Leverpostej eller jomfruhummer?

Jeg har altid sagt at jeg ikke vil have et leverpostejsliv eller et leverpostejsforhold. Hermed ikke sagt at jeg ikke holder af hverdagen. Hverdagen er livets lim, der holder fast på det der er vigtigt. Hverdagen er skøn og hvis du gør dig umage, uden besvær, så bliver den fantastisk.

Nogle vælger at leve et leverpostejsliv. Med det, mener jeg et liv hvor den ene dag bare tager den anden. Flere end vi regner med, sover i hver deres soveværelse, kysser sjældent hinanden og hvis de gør så er det tantekys og uden nogen særlig form for kommunikation. Hvornår dødede lidenskaben? Hvornår blev det mere reglen end undtagelsen. Hvornår stoppede du med at gøre dig umage? Jeg ved godt at hver dag ikke kan være et kæmpe festfyrværkeri, men at leve i 5-20 år, i et “jeg nøjes” forhold, forstår jeg ikke. Måske også en af grundene til at jeg ikke har en kæreste? Jeg vil ikke nøjes og min partner skal ikke nøjes! Nogle undskylder det med at de har børn sammen, men børn er ikke dumme. De kan godt se om mor og far trives, er lykkelige og glade.

Hvis du sammenholder det med en arbejdsplads. Hvilken arbejdsgiver vil have ansatte som præsterer under middel eller ligefrem er ligeglad? Det vil de færreste. Hvorfor skal det så være sådan i et parforhold? Jeg er helt med at i medgang og modgang og alt det der, men når det så bliver ligegyldigt i så mange år, hvorfor så fortsætte? I flere tilfælde ender det med sidespring eller lign. og ikke at jeg overhovedet er fortaler for utroskab, så undrer det mig ikke. Det skulle have været stoppet inden, for utroskab, handler ofte om at der er noget der ikke fungerer og sandsynligvis ikke har gjort det længe. Her er kommunikation løsningen. Men flere og flere kommunikerer ikke.

Det er vigtig at gøre sig umage, for at “virksomheden” kører. Det behøver ikke at koste noget, andet end opmærksomhed og kommunikation.

Jeg har selv flere kuldsejlede forhold bag mig, mest af alt fordi jeg ikke vil leve et leverpostejsforhold, hvor kun den ene part bliver ved med at gøre sig umage og den anden læner sig tilbage og synes det er toppen. Ikke at sige, at jeg giver nemt op, for jeg er da også blevet i forhold i alt for mange år, end hvad der var sundt.

Vi skal spille hinanden gode. Vi skal løfte og anerkende hinanden. På samme måde som en virksomhed i vækst. Blomsterne skal vandes og vi skal være fælles om det. Den ene kan vande og den anden kan gøde, det behøver nødvendigvis ikke være ens.

Hvis du vander og gøder engang imellem, så visner planten ikke. Det samme med en virksomhed. Gør du en indsats, er arbejdsom, finder løsninger og gør dig umage, så vækster virksomheden. Lader du den passe sig selv og ignorerer dens signaler, så går den konkurs. Det er jo ikke raketvidenskab. Samtidig er det vigtigt at kommunikere og være ærlig. Fortælle hvad du har brug for og hvad du værdsætter. Det er jo ikke nogen gættekonkurrence og du kan ikke forvente at din partner er tankelæser og gør det, du selv forestiller dig inde i hovedet.

Jeg er ikke fan af leverpostejsliv eller leverpostejsforhold.

SSS (swipe, smaltalk og sex)

I gamle dage indrykkede folk kontaktannonce i ugeblade og aviser. Min mor og far fandt hinanden på den måde. Han var soldat i Gaza og min mor lå på sygehuset med opereret knæ. Hendes værelseskammerat lokkede hende til at skrive til ham, der senere blev min far. De har kendt hinanden i 60 år og været gift i 55. Det er beundringsværdigt. Min søster og svoger har også kendt hinanden fra gymnasietiden. Jeg er lidt det “sorte” får i familien, der brød rammen og blev skilt. Men jeg er glad – og det er vel i bund og grund det vigtigste 😁

Siden da har jeg IKKE været så heldig i kærligheds lotteriet. Min dømmekraft viste sig at være helt hen i vejret. Jeg lærte da i hvert fald hvad jeg ikke ville have. Desuden duer jeg ikke til leverpostejsforhold.

MEN det er nye tider. Jeg har været single i 3 år, og har været på under en håndfuld walk and talks uden den store kemi. Jeg er ikke bleg for at indrømme at jeg har været på Tinder, happn og Facebook dating. Dog meget kort tid på hver. Jeg har virkelig svært ved at navigere i det. Jeg sidder og swiper hovedsageligt på udseende og det føles som om jeg sidder og kigger i et udsalgskatalog.

Duer…..

Duer ikke……

Når det er personligheden/mennesket der er vigtig for mig, så er det edderbardyleme svært at swipe frem og tilbage. De der ikke havde skrevet (skriver havde, fordi jeg holder pause – måske for altid) noget på deres profil gjorde det endnu sværere. For mig er det vigtigt at gøre sig umage og det er en egenskab jeg også vil vægte højt i en fremtidig kæreste. Hvis der så ingenting står, så synes jeg ikke han har gjort sig umage (siger tante Møghe hahaha). Når der så var et match (og det kunne der være ret mange af på en dag), så kommer alle smaltalk beskederne. Det er jeg heller ikke god til 🙂 Og al den tid der bruges – og jeg efter 3-10 beskeder finder ud af at det ikke er et match, pyhhhhaaaa. Det gider jeg simpelthen ikke. Jeg ved godt at det tager tid at lære et andet menneske at kende. Men hvem har så mange timer i døgnet? Altså hvis der også skal være plads til andet. Jeg ved jeg er kræsen – mht. personlighed…… Jeg er ligeglad med hvad han arbejder med, men der skal gerne være noget imellem ørene, humor og initiativ. Det er egenskaber jeg selv synes jeg indeholder og det skulle gerne matche til en vis grad. Jeg vil ikke nøjes – bare for at kende en. Så vil jeg hellere være alene. Og det har jeg så været 3 år. Kemien skal også passe og det er åbenbart meget store krav jeg stiller 🙂

Hvad så? Endelig efter 3 år, er jeg klar til et parforhold. Det føles som at lede efter nålen i en høstak og jeg gider kun bruge tid på nogen der har indhold. Nogle vil synes det lyder arrogant, men vil alle ikke det. Bruge tid på mennesker der har indhold og er interessante. Tid er kostbar. Og så er der Corona……… Virkelig ikke nemt 🙂 Ved godt det er småting i forhold til de store udfordringer DK og resten af verden står midt i pt. 🙁

Har en tidligere kollega som jeg synes er vældig sød og underligt nok så har vi aldrig været kærester. Vi har kendt hinanden siden vi var først i 20’erne. Jeg ved egentlig ikke hvorfor, for jeg tror egentlig at vi begge to altid har kunnet li’ hinanden…… Det bunder nok mest i at vi begge har været i forhold, forskudt af hinanden. Han måtte ellers godt komme og se min kunstsamling – Ahahahaha. Han ved godt hvem han er, er jeg ret sikker på.

Vi bliver flere og flere singler – hvorfor? Er vi for kræsne, leder efter det perfekte (det findes ikke), giver vi for hurtigt op? Magter vi ikke at skulle et eller flere fodboldhold igennem?

Og hvad sker der lige med det der “duer ikke” swipes. Jeg fik selv mega stress i løbet af 2 dage. Mest fordi jeg gerne ville svare alle på en ordentlig måde og ikke bare ignorere beskeder. Det synes jeg rent faktisk jeg skyldte dem, der har brugt tid på at skrive til mig. Selv de der “skal vi knalde” beskeder – tak men nej tak. Jeg er altså ikke snerpet – men han må godt indeholde lidt mere end det.

Jeg ved også hvad jeg selv står for og synes faktisk at mit katalog er fuld af god kvalitet, en enkelt K3er i form af en kronisk sygdom, som dog ikke fylder og kun er en lille del af mig. Og nu lyder det måske som om jeg er desperat – men hallo, efter 3 år alene og i en fremskreden alder – så kan det da også kun gå for langsomt, men jeg er ikke desperat 🙂

Så kære skytsengel 🙂 – send lige det rigtige mandfolk min vej, helst den sidste for livet, jeg lover det bliver en fest (hvad du sender ud, kommer tilbage i en eller anden form – karmaloven)