøvser og har hår på brystet, men jeg er en “vil selv – kan selv” type, men jeg øver mig i at bede om hjælp. Og det er faktisk ikke så farligt og overraskende nok, så er den der. Hjælpen!

Jeg har i det meste af 2017 – levet et liv med et meget lavt kabinetryk. Det har påvirket mine børn, min familie, mine venner og ikke mindst mig selv. Jeg tog ansvar og fjernede mig fra den og de ting der sænkede mit kabinetryk. Det har medført at jeg har fået mig selv tilbage – min energi og glæde. Jeg kan genkende mig selv igen, min livsglæde og ikke mindst mit humør!

Det har gjort at jeg er kommet meget tættere på mine børn, som jo nu er unge mennesker og det har styrket mine venskaber endnu mere. Jeg har til og med fået en masse nye venskaber og ikke mindst fået hjælp fra fronter jeg slet ikke havde set komme. Her er karma kontoen virkelig trådt i kraft – og tusind tak for det! Jeg er ovenud taknemmelig!

Jeg er pt. single og har det rigtig fint med det. Bevares, jeg er ikke gået i cølibat – men jeg leder ikke med lys og lygte efter en partner. Jeg tænker at det kommer, når tid er. Jeg vil ikke nøjes denne gang. Hvis jeg skal have en partner, så skal jeg være forelsket og det skal være en der vil mig.

Det betyder alt for mig at mine børn trives. De har begge jobs de er glade for, fuld gang i deres uddannelsesforløb, sunde fritidsaktiviteter, de har masser af gode venner og veninder og de er fyldt med gode værdier. De er fuldstændig fantastiske og jeg kan bestemt kalde mig en mega stolt mor! De kan i øvrigt også godt komme med masser af gode eksempler, på kæreste potentialer til deres mor. Ha, Ha – det sjovt! Jeg elsker dem og deres humor!

Jeg går ind i 2018 med fuld opladt iltmaske. Jeg er blevet Åndedrætstræner, så jeg derved også kan hjælpe andre til at få fyldt deres beholder op, til gavn for dem selv og deres kære omkring sig.

Vi har alle fragmenter i vores liv, hvor der er lavtryk i kabinen. Det er her vi skal handle og være stærke. For vores egen skyld og derved til gavn for alle dem vi elsker omkring os. Det er nemmere sagt end gjort, men i sidste ende er det rigtig godt givet ud. Det er ofte der hvor det er sværest, at du skal være stærkest. Ellers bed om hjælp. Det er ikke så farligt – som jeg troede.

Rigtig godt nytår!

Blog nytår foto

 

“Jeg er gift, men for dig smider jeg gerne ringen”!

er nok den mest usexede scorereplik – jeg har hørt!

Kender i det? Pludselig bliver ens weekend planer helt anderledes end planlagt. Jeg har haft alt for travlt det sidste stykke tid og det kvitterede min krop så med en ordentlig gang feber, snot m.m. i forrige uge, som jeg stadig har glæde af.

Jeg havde egentlig planlagt at bruge sidste weekend i mit atelier og eftersom jeg ikke var helt frisk, var det en kærkommen lejlighed til at være kreativ. Et sted jeg elsker, men hvor jeg har været alt for lidt det sidste stykke tid.

Jeg har en fantastisk omgangskreds og det kan ikke siges for tit. Med mennesker fuld af kærlighed, lige som jeg elsker det. Mennesker der vil mig det godt, ligesom jeg vil dem det bedste. De fleste ved at jeg har haft en mindre sjov tid på det seneste. Jeg har haft mange tilbud om byture, middage, teater m.m. og jeg har da været af sted et par gange. Mine dejlige veninder har taget mig under deres vinger og løftet mig ud i lyset igen. Der hvor jeg trives allerbedst.

Pludselig fik jeg en besked fra en veninde. Der stod bare ”Er du uden børn lørdag”. Øh, tænkte jeg først, jeg orker ikke byen, for de sidste gange jeg har været af sted har jeg ikke mødt de mest interessante mennesker. Det orkede jeg bare ikke. Ikke flere ”Hvad laver du så?”, ”Dssu errr brare sssskkkiiidde llllææækker”, ”Jeg er gift, men pyt med det, for dig smider jeg gerne ringen” osv.

Men det var IKKE det! Middag og koncert…… Øh, fedt mand! Ja for helvede. Det var mega über cool, og vi var 5 der skulle af sted. 4 høns og en hane. Nogle jeg har kendt i mange år og som jeg kender igennem min veninde.

Det var så fed en aften. For første gang i hundrede år følte jeg rigtig at jeg var i live. Ja, bevares jeg trækker vejret, endda ekstra dybt og bredt efter min uddannelse som Åndedrætstræner, men jeg var lykkelig helt ind i hjertet. Jeg var i kærligt selskab, med mennesker der kun ville mig det godt og som jeg holder utrolig meget af.

Super lækker middag og koncerten var også mega fed. Dog følte jeg mig som giraffen på savannen. Jeg var et hoved højere end langt de fleste til koncerten. Ok, jeg havde også hæle på, men alligevel. Det fede var, at jeg så havde frit udsyn til scenen. Det må snart være min tur til at få en høj kæreste 🙂

Ægteparret der var med os, de er så søde altså og han er vildt sjov og hun er det kærligste væsen. Lad os kalde dem for Henrik og Pernille (jeg bruger ikke deres rigtige navne, da jeg ikke har spurgt om godkendelse hertil). Henrik og Pernille har kendt hinanden siden de var 15 år og er først blevet gift for et års tid siden. De har børn sammen og er gode til at nyde livet og hinanden. De kender hinandens særheder og er bare så gode sammen.

Henrik er en rigtig spasmager og prikkede flere gange til mig når der var hankøn i nærheden. Altså på sådan en fjollet og ikke irriterende måde. Jeg grinede bare og rystede på hovedet. Han spurgte mig så hvem/hvad der var min type, mens han skuede ud over forsamlingen. Det fik mig til at tænke efter. Jeg har ikke en type. Det er lige meget om han går i gule sko, skjorte eller er piercet i brystvorten. Det er ikke vigtigt! Jeg er ligeglad med om han vejer 15 kg for meget, har et modermærke eller er skaldet. Bevares, jeg har da ting der er ønsker. Men i bund og grund, handler det udelukkende om personlighed for mig. Så er jeg ligeglad med om han er topmodel for Elite eller renovationsarbejder. Personligheden er vildt vigtig for mig. Der går jeg helst ikke på kompromis. Jeg ved hvad jeg vil have, og mon ikke han en dag dukker op. Måske før end jeg venter det?!

Alle de tanker fløj igennem mit hoved alt imens Jacob Dinesens mørke stemme fyldte salen. Mine øjne gik nysgerrigt på opdagelse blandt publikum. Ikke for at finde typer, men for at se alle de kærestepar der stod og holdt i hånd eller omkring hinanden. Lige der mærkede jeg længslen efter noget jeg ikke har haft i meget, meget lang tid. At mærke kærligheden fra en partner. En der kysser dig i nakken og fortæller dig, at du er den dejligste i hele verdenen. Altså ægte kærlighed, der kan føles og mærkes! Begge veje. At bassen fra musikken føles som champagne i blodet, fordi du står lige der, med den partner du elsker. Så det måtte jeg lade gå ud over Pernille og holde om hende og hun passede også fint foran mig 🙂

Jeg har masser af kærlighed i mit liv. De fleste samtaler og sms korrespondancer jeg har, afsluttes med ”jeg elsker dig”. Jeg føler mig meget privilegeret. Over at have så mange mennesker omkring mig – der elsker mig. For mig og den jeg er. Jeg udvander ikke ordene, jeg siger og skriver dem kun, hvis jeg oprigtigt mener det og heldigvis har jeg så mange som jeg elsker højt i mit liv.

Det er bare ikke det samme som kærligheden fra en partner og det er ikke fordi jeg er utaknemmelig og ikke værdsætter al den kærlighed jeg får, for det gør jeg bestemt. Den er også vigtig. De fleste mennesker, uanset om de er singler eller i parforhold, vil også bare gerne have en partner der elsker dig oprigtigt og ærligt, med alt hvad du er

– og ikke mindst lidenskabelig sex fyldt med begær, det kan venner og veninder trods alt ikke give – det ville også bare blive noget rod (hahahahahahahahahaha)

Til Gitte:

Tak skatte – fordi du gav mig en fed aften! Jeg elsker dig!

noget-om-at-vaere-kaerester-3-mere-hverdag4

Bummelum – så heldig er jeg!

Jeg føler mig som verdens heldigste. Alting lykkedes for mig lige pt. og jeg har så megen hjælp og støtte fra min familie og min omgangskreds. TAK fra hjertet!

En af de store “opgaver” jeg har haft liggende som en sort sky – og som jeg ikke lige synes jeg selv havde kompetencerne til, var at få lavet en ny hjemmeside. Min gamle side var efterhånden meget gammel (læs: så gammel at den faktisk kun var en lille prik på skærmen) og den udbyder jeg brugte havde opdateret til nye versioner op til flere gange……

Nu har jeg en! En spritny, funklende hjemmeside, med glimmer på. Jeg er SÅ glad. Pelle, min søn på 15 år, har lavet den til mig i samarbejde med Onmondo.dk. Det fede er at den er helt vildt nem at arbejde i. Bortset fra de gange jeg har lavet et par “bøffer” og var helt “lost”. Men så ringede Pelle bare til Rasmus fra Onmondo (ikke et ord om hvilken bil han kører :)) – og så fiksede de det! De ved sgu hvad de laver! BUM!

Så nu er den i luften. Og den er også mobilvenlig!

www.Lailasilke.dk

– med de fleste af mine værker. Tjek den ud – jeg synes altså det er helt vildt sejt af min søn (og Onmondo.dk) at han har lavet den til mig! Det er til og med en fantastisk side at arbejde på/I! Selv en kunstnernørd som mig, kan finde ud af det (med lidt råd og vejledning :).

Jeg kan KUN anbefale alle at få lavet deres hjemmeside via Onmondo.dk, en fantastisk virksomhed med fingeren på pulsen, fuld af unge mennesker, med masser af erfaring. De er så hjælpsomme altså. De har bl.a. også lavet Anders Mattesens hjemmeside 😉 Jeg er FAN!

Dette er skrevet på min helt egen anbefaling og uden indtjening. Blot erfarings udveksling. Just do it 🙂

IMG_9353

Gammel i skindet, men ung i sindet

Forleden talte jeg med en kammerat. Vi talte om alder. Om da jeg var 13-15 år, der syntes jeg at dem på 40 år eller deromkring var oldgamle. Jeg er nu selv 44 år. Jeg har hverken lilla permanent eller går i plisseret nederdel. Bevares, jeg kan godt se at tidens tand har sat sine spor. At folderne i ansigtet er blevet tydeligere og at huden er mere påvirket af tyngdekraften. Brillerne har fundet sin plads på næseryggen, hvis ikke jeg skal have mobilen ud i halvanden meters afstand når jeg skal læse. Men jeg føler mig ikke gammel. I hvert fald ikke indeni.

Jeg kan godt se at tingene går meget stærkt. At jeg ligner gravballemanden når ungerne kommer med deres slang og forkortelser som jeg ikke forstår. Det ændrer sig igen lige så hurtigt. Faktisk lige i takt med at jeg har lært hvad det betyder, så er det “so last year” at sige sådan…… Men jeg giver ikke op. Jeg prøver at følge med. Altså ikke ved at klæde mig som en på 20 år eller opføre mig sådan. Kun hvis jeg lige skal være lidt ekstra pinlig overfor ungernes venner, for så kan de grine af det – og grine er den bedste medicin. Jeg har ikke noget imod at blive til grin, i hvert fald ikke hvis det ikke er ondskabsfuldt.

Men igen, vi havde da også udtryk som kodyl, knæhøj karse og bred ymer (aij okay – det var måske alligevel fra generationen før mig der sagde sådan). Så er der youtube’erne – det forstår jeg ikke helt. Der er i hvert fald nogle jeg ikke forstår. Der er eksempelvis en der lever af at bade i alverdens ting i hans badekar! Det er cool nok, jeg forstår det bare ikke. At bruge tid på at sidde og se på det vel og mærke. Vi så det lille hus på prærien i stedet for youtube manden der bader i morgenmadsprodukter.

Jeg synes jeg følger meget godt med og jeg kan se på mine veninder der også er mødre, at de holder sig fantastisk godt og følger godt med tiden. Nogle er næsten 10 år ældre end jeg, men de ligner en hel million. De ser brand godt ud.

Vi er så også flere og flere der bliver skilt i min alder. Nogle medier hævder at der er 1,6 mill. singler i DK, men det tal er fuldstændig skudt forkert, da det udelukkende er baseret på ”enlige”. Man kan jo sagtens bo alene og så have en kæreste. Single kulturen som de kalder det. Er vi for kræsne, arbejder vi ikke nok for parforholdet? Jeg kan kun tale for mig selv og mine nærmeste veninder. Jeg synes du skylder dig selv at være lykkelig. Hermed ikke sagt at du skal være smask forelsket i 20 år, og at der ikke kan være op og nedture. Men hvis et parforhold næsten kun er nedture, fyldt med løgne, negativ energi og al kærlighed, glæde og omsorg er forsvundet, så skylder du dig selv en egenomsorg, ved at sige tak for denne gang. Jeg vælger mit liv og hvem der skal være i det. Det skal være nogle der vil mig, som jeg er og som jeg stoler på. Så vil jeg til gengæld også give det samme tilbage. Tillid, respekt og for guds skyld krydret med en masse humor og tossestreger (ha ha – lige det ord, vidner om min alder).

Så er der al den snak om at 40’erne er de nye 30’er at 50’erne er de nye 40’er. Lidt fjollet fordi vi har jo den alder vi har. Jeg kan godt se at vi i dag måske er mere ungdommelige og det kan også bare være noget jeg bilder mig selv ind, fordi jeg selv snart er i midt 40’erne. Jeg kan godt mærke at hvis jeg har været i byen, så kan jeg ikke bare køre igennem som tidligere. Jeg drikker mig sjældent beruset. Det er bl.a. fordi jeg værdsætter min tid utrolig meget, og at jeg ikke orker at skulle bruge 2-3 dage på at blive menneske igen. Samtidig skal der ikke mange glas til, før jeg ligner en meget dårlig breakdanser med talebesvær.

Jeg er meget glad for min alder. Jeg ønsker mig ikke tilbage til dengang jeg var ung og usikker. Jeg er glad for den livserfaring jeg har fået igennem årene. Især de seje perioder har sat sit præg på mig som menneske og sådan tror jeg det er for de fleste.

Alder er noget pudsigt noget – men en ting er sikkert. Vi bliver alle ældre. Gamle Orla som i dag sidder på bænken med snavsede bukser og en guldbajer i hånden, han har engang været ung og måske lækker som bare pokker – alt imens han i sine trompetbukser udbrød “Kodyl”.

Alder spiller ingen rolle – med mindre man er en ost.

sjov-hilsen

Stolt af at have en mor med sclerose?

D. 18. april for 19 år siden ændrede mit liv sig totalt. Jeg var karriere menneske med stor K. D.v.s. at jeg arbejde rigtig meget. Jeg gik efter et lederjob (som jeg også fik). Jeg havde en fridag om måneden og alt mit sociale liv foregik på min arbejdsplads i Københavns Lufthavn. Jeg elskede mit arbejde og jeg havde store ambitioner som 23 årig. Med et trylleslag ændrede mit liv sig totalt. Jeg blev indlagt akut på hospitalet. Jeg var lam. Jeg kunne ingenting. Fra den ene dag til den anden. Det har jeg skrevet om før, så det er ikke historien om kampen for livet der skal fylde i denne blogpost. Det jeg gerne vil dele er hvordan identiteten ændres. Hvor svært det var at finde ud af hvem jeg var. Uanset om vi vil være ved det eller ej, så ligger vi utrolig meget identitet i det vi laver i form af vores job. Når det så tages væk, så fjernes ofte også en del af selvværdet. Vi vil alle være gode til noget. Gerne noget godt. Jeg ville ikke være god til at være syg. Jeg holdt fast i mit gode humør.

I biograften

Det var vigtigt for mig at være positiv, også selvom mange andre havde et mere pessimistisk syn på min situation. Jeg holdt krampagtigt fast i at “have en fest”. Selvom jeg sad i kørestol og ikke kunne ret meget, så kunne jeg altid fremstamme en joke. Helst omkring mig selv og min situation. Det var rigtig vigtigt for mig at bevare humoren. Måske fordi jeg ikke ville se realiteterne i øjnene eller for at skjule at jeg måske inderst inde var bange. Det kan der nok tolkes en masse omkring, men det var og er ikke mit behov. Det virkede for mig at være positiv. Jeg havde en stålsat tro på at jeg nok skulle komme til at gå igen. Også selvom lægerne sagde det modsatte. Det lykkedes. Den styrke har båret mig rigtig langt i livet. Jeg havde en lang årrække hvor jeg følte mig mindre værd. Jeg var syg, jeg var blevet førtidspensionist, jeg bidrog ikke med noget til samfundet, mine børn kunne ikke være stolte af deres mor. I mange år var det svært i sociale sammenhænge. Fordi det første jeg altid blev spurgt om var “hvad laver du så”. Indimellem havde jeg lyst til at svare at jeg designede rumdragter, var chefredaktør på Børsen eller lign. Jeg blev med det samme sat i bås, når jeg fortalte at jeg var på pension og enten kom hundeøjnene eller ryggen blev vendt til. Efter nogen tid begyndte jeg at sige at jeg var kunstner. Det passede jo. Jeg maler, laver figurer og har haft omkring 100 udstillinger. Mit liv kan fungere fordi jeg er på pension. Jeg har ikke så mange attaks og jeg kan disponere over min energi. Jeg har ikke megen energi i perioder og nogle dage handler det bare om at “overleve”.

Jeg er blevet rigtig god til at acceptere mig selv og min situation. Indimellem kan jeg godt blive ærgerlig over at energien mangler, men jeg ved at hvis jeg giver mig den tid det tager, så kommer jeg stærkt tilbage. I de uger jeg har mine børn, planlægger jeg så lidt som muligt. Det er vigtigt for mig at mine børn ikke lider nogen nød fordi deres mor er syg. De opdager selvfølgelig at jeg er træt, har en kortere lunte m.m. i perioder. Men jeg gør mit allerbedste for at være til stede i de uger de er hos mig og have energi til dem. I dag kom min datter hjem med to veninder. Det er faktisk ikke så tit at mine børn har legekammerater med hjem. Om det er for at skåne mig, det ved jeg faktisk ikke.

Men i hvert fald når de lige at komme ind af døren (jeg står i køkkenet), hvorpå min datter så siger: “Den der nye dramaserie på DR der hedder Bedrag, den har min mor hjulpet moren i serien med. Fordi hun har sclerose. Manuskriptet er faktisk blevet skrevet om, p.g.a. min mor”. De to veninder står med store øjne og lytter, hvorpå de svarer at de ser den ikke men at det var da mega sejt. Jeg stod som sagt i køkkenet og overhørte den her samtale. Min datter er 11 år. Serien er ikke egnet til børn. Hun får lov at se den – sammen med mig. Vi taler om den og hvilke replikker/episoder der er taget ud af vores liv m.m. Jeg sidder nu med en mærkelig følelse. Har en datter der stolt fortæller om “mors” bedrifter omkring sygdom. Er glad for det ikke er tabu, men at hun rent faktisk er stolt. Men også følelsen af at jeg nok hellere havde set hende være stolt af mor der designede rumdragter eller lavede flyveplaner som jeg gjorde før jeg blev syg. Men når nu det ikke kunne være anderledes, så er jeg da rigtig glad for at jeg kan gøre min datter stolt. Også selvom det er pga. sygdom.

DYT DYT – vil du byt!

Jeg er ikke god til brok, beklagelse og selvmedlidenhed. Jeg synes vi skal have fokus på alt det gode, alt det vi kan og mindre brok. Når det så er sagt, så kunne jeg godt tænke mig at kunne bytte krop med nogle personer engang i mellem. Mest med de der typer der siger, du fejler da ikke noget, du kan det hele og du ser da helt frisk ud. Jeg gør en indsats. En stor en hver dag. Det gør også at jeg ikke har så meget overskud til sociale arrangementer, som så mange andre. Jeg prioriterer. Hver dag. Jeg brokker mig ikke. Ikke engang mine aller nærmeste hører mig beklage mig. Jow når jeg har så ondt at jeg næsten ikke kan gå, så ses det i hvert fald.

Jeg er ikke superwoman, og jeg ønsker ikke at fremstå sådan. Jeg selv bliver tricket af personer som altid brokker eller beklager sig. Det får mig til at gå i den helt anden grøft og bliver mere stædig og arbejdsom. Det kan godt være at der er gemt et eller andet i den adfærd som der måske skulle kigges på, men lige pt. lever jeg fint med det, som det er. Det eneste er at jeg kan blive meget træt og til tider en smule irriteret på mennesker jeg ikke kender som skal gøre sig klog på mig og min sygdom. Jeg forlanger ikke at andre skal kunne forstå, men måske bare en eller anden form for empati. Som i dag. En beboer et par huse væk fra vores nye hus tropper op mens vi går og arbejder i forhaven. Hun vil hilse på og bliver hængende i et godt stykke tid. Så spørger hun hvad jeg laver siden jeg kører rundt i sådan en stor bil.

Wellness

Jeg fortæller at jeg er på førtidspension. Hun spørger så hvad jeg fejler og jeg svarer. Så spørger hun om man så har brug for at køre i sådan en stor bil når man har den diagnose. Jeg svarer nej, det behøver man ikke, men at jeg har siddet i kørestol. Hun måler mig med øjnene og siger “Jamen – du går jo her og arbejder”. Jeg forklarer at min sygdom varierer meget og er meget uforudsigelig. Jeg blev pludselig meget træt – både af at jeg følte jeg skulle retfærdiggøre overfor hende hvorfor det ene og det andet. Samtidig ville jeg ikke forklare hende at de kræfter jeg bruger i dag, har jeg mindre af i morgen og i øvrigt har ligget med ondt i ryggen de sidste dage! Jeg kender hende ikke og havde egentlig ikke behov for at forklare mig. Jeg kunne nok have taklet det anderledes og svaret på en anden måde, men nogle gange bliver jeg bare taget med bukserne nede. I sådan et tilfælde ville jeg gerne bytte krop med hende for en dag – eller i øvrigt blot tilbyde hende at have min krop en enkelt dag, for hendes behøvede jeg ikke…… Så kunne min sjæl tage på wellness imens. Så ville hun nok forstå. Jeg ønsker ingen ondt, blot mere empati og oplysning!

TAK fra mit hjerte!

Der har været stille på min blog en rum tid. Jeg har været gået “under jorden”. Alt overskud har været brugt på projekt hus. Et projekt der har haft en del flere overraskelser end hvad vi havde regnet med. Tætte venner og familie har vidst at jeg har været i live og har trukket vejret. Jeg har ikke haft det store overskud til andet end at prøve at komme på plads og lande på benene. Jeg har i perioder bare haft dage hvor jeg bare har haft brug for at være alene. På trods af alle de overraskelser der har været, føler jeg mig så rig.

Vi har boet her i halvanden måned og vi er allerede kommet rigtig langt. Der er mindst lige så lang vej igen, men der sker hele tiden noget og der kommer helt sikkert flere overraskelser. Vi vil helst bare ikke have flere sygehusbesøg. Det har været helt gal med elinstallationerne i huset. Så galt at vi alle har fået stød flere gange. Den ene gang gik det så galt at min søde kæreste røg på gulvet med muskelkramper og HPFI relæet slog fra. Så røg vi på akutafdelingen og til hjerteobservation…… Vi har fået så megen hjælp fra familie og venner, at rigdom kan måles på mange måder. Elektriker fra omgangskredsen er kommet i weekender og aftner for at gøre os trygge at bo her. Vores familier er troppet op fra tidlig morgen til sen aften igennem flere uger, med arbejdskraft og mad. Venner og veninder har været her for at hjælpe med at male, de steder hvor mine rystehænder/ben ikke slog til.

De har flyttet buske, gjort rent og meget, meget mere! En uvurderlig hjælp! Ikke nok med det, så brændte min bil sammen i søndags. Midt på Frederiksberg. Min livline (min højt elskede farmand) kom med det samme og fik trukket bilen hen et sted, hvor det var lovligt at holde. Så heldig jeg er at en ven i nøden har sit eget værksted, ville sørge for at bilen bliver hentet og kørt til hans værksted. Om den overlever, det vides ikke endnu. Selvom tingene ind imellem ramler og jeg hiver mig i håret og til tider kan tænke ”holder det aldrig op”, så er der hele tiden løsninger. Løsninger fra mine venner og familie som gang på gang tropper op, når vi står i kviksand. Jeg føler mig så heldig og rig. Rig på dem omkring mig som gør at jeg stadig kan smile på en regnvejrsdag. En kæreste, der forstår at ”spille mig god” og sørge for at holde humøret oppe og tage sin del af arbejdet! Tusind tak for jer alle – I ved selv hvem I er! I er grunden til at jeg stadig står oprejst!

Ingen kan se om jeg har undertøj på eller ej!

Jeg ved godt at jeg i mit tidligere indlæg skrev om flytning, men lige pt. er det det der fylder alt. Jeg er ved at blive skør af at gå rundt imellem flyttekasser som er stablet op, så der kun lige er en smal passage at bevæge sig igennem lejligheden på. Det positive er at der altid er faldunderlag, når jeg lige får trådt forkert eller ovenpå et eller andet der ligger på gulvet. Vi går og venter på at sælger ringer og siger at vi kan få nøglerne til vores nye hus. Næsten alt er pakket ned, så det er sin sag hvis man gerne vil have salt på sin æggemad, for hvilken kasse er der salt i….. Eller hvis man skærer sig som jeg gjorde i går, hvilken kasse er der plaster i. For ikke at tale om mit undertøj…. Ha, Ha,- Thorben synes det er fint at jeg render nøgen rundt som en forvirret kylling og leder efter undertøj… Men igen – ingen kan alligevel se om jeg har det på indenunder tøjet 🙂

Jeg har godt nok skrevet på kasserne hvad der er i, men ikke ned til mindste detalje. Og de står jo stablet. Der er f.eks. 10 kasser der står køkken på, og lige hvilken der er kommet salt i, er bare en jungle. Der skal pilles ned, gøres rent m.m., så lige nu føles det som at leve i en undtagelses tilstand. Ja, jeg ved godt at der er mange der har det værre end mig, og at det er et luksusproblem, men derfor kan det godt suge al energien ud af mig. Jeg prøver at oplade ind imellem. Ikke nok med at der er fysisk kaos, så har jeg haft en masse kaos med alt det praktiske. Der skal flyttes adresse (både til folkeregister og kommune), internet, tv-pakke, melde boligsikring fra, pensionsændring fra enlig til samlevende, forsikringer, advokat, bank, ejendomsmægler m.m. Det er ting alle skal igennem når de flytter, men i mit hoved er det bare voldsomt overvældende. Mit hoved har været ved at koge over, og “to-do” listerne er hobet sig op. Derudover er der alt det praktiske i flytningen.

Vi har heldigvis en fantastisk omgangskreds og familie, der har meldt sig på banen. Uden dem, gik det ikke! De løfter i flok og jeg er ovenud taknemmelig. Når vi så får nøglerne til huset, så starter en ny epoke. Med masser af praktiske projekter. En rum tid i byggerod og endnu mere flytterod venter. Men når lejlighederne er tømt, der er jo to af slagsen og tingene står i huset, så må det bare foregå i det tempo der nu byder sig. Det er nemt at sige nu, for de der kender mig, ved at jeg hader rod og derfor gerne vil på plads hurtigst muligt. Lige her må jeg bare øve mig i at sige pyt og tage tingene som de kommer. Det er også en god læringsproces. Jeg glæder mig nu bare til alt er overstået og vi kan åbne en kold flaske Asti imellem alle flyttekasserne i vores nye hus. Kom nu nøgler!

Rod

Ingen vil røre ved den varme kartoffel – Gensidig forsørgerpligt!

Valgkampen kører for fuld smæk. Jeg synes det er svært at gennemskue, som mange andre danskere. Der bliver lovet til højre og venstre og alle ved at meget af det er valgflæsk. Politikerne farer rundt til danskerne i øjenhøjde for at vise deres engagement i de forskellige arbejdsfag og livssituationer. Men kan de sætte sig ind i folks sted? De får deres fede hyre og pensionsordninger, som jeg bestemt under dem, men er de oprigtigt interesseret i at ændre det de lover? Jeg synes vi har det godt i Danmark.

Jeg synes også at der er masser af plads til forbedringer. De fleste mennesker er deres egen lykkes smed og derfor stemmer de fleste med henblik på hvad der er godt for dem. Eller hvad de tror der er godt for dem og Danmark. Jeg synes der er lavet mange hovsaløsninger, som er gået ud over utrolig mange mennesker. F.eks. gensidig forsørgerpligt. Jeg kan godt se idéen med at vi selvfølgelig skal hjælpe hinanden hvis der pludselig er en der står uden job. Det er forhåbentlig en midlertidig situation. Hvad med dem der bliver ramt af ufrivillig sygdom? Som ikke kan ændre på sine livsvilkår, uanset hvor gerne de end ville. Dem det er umuligt for at komme tilbage til arbejdsmarkedet. Dem hvor partneren hænger (og bliver straffet) økonomisk og samtidig skal være al den ekstra hjælp i hverdagen som er skåret helt ind til benet fra kommunen, fordi der er en rask partner/ægtefælle. Hvem ønsker at sidde i den situation?

running-brain

Ikke nok med at det er hårdt nok at have en syg partner, så bliver de også straffet på pengepungen?! Er det fair? Der er INGEN i valgkampen der har villet røre ved den varme kartoffel i dette tilfælde. Jeg er af den overbevisning at vi så vidt muligt skal klare os selv og at vi ikke skal drive rovdrift på systemet. Men hvad med dem der ikke kan? De bliver efterladt i en økonomisk knibe, som gør at mange ægteskaber går tabt eller i værste fald at mange syge ikke får sig en partner, fordi både den syge og partneren bliver straffet ekstra hårdt. At partneren skal løbe dobbelt så stærkt for at tjene ekstra så hverdagen kan løbe rundt.

Når de så endelig har fri, skal de passe den syge derhjemme, fordi der ingen hjælp er at få. Jeg kan se det er hverdag for utrolig mange mennesker og spørgsmålet er hvor længe det kan holde før det går i opløsning. Jeg hører og ser at familier går i opløsning, fordi det er alt for hårdt. Jeg siger ikke at de syge skal have guld og diamanter, men førtidspensionen i dag er bestemt ikke noget du bliver tyk og fed af. Jeg siger,- Er det fair at en partner skal straffes på deres indtægt når deres partner er syg og bundet til førtidspension? Hvis politikeren prøvede at sætte sig ind i situationen eller selv prøvede det på egen krop, bare i 3 måneder, så tror jeg de ville ændre synspunkt….. Det var bare en af de hovsaløsninger jeg synes er helt forkert, for der er bestemt mange flere at tage fat på. Misundelsesafgifter m.m.

Jeg er et omvandrende maskingevær i brunst!

Kender I det? At skønne dejlige tanker kan dræne for energi?! Altså da jeg var på Haslev Sclerosehospital blev der lavet et energibarometer. Sort på hvidt. Det var genialt for mig. Jeg vidste godt hvad der tappede mig for energi og hvad der gav mig energi, men da det blev skrevet ned, blev det pludselig meget håndgribeligt. Jeg havde flere punkter der både gav energi og samtidig tappede mig for energi. Lige nu er jeg i proces huskøb. Huskøb som pludselig også sætter en masse tanker i gang om fremtiden.

Ok, vi skal have et hus i et plan. Ingen kælder eller 1. sal. Nogle dage har mine ben deres eget liv og så vil trapper ikke være en god løsning! Og hvad sker der i fremtiden. Åh, jeg hader det. Jeg vil bare gerne være i nuet. Lige nu og her – og nyde det jeg kan og har. Men så stor en investering gør at vi er nødt til at tænke på hvad der “KAN” ske. Der er ingen garantier, men der er heller ingen grund til at grave hullet større end nødvendigt. Det begrænser mulighederne. Der er mange skønne huse til salg – i 2 plan! Samtidig er vores økonomi ikke i mange millioner klassen. Det begrænser det endnu mere.

Vi har kigget hus et stykke tid og vi var faktisk nået så langt at vi havde skrevet under på et, som så i sidste minut røg til anden side. En hel uge efter var jeg helt fladmast! Den første dag skulle folk bare sige kuk til mig og så løb vandet over i øjnene. Selv vores søde advokat, blev nok lidt forskrækket, da mit følelsesudbrud kom i telefonen. Nu er vi kommet så langt at vi har fundet et hus der er meget bedre end det første. Et vi rigtig gerne vil have. Hos en rigtig god mægler, som jeg ved behandler os ordentligt! Jeg havde lovet mig selv at jeg ikke ville lade mig rive med på samme måde, som ved et første hus, for så vil jeg ikke blive så skuffet hvis det glipper.

Yeah right. Mig der har hele følelsesregistret overplastret på hele min krop. Det kommer ikke til at ske. Og så tænker jeg – og hvad så!? Hvorfor lægge låg på det jeg rigtig gerne vil? For at beskytte mig selv – ja. Men når nu følelserne alligevel finder hver en sprække, gør det så noget. Altså det gør det at jeg får fuld smæk for skillingerne mht. mit energi niveau. At jeg pt. er et omvandrende maskingevær i brunst blot uden ammunition. De der kender mig, ved at tålmodighed er en af mine absolut svageste sider. Jeg bliver tit udfordret på lige netop denne side. Det er godt og nogle gange er det bare F***ing belastende og går alt for langsomt. Jeg er nok ikke helt nem at leve sammen med. Hverken for mine børn eller partner. Det kræver at de tager initiativer, er nytænkende og er med på beatet, for ellers keeeder jeg mig og så bliver jeg SUR og ikke så sjov at være sammen med. Men knækkes koden, så er det er en fest med kulørte lamper, glade tilråb og dansen på bordene. Lige pt. er min tålmodighed i brunst 🙂

til-salg