I dag tog jeg en beslutning. Først sagde jeg faktisk ja, men ved eftertanke kunne jeg mærke beslutningen begyndte at æde mig op indefra. Derfor takkede jeg nej tak.
Jeg har en fortid. Det har alle, men min fortid har været ret barsk. Lige som mange andre der har været hårdt ramt, både fysisk og psykisk. Jeg er vokset af det. Både fysisk, men mest af alt menneskeligt. Jeg holder foredrag. Foredrag der er barske, men også fyldt med masser af positive oplevelser. Jeg prøver at fokusere på det positive. Det er nemt for mig, fordi jeg vil.
Jeg har flere gange været i TV, aviser, kulørte blade og ikke mindst på Folkemødet, hvor jeg har delt min historie. Dette gør jeg ikke for min egen vindings skyld og jeg gør det frivilligt. Dvs. at jeg bliver ikke betalt for det. Jeg gør det, fordi jeg vil gøre en forskel. En forskel for andre, som synes det er svært eller for dem der skal hjælpe dem der ikke kan selv. Så de bliver mødt bedst muligt.
Jeg får meget igen. Af positive tilbagemeldinger.
Jeg har flere gange stillet op og fortalt om de hårde episoder i mit liv. Det har været svært og selv på Folkemødet var jeg opløst af gråd, da jeg skulle fortælle om det nederlag jeg havde da jeg første gang tabte min søn så han fik fysiske mærker fordi jeg ikke havde kræfterne til at løfte ham. Hvor svært det var at få hjælp og hvor svært det var at bede om hjælp. For jeg ville jo gerne løfte opgaven selv. Af hele mit hjerte ville jeg gerne selv. Og den kamp det så var at få hjælp, da jeg måtte indse at jeg ikke kunne selv. Jeg fik en hel sal til at græde……. Det var HÅRDT!
Jeg blev i går kontaktet af TV. Spurgt om jeg igen ville stille op “live” i et nyhedsprogram. Fortælle om hvad der sker, når et ægteskab opløses fordi den ene part er syg. Jeg blev også spurgt om min eksmand ville, men det afviste jeg uden overhovedet at have spurgt ham. Han er videre og har fået sig en sød kæreste, så han skulle ikke trækkes igennem møllen igen. De fik overtalt mig, selvom jeg ikke var meget for det. I dag ringede hun tilbage. Jeg meddelte hende at jeg ikke ville alligevel. Jeg vil for alt i verden gerne hjælpe andre, så der måske er en chance for at de ikke kommer alle de kampe igennem som jeg har været. Samtidig så kan jeg mærke at alle de hårde oplevelser æder mig op, når jeg skal genfortælle dem. Det er som om at min fortid genafspilles og det hele vender sig i maven på mig. Når jeg holder foredrag kommer jeg ind på de ting – det er dog kun de ting jeg synes er væsentlige og de ting som ikke er alt for personlige.
Jeg er SÅ glad for at jeg sagde fra. Min sygdom fylder, fordi den er en del af mig. Jeg er bare også så meget mere end min sygdom. Jeg dyrker den ikke og fokuserer fremad. Fokuserer på alt det gode og alt det jeg har opnået, som jeg fik at vide ikke var muligt. Jeg ser muligheder fremfor begrænsninger og ordet pyt er blevet en stor del af mig. Jeg gør mig umage og i min hverdag får min sygdom så lidt råderum som muligt, selvom jeg ikke altid selv er herre over det. Jeg er ikke hende “den syge”. Jeg er mig, med alt hvad det indebærer.
Som min mor så fint skrev til mig i en besked: Du har brug for DIT eget liv – det liv som jeg gav dig til eget brug <3